Besluttet 19. august, Børne- og Skoleudvalget, Rudersdal
Status på skolefravær
Børne- og Skoleudvalget orienteres to gange årligt om udviklingen i skolefraværet i Rudersdal Kommune samt om de igangværende indsatser for at forebygge og nedbringe bekymrende skolefravær.
Kort fortalt
- Hvem
- Børne- og Skoleudvalget, Rudersdal Kommune
- Hvornår
- Onsdag 19. august 2026
- Status
- Besluttet. BØRNE- OG SKOLEUDVALGET tiltræder Direktionens forslag.Beslutningen er forkortet her. Læs hele beslutningen
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Det gennemsnitlige fravær for første halvdel af skoleåret 2025/26 ligger på 7,1%, hvilket er et lavere niveau end
skoleåret 2024/2025 år. Nedenstående graf viser det gennemsnitlige fravær for elever i folkeskolerne i
Rudersdal Kommune og fordelingen af fraværet på de tre kategorier lovligt fravær, sygdom og ulovligt fravær i
Graf 1. Udvikling i det gennemsnitlige fravær fordelt på fraværsårsag i folkeskolerne i Rudersdal Kommune
Udviklingen i skolefravær samt skolernes fælles definitioner af de enkelte fraværstyper er vedlagt som bilag.
Statusen viser samtidig, at:
andelen af elever med mere end 10, 15 og 20 pct. fravær overordnet er faldende,
piger fortsat har højere fravær end drenge,
piger i udskolingen udgør fortsat den gruppe, hvor andelen med højt fravær er størst,
andelen af elever med mere end 50 pct. fravær er stabil på omkring 0,4% af alle elever svarende til 27
elever i skoleåret 2025/26.
Fraværet vurderes derfor samlet set at være faldet, men der er fortsat en gruppe børn og unge med omfattende
skolefravær, som kræver en mere intensiv og tværgående indsats.
Igangværende indsatser og forståelse af skolefravær
Børne- og skoleudvalget blev senest givet en status på skolefravær på mødet den 5. november 2025. Her blev
udvalget blandt andet orienteret om følgende igangværende indsatser:
Værktøj til ensartet og konsekvent registrering og løbende opfølgning på skolefravær
Revideret retningslinje for håndtering af skolefravær
Fælles forståelse omkring fravær og fraværshåndtering, herunder tydelighed omkring roller og ansvar
Oplæg til at understøtte forældredrøftelser om styrket trivsel i skolen og om forståelse og forebyggelse af
skolefravær.
Indsatserne er en del af den tværgående strategi for nedbringelsen af bekymrende skolefravær, som er
udarbejdet af en arbejdsgruppe med deltagelse fra skole-, PPR-, familie- og myndighedsområdet. Beskrivelser
af disse indsatser er vedlagt som bilag til sagen.
På mødet den 5. november blev det også nævnt, at der skal etableres en ramme for arbejdet med
klassefællesskabet. Dette i form af en klasseplansskabelon som teamet omkring en klasse anvender for
systematisk at arbejde forebyggende og foregribende med klassens fællesskab. Den nye klasseplan bliver en
del af Skoleområdets arbejde med at skabe øget fælles systematik på skoleområdet og vil blive implementeret i
indeværende skoleår.
I tillæg til ovenstående indsatser blev det på Børne- og skoleudvalgets møde den 5. november også omtalt et
samarbejde med Frivilligcenteret i Rudersdal omkring igangsættelse af pige- og forældregrupper som en del af
pilotprojektet ”Power Up”. Projektet forventes evalueret i løbet af efteråret 2026.
Nye og planlagte indsatser
I december 2025 blev der igangsat nye indsatser for at nedbringe alvorligt sygefravær på skolerne. Indsatserne
er følgende:
Social Myndighed og Rådgivning sikre gennemførelse af de lovpligtige opfølgninger i samarbejde med de
relevante aktører i de konkrete sager.
Styrkelse af koordineringen i forløb, hvor opfølgningen halter. Der er i første omgang taget initiativ til
særligt samarbejde med Dronninggårdklasserne, Familiehuset og PPR.
Der afholdes månedlige ledermøder, hvor der kan koordineres i konkrete forløb, som kræver særlig
opmærksomhed.
