Besluttet 19. august, Social- og Beskæftigelsesudvalget, Rudersdal
Genoptagelse: Effektmåling af stresskurset Åben og Rolig
Rudersdal Kommune tilbyder stresshåndteringsforløbet Åben og Rolig til hhv. voksne og unge med højt stressniveau. Åben og Rolig er et evidensbaseret, gruppebaseret kursus leveret af Fonden Mental Sundhed med fokus på stressreduktion, trivsel og mestring i hverdagen.
Kort fortalt
- Hvem
- Social- og Beskæftigelsesudvalget, Rudersdal Kommune
- Hvornår
- Onsdag 19. august 2026
- Status
- Besluttet. SOCIAL- OG BESKÆFTIGELSESUDVALGET tiltræder Direktionens forslag.Beslutningen er forkortet her. Læs hele beslutningen
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Rudersdal Kommune har siden 2021 tilbudt stresshåndteringsforløbet Åben og Rolig til borgere
med højt stressniveau, og har siden 2024 også tilbudt en særlig version målrettet unge i
alderen 15-25 år. Forløbet leveres af Fonden Mental Sundhed og er et gruppebaseret kursus
med 6-9 mødegange og mulighed for individuelle samtaler med psykolog undervejs. På kurset
får deltagerne redskaber til at håndtere og forebygge stress i hverdagen. Der arbejdes med
fysiske og mentale øvelser, herunder meditation.
Fonden Mental Sundhed har foretaget effektmålinger af hhv. voksen og unge-forløbene (se
bilag). For begge typer forløb dokumenterer evalueringerne, at Åben og Rolig i Rudersdal har
haft en betydelig og vedvarende positiv effekt for både voksne og unge deltagere. Indsatsen
bidrager til reduceret stress, øget trivsel og styrket mestring, og resultaterne viser, at tilbuddet
udgør et effektivt og relevant forebyggelses- og behandlingstilbud på stressområdet.
Den kommende folkesundhedslov, som forventes fremsat i løbet af 2026 med ikrafttræden 1.
januar 2027, vil give en samlet lovramme for folkesundheden i Danmark. Der er en forventning
om, at loven vil forpligte kommunerne til systematisk at arbejde med at styrke den mentale
sundhed, og at stress vil indgå som et prioriteret område. I den sammenhæng er det meget
positivt, at Rudersdal allerede har en veldokumenteret og evidensbaseret indsats på
stressområdet.
Effektmålingen for voksne dækker perioden 2021-2025 og omfatter i alt 334 borgere fordelt på
28 kursusforløb. Deltagerne har i gennemsnit været omkring 48–50 år, og hovedparten har
været kvinder (81 %). Evalueringen viser signifikante og markante forbedringer på alle centrale
effektmål. Deltagernes oplevede stress er reduceret betydeligt med stor statistisk signifikans,
og reduktionen fastholdes ved opfølgninger op til 12 måneder efter kursets afslutning. Samtidig
ses en klar og vedvarende stigning i trivsel og livskvalitet, ligesom symptomer på depression
falder markant.
Derudover er deltagernes arbejdsevne forbedret fra et niveau, der indikerer stærkt nedsat
arbejdsevne, til et niveau svarende til normal arbejdsevne et år efter forløbet. Søvnkvaliteten er
ligeledes forbedret. Tilfredsheden med indsatsen er meget høj, idet næsten alle deltagere
angiver at være tilfredse eller meget tilfredse med kurset. Effekterne er konsistente på tværs af
årene og peger på, at indsatsen har en stabil og vedvarende virkning for voksne borgere med
stress.
Effektmålingen for unge dækker perioden 2024–2026. I denne periode er der gennemført syv
kursusforløb, og i alt 65 unge har deltaget og givet samtykke til evaluering. De unge deltagere
har haft en gennemsnitsalder på cirka 17,5 år, og størstedelen har været kvinder (89 %).
Evalueringen dokumenterer signifikante forbedringer på samtlige målte parametre. De unges
stressniveau er reduceret markant, samtidig med at trivsel og livstilfredshed er steget
væsentligt. Forbedringerne overstiger de internationale grænseværdier for, hvornår ændringer
vurderes som klinisk og praktisk betydningsfulde. Symptomer på angst og depression er
reduceret, og de unge rapporterer øget tro på egne evner til at håndtere udfordringer i
hverdagen. Evalueringen viser desuden positive ændringer i søvnkvalitet samt en oplevelse af
øget åbenhed og mindre ensomhed i relation til stressproblematikker. Effekterne fastholdes
ved opfølgning tre måneder efter kursets afslutning. Også blandt de unge er tilfredsheden
meget høj, og stort set alle angiver at være tilfredse eller meget tilfredse med forløbet.
Der er seks kurser for voksne og fire kurser for unge om året i Rudersdal. De næste kurser
starter efter sommerferien.
Indstilling
Direktionen foreslår, at sagen forelægges til orientering.
Vedtagelse fra udvalg
Vedtagelse fra Social- og Beskæftigelsesudvalget 2026-2029, den 10. juni 2026,
punkt 10
SOCIAL- OG BESKÆFTIGELSESUDVALGET udskyder sagens behandling.
Beslutning
SOCIAL- OG BESKÆFTIGELSESUDVALGET tiltræder Direktionens forslag
Julie Quass (V) og Malene Barkhus (V) deltog ikke under sagens behandling
Kilde: Rudersdal Kommune, Social- og Beskæftigelsesudvalget, referat fra mødet onsdag 19. august 2026, punkt 4. Læs den originale sag hos kommunen.