Spring til indholdet
Silkeborg
Skift kommune
KøbenhavnSilkeborgAlle kommuner

På dagsordenen 11. november, Seniorrådet, Silkeborg

Orientering om Danmarkskortet 2025

Socialministeriet offentliggør hvert år en kommuneopdelt statistik over det forudgående års omgørelsesprocenter i klagesager efter barnets lov og serviceloven. Med denne sag orienteres Seniorrådet og Handicaprådet om omgørelsesprocenter på socialområdet i Silkeborg Kommune.

Ældre og sundhedDet sociale

Kort fortalt

Hvem
Seniorrådet, Silkeborg Kommune
Hvornår
Onsdag 11. november 2026
Status
På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.

Hvad kan du gøre?

Skriv til politikerne
Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet onsdag 11. november 2026. Du finder dem på silkeborg.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Sundheds- og omsorgschefen, børne- og familiechefen, og socialchefen indstiller til
Seniorrådet,
at orienteringen tages til efterretning

Beskrivelse af sagen
Seniorrådet og Handicaprådet orienteres om sagen, og rådene har mulighed for at komme
med kommentarer, inden sagen behandles i Ældre- og Sundhedsudvalget, Socialudvalget,
Dagtilbuds- og Familieudvalget og Økonomiudvalget inden behandlingen i byrådet.

Danmarkskortet
Danmarkskortet er et kommuneopdelt kort med det forudgående års (2025) statistik over
Ankestyrelsens stillingtagen til borgernes klager over kommunale afgørelser.
I Silkeborg Kommune omfatter kortet afgørelser truffet efter serviceloven og barnets lov af hhv.
Socialafdelingen, Børne- og Familieafdelingen og Sundheds- og Omsorgsafdelingen.
Danmarkskortet offentliggøres hvert år inden 1. juli. Det er et lovkrav, at Danmarkskortet for
2025 skal behandles på byrådsmøde inden udgangen af 2026.

Hvad viser Danmarkskortet
Danmarkskortet viser, hvordan Ankestyrelsen vurderer kommunernes påklagede afgørelser.
Når Ankestyrelsen træffer afgørelse i en klagesag, kan styrelsen enten:
Stadfæste kommunens afgørelse (Ankestyrelsen er enig i kommunens afgørelse)
Ændre/ophæve kommunens afgørelse (Ankestyrelsens er uenig i kommunens
afgørelse)
Hjemvise kommunens afgørelse til fornyet behandling (sagen mangler oplysninger, og
kommunen skal behandle sagen på ny).
Udtrykket omgørelsesprocent omfatter i denne sammenhæng både ændrede/ophævede og
hjemviste afgørelser.

Hvad viser Danmarkskortet ikke
Følgende fremgår af Socialministeriets læsevejledning til Danmarkskortet:

”Danmarkskortet viser ikke oplysninger om de sager i kommunerne, som ikke påklages til
Ankestyrelsen. Omgørelsesprocenten viser dermed ikke, hvor stor en del af det samlede antal
sager eller afgørelser i kommunerne, som indeholder fejl, eller som påklages til Ankestyrelsen.
Ligeledes vil afgørelsen i den del af sagerne, som hjemvises, ikke nødvendigvis ændres som
følge af yderligere oplysninger mv. Omgørelsesprocenten kan derfor ikke bruges til at udtale
sig om den generelle kvalitet af kommunens sagsbehandling.”

Danmarkskortet for Silkeborg Kommune
Danmarkskortet indeholder tre kort. De lokale resultater præsenteres i det følgende for hvert af
de tre kort.
Procenter angives afrundet, hvorfor der i nogle tilfælde kan summeres til lidt mere eller lidt
mindre end 100 %.

1. Danmarkskortet for socialområdet 2025 (kan tilgås via dette link)
Kortet omfatter hele serviceloven og barnets lov og omhandler derfor afgørelser truffet i både
Socialafdelingen, Børne- og Familieafdelingen og Sundheds- og Omsorgsafdelingen i
Silkeborg Kommune.
Ankestyrelsen har i 2025 truffet 101 afgørelser efter serviceloven og barnets lov. Af disse er 62
stadfæstede (svarende til 61 %), mens Ankestyrelsen i 39 tilfælde har omgjort kommunens
afgørelse (svarende til 38 %).
Af disse 39 omgørelser er fem afgørelser ændret/ophævet (svarende til 5 % af det samlede
antal afgørelser), mens 34 afgørelser er hjemviste (svarende til 34 % af det samlede antal
afgørelser).
Fordelingen mellem stadfæstede, hjemviste og ændrede/ophævede afgørelser er illustreret i
nedenstående figur:

Til sammenligning er landsgennemsnittet for ændrede/ophævede afgørelser 6,2 % og for
hjemviste afgørelser 40,6 %. Den samlede omgørelsesprocent er på landsplan således 46,8

Det fremgår af Danmarkskortet, at borgere i Silkeborg Kommune, jf. tal fra Danmarks Statistik,
har modtaget i alt 9.794 ydelser i 2024 inden for serviceloven og barnets lov. Antallet af
omgjorte sager er således lavt sammenlignet med det samlede antal ydelser.
Omgørelsesprocenten er faldet siden året før (2024), hvor den var 60 % i Silkeborg Kommune.
Det samme er antallet af afgørelser truffet af Ankestyrelsen, som i 2024 udgjorde 109.

2. Danmarkskortet for børnehandicapområdet 2025 (kan tilgås via dette link)
Kortet omfatter på børnehandicapområdet følgende ydelser efter barnets lov: § 86,
kompensationsydelse (tidligere merudgiftsydelse), § 87, tabt arbejdsfortjeneste, §§ 82-83,
særlige dagtilbud, § 85, hjemmetræning, § 90, afløsning, aflastning og vedligeholdelsestræning
og § 89, ledsagelse. Kortet omhandler således afgørelser truffet i Børne- og Familieafdelingen i
Silkeborg Kommune.
Ankestyrelsen har truffet 26 afgørelser inden for børnehandicapområdet i 2025. Af disse er 15
afgørelser stadfæstede (svarende til ca. 58 %), mens Ankestyrelsen i 11 tilfælde har omgjort
kommunens afgørelse (svarende til ca. 42 %).
Af disse 11 omgørelser er afgørelsen i én sag (svarende til 4 % af det samlede antal
afgørelser) blevet ændret/ophævet, mens kommunen i 10 sager er blevet bedt om at behandle
sagen på ny (svarende til 38 % af det samlede antal afgørelser).
Fordelingen mellem stadfæstede, hjemviste og ændrede/ophævede afgørelser er illustreret i
nedenstående figur:

Samlet set er omgørelsesprocenten i Silkeborg Kommune således 42 %, hvilket er lavere end
både sidste års omgørelsesprocent på 61 % og landsgennemsnittet i 2025 på 58,6 %.
Det fremgår af Danmarkskortet, at borgere i Silkeborg Kommune, jf. tal fra Danmarks Statistik,
har modtaget i alt 1.112 ydelser i 2024 opgjort på de pågældende paragraffer. Antallet af
omgjorte sager er således lavt sammenlignet med det samlede antal ydelser.

3. Danmarkskortet på voksenhandicapområdet 2025 (kan tilgås via dette link)

Kortet omfatter servicelovens § 95 om bl.a. kontant tilskud til ansættelse af hjælpere, § 96 om
borgerstyret personlig assistance (BPA), § 97 om ledsageordning, § 100 om
handicapkompensations ydelse. Kortet omhandler således primært afgørelser truffet i
Socialafdelingen men også enkelte afgørelser truffet i Sundheds- og Omsorgsafdelingen i
Silkeborg Kommune.
Ankestyrelsen har truffet 21 afgørelser inden for voksenhandicapområdet i 2025. Af disse er 13
stadfæstede (svarende til ca. 62 %), mens Ankestyrelsen i otte tilfælde har omgjort
kommunens afgørelse (svarende til ca. 38 %).
Af disse otte omgørelser er én afgørelse ændret/ophævet (svarende til 5 % af det samlede
antal afgørelser), mens syv er hjemviste (svarende til 33 % af det samlede antal afgørelser).
Fordelingen mellem stadfæstede, hjemviste og ændrede/ophævede afgørelser er illustreret i
nedenstående figur:

Det fremgår af Danmarkskortet, at borgere i Silkeborg Kommune, jf. tal fra Danmarks Statistik,
har modtaget i alt 393 ydelser i 2024 opgjort på de pågældende paragraffer.
Antallet af omgjorte sager er således lavt sammenlignet med det samlede antal ydelser.
Omgørelsesprocenten for afgørelser inden for voksenhandicapområdet i Silkeborg Kommune
er på 38 %, hvilket er lavere end landsgennemsnittet på 43,3 %.
Til sammenligning var omgørelsesprocenten på voksenhandicapområdet i Silkeborg Kommune
sidste år på 52 %. Ligesom omgørelsesprocenten er også antallet af afgørelser truffet af
Ankestyrelsen faldet fra 25 i 2024.

Kvalitet i sagsbehandlingen i Silkeborg Kommune
På både socialområdet, børnehandicapområdet og voksenhandicapområdet i Silkeborg
Kommune er omgørelsesprocenterne lavere end landsgennemsnittene.
Sammenlignet med det samlede antal ydelser, der leveres til borgere i Silkeborg Kommune
inden for de pågældende paragraffer, er antallet af påklagede afgørelser lavt.
Omgørelsesprocenten i sig selv er derfor ikke er en indikation på et generelt problem med
retssikkerheden i sagsbehandlingen i Silkeborg Kommune.

I det følgende beskrives det, hvordan forvaltningen i Silkeborg Kommune kontinuerligt arbejder
med forbedring af sagsbehandlingen.
Socialafdelingen har oprettet en klagedatabase, hvor alle afgørelser fra Ankestyrelsen gemmes
i anonymiseret form til brug for læring i lignende sager.
Sagerne i klagedatabasen er opdelt i emner og paragraffer. Rådgiverne/sagsbehandlerne kan
på den måde se, hvad Ankestyrelsen er nået frem til i lignende sager samt argumentationen
herfor. Hvis en rådgiver f.eks. har en sag om kompensationsydelse efter servicelovens § 100,
kan rådgiveren finde lignende sager i klagedatabasen. Klagedatabasen supplerer
Ankestyrelsens principmeddelelser.
Socialafdelingen har løbende undervisning i bl.a. jura samt sparring, herunder juridisk sparring.
Børne- og Familieafdelingen arbejder fortsat aktivt på at forbedre kvaliteten i sagsbehandlingen
og kan konstatere, at indsatsen giver positivt resultat. Således er omgørelsesprocenten i 2025
forbedret sammenlignet med 2024 og ligger nu under landsgennemsnittet. Der hjemvises dog
fortsat sager, hovedsageligt på grund af manglende inddragelse. Selvom det i visse sager er
ganske vanskeligt direkte at inddrage børnene, har forvaltningen skærpet opmærksomheden
på inddragelse i sagsforløbet.
Der er desuden gennemført kompetenceløft inden for de handicapkompenserende ydelser, og
den juridiske bistand har været styrket.
Børne- og Ungerådgivningen har iværksat en systematisk gennemgang af Ankestyrelsens
afgørelser vedrørende afdelingens sager. Der udarbejdes løbende statistik over, hvor mange
afgørelser der stadfæstes, hjemvises til fornyet behandling eller ændres af Ankestyrelsen.
Samtidig analyseres de hjemviste sager med henblik på at identificere mønstre og tendenser i
Ankestyrelsens begrundelser. Formålet er at skabe et oplyst grundlag for fælles læring og
løbende udvikling af sagsbehandlingen, herunder at synliggøre, hvor der kan være behov for at
styrke kvaliteten og sikre, at erfaringerne fra Ankestyrelsens afgørelser omsættes til
forbedringer i praksis.
Med afsæt i Ankestyrelsens tilbagemeldinger har Børne- og Ungerådgivningen desuden
igangsat et udviklingsarbejde, der skal løfte kvaliteten vedr. inddragelse af børn og unge samt
sikre, at der sker dokumentation af løbende inddragelse.
I Sundhed- og Omsorgsafdelingen er der generelt få klagesager, som primært er på
hjælpemiddelområdet. I Sundheds- og Omsorgsafdelingen arbejdes der løbende med at sikre
høj kvalitet i myndighedsarbejdet. I myndighedssektionen er det en prioritet at have en funktion
som faglig koordinator i både visitation og hjælpemidler, som sammen med den faglige leder
sikrer, at de juridiske rammer omsættes til god hverdagspraksis. Der arbejdes med en lærende
kultur med prioritering af faste mødestrukturer, hvor sager og emner behandles.

Borgerinddragelse
De lokale resultater af Danmarkskortet sendes til orientering og kommentering i Handicaprådet
og Seniorrådet i Silkeborg Kommune.

Kilde: Silkeborg Kommune, Seniorrådet, dagsorden fra mødet onsdag 11. november 2026, punkt 10. Læs den originale sag hos kommunen.