Herudover arbejdes på et initiativ i samarbejde med Sundhedsplejen, hvor sundhedsplejersker afholder
samtaler med fokus på fravær på 4. eller 6. klassetrin i forbindelse med de samtaler, som allerede er en fast del
af deres arbejde på skolen. Initiativet afprøves i indeværende skoleår på 1 – 2 skoler og evalueres når skoleåret
er afsluttet.
Forslag om etablering af Task Force
En tværgående arbejdsgruppe med deltagelse fra skole-, PPR-, familie- og myndighedsområdet har gennem
det seneste år arbejdet med at analysere udviklingen i bekymrende skolefravær og identificere mulige styrkelser
af den kommunale indsats. Arbejdsgruppen peger på, at de mest komplekse fraværssager ofte kalder på en
hurtigere og mere koordineret tværfaglig indsats end den, der kan leveres inden for de eksisterende strukturer.
Samtidig viser erfaringer fra en række andre kommuner herunder blandt andre Gentofte, Hørsholm, LyngbyTaarbæk, Slagelse, Herning og Hvidovre Kommuner, at en selvstændig organisering med yderligere ressourcer
i enten tværfaglige teams eller en tværfaglig task force kan bidrage til markante reduktioner i skolefraværet
blandt børn og unge med alvorligt eller fastlåst fravær. I Rudersdal Kommune har andelen af elever med over
50% fravær ligget stabilt på 0,4 procent de seneste fire skoleår – svarende til omkring 27 elever i det forgangne
skoleår. Baseret på estimater fra Rude Skov Skole og Søholmskolen forventes omkring 40 børn at have behov,
der kunne afhjælpes af Task Forcen.
På den baggrund foreslår forvaltningen, at der etableres en tværfaglig Task Force i en toårig projektperiode
målrettet børn og unge med alvorligt eller fastlåst bekymrende skolefravær. Task Forcen skal kunne tilknyttes
sager, hvor de eksisterende indsatser ikke har været tilstrækkelige, og vil bestå af medarbejdere med
socialfaglige, myndighedsfaglige (visitationskompetence og indsigt i de forskellige lovgivningsmæssige
muligheder), psykologfaglige og skolefaglige kompetencer. De relevante kompetencer frikøbes i 20 timer om
ugen pr. medarbejder og dedikeres til arbejdet i Task Forcen. Medarbejderne i Task Forcen vil fortsat være en
del af deres egen faggruppe, men bidrage ind i det tværgående arbejde med inspiration fra modellen i
Hvidovre. Organiseringen i af Task Forcen i Rudersdal Kommune vil således være baseret på erfaringerne fra
Hvidovre og øvrige kommuner, men ikke være helt magen til i det man i Hvidovre også har brugt midler på
skolerne, udviklingskonsulenter og supervision/efteruddannelse, som ikke er en del af indsatsen i
Rudersdal, idet der allerede er afsat ressourcer hertil.
De samlede udgifter til Task Forcen udgør 1,66 mio. kr. årligt, hvilket der pt. ikke er afsat budget til, og derfor
skal indgå i de kommende budgetforhandlinger, hvis Task Forcen skal realiseres. Midlerne vil bevilges i 2026 og
2027, så Task Forcen vil være klar fra 1. januar 2027.
Modellen i Hvidovre kommune er den eneste som p.t. er blevet evalueret. Her viser resultaterne at fraværet i
gennemsnit falder fra 56 % til 22 % i et forløb. Med en Task Force i Rudersdal er forventningen at opnå det
samme fald i fravær.
I vedhæftede bilag er forslaget til oprettelsen af en Task Force målrettet nedbringelse af skolefravær yderligere
beskrevet.
Indstilling
Direktionen foreslår, at status på skolefravær forelægges til orientering samt at udvalget godkender, at
afsættelse af midler til den foreslåede Task Force oversendes til budgetforhandlingerne om budget 2027.
Beslutning
BØRNE- OG SKOLEUDVALGET tiltræder Direktionens forslag
Julie Quass (V) deltog ikke under sagens behandling
Kilde: Rudersdal Kommune, Børne- og Skoleudvalget, referat fra mødet onsdag 19. august 2026, punkt 5. Læs den originale sag hos kommunen.