Skanderborg
Skift kommune
KøbenhavnSkanderborgAlle kommuner

Besluttet 2. september, Byrådet, Skanderborg

Klimaregnskab 2025 - kommunen som virksomhed

Byrådet orienteres med denne sag om, at regnskab for CO2-udledningen for Skanderborg Kommune som virksomhed for 2025 foreligger nu. Udledningen var på godt 3.000 tons i 2025, hvilket modsvares af etablering af 20 ha kommunal skov i år, hvorved målet om CO2-neutralitet er opnået.

Klima og grøntBudget og økonomiErhverv og job

Kort fortalt

Hvem
Byrådet, Skanderborg Kommune
Hvornår
Onsdag 2. september 2026
Status
Besluttet. Byrådet vedtog at tage CO2-regnskab for Skanderborg Kommune som virksomhed 2025 til efterretning.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

CO2-regnskab for kommunen som virksomhed (bilag 1) er lavet hvert år siden 2009, hvor
kommunen blev registreret som Klimakommune hos Naturfredningