Samsø
Skift kommune
KøbenhavnSamsøAlle kommuner

Besluttet 23. september, Teknik- og Miljøudvalget, Samsø

Skovrejsning ved Kildemosen

Teknik- og Miljøudvalget kan træffe principbeslutning om Kommunens areal sydvest for Kildemosen skal anvendes til skov-, biodiversitet og rekreative formål og igangsætte planlægning for dette. Løsningsmuligheder og indstilling 1.

Klima og grønt

Kort fortalt

Hvem
Teknik- og Miljøudvalget, Samsø Kommune
Hvornår
Onsdag 23. september 2026
Status
Besluttet. Udvalget beslutter, at kommunens matr.nr. 28k og 28z, begge Pillemark By, Onsbjerg skal anvendes til skov, biodiversitet og rekreative formål (Løsningsmulighed 1) og at forvaltningen udarbejder konkret projektforslag, der fremstilles for Teknik- og Miljøudvalget (Løsningsmulighed 2).
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget kan træffe principbeslutning om Kommunens areal sydvest for
Kildemosen skal anvendes til skov-, biodiversitet og rekreative formål og igangsætte
planlægning for dette.

Løsningsmuligheder og indstilling
1. Kommunens matr.nr. 28k og 28z, begge Pillemark By, Onsbjerg skal anvendes til skov,
biodiversitet og rekreative formål.
2. Forvaltningen udarbejder konkret projektforslag, der fremstilles for Teknik- og
Miljøudvalget.
3. Arealet ønskes ikke reserveret til skov, biodiversitet og rekreative formål på nuværende
tidspunkt
Chefen for Teknisk Forvaltning indstiller, at kommunens matr.nr. 28k og 28z, begge Pillemark
By, Onsbjerg skal anvendes til skov, biodiversitet og rekreative formål (Løsningsmulighed 1) og
at forvaltningen udarbejder konkret projektforslag, der fremstilles for Teknik- og Miljøudvalget
(Løsningsmulighed 2).

Sagsfremstilling

Kommunen har i 2024 erhvervet matr.nr. 28k og 28z, begge Pillemark By, Onsbjerg. De to
matrikler udgør til sammen 38.822 kvm (ca. 3,9 ha) og er i dag udyrket.
Arealet er delvist omfattet af boringsnære beskyttelsesområder, og gennemskæres også af et
rørlagt vandløb. Ved at etablere en permanent urørt skov/naturområde, med særlig fokus på
sommerfugle-diversitet, med direkte adgang for ældreboliger og plejehjemmets beboere kan
det sikres, at grundvandsboringerne fremover beskyttes optimalt ift. evt. nedsivning af nitrat
og pesticider.
I Grøn Helhedsplan og omlægningsplanen for Grøn Trepart er der bl.a. skitsearealer til
skovrejsning og et bredt ønske om mere natur. Her fremgår det aktuelle område også som et
skitseprojekt. Kommuneplanen har store områder på Sydøen hvor skovrejsning er ønsket, og i
Miljø- og Areal Registreringsmodulet MARS er der på Samsø indtegnet dette areal til potentiel
skovrejsning. Samsø Kommune har i 2025 indgået aftale med Klimaskovfonden om
samarbejde om skovrejsningsprojekter.
Skovrejsning betyder ikke nødvendigvist tæt plantet skov, men kan fint inkludere vand, lysåbne
arealer, eventuelt med specifikt sommerfuglefokus, og mulighed for handicap-venlige stiforløb
for ældre og gangbesværede. Forvaltningen anbefaler på den baggrund også at ca. 4000 kvm i
det nordøstlige hjørne af grunden (mod Kildemosen) indtil videre friholdes for skovbeplantning,
så mulighederne for at områdets senere anvendelse ikke begrænses.
Forvaltningen anbefaler, at de mindre, overskuelige skitseprojekter fra Mars igangsættes
hurtigt, så vi kommer i gang med den implementering, som Samsø Kommune selv kan gøre.
Forvaltningen kan på den baggrund udarbejde et forslag til design og budget for et projekt med
delvis skovrejsning, med fokus på biodiversitets og rekreative adgangsforløb, herunder også
en vurdering af støttemulighederne. Dette vil inkludere hvilke muligheder en forventet revideret
skovlov vil give ift. åbne arealer, rekreativ adgang mv.

Arealet kan omdannes til et rekreativt område med fokus på natur, skov, sø, vandløb, gode
adgangsforhold for ældre og borgere i almindelighed, fx med kørestols-adgang. Forvaltningen
anbefaler at området etableres med mosaik / variation og fokus på biodiversitet og
sommerfugle.
Til sagen vedlægges oversigtskort, der viser placeringen af området.

Økonomi og personale
Løsningsmulighederne har ingen budgetmæssige konsekvenser.
Forvaltningen fremstiller et særskilt budget og økonomi i forbindelse med et eventuelt konkret
projektforslag.

Tidligere beslutninger
11.11.2025, KB-sag nr. 850: Grøn Helhedsplan for Samsø - TU-ØU-KB
11.11.2025, KB-sag nr. 851: Grøn Trepart - Principvedtagelse af omlægningsplan for Lokal
Trepart Aarhus Bugt - TU-ØU-KB
30.04.2024, KB-sag nr. 558: Køb af jord - ØU-KB (Lukket sag)
29.03.2022, KB-sag nr. 102: Påbudsvilje i boringsnære beskyttelsesområder (BNBO) - TU-ØUKB

Dialog og høringer
Der har ikke været inddraget andre i sagens forberedelse.
Der er ikke formelle krav til høring før planlægningen igangsættes.
Dele af projektet kan senere kræve formelle nabo høringer mv.
Forvaltningen anbefaler / planlægger dialog med naboer i området, herunder Kildemosen, i
forhold til ønsker for området, adgangsforhold mv.

Beslutning

Udvalget beslutter, at kommunens matr.nr. 28k og 28z, begge Pillemark By, Onsbjerg skal
anvendes til skov, biodiversitet og rekreative formål (Løsningsmulighed 1) og at forvaltningen
udarbejder konkret projektforslag, der fremstilles for Teknik- og Miljøudvalget
(Løsningsmulighed 2).

Kilde: Samsø Kommune, Teknik- og Miljøudvalget, referat fra mødet onsdag 23. september 2026, punkt 9. Læs den originale sag hos kommunen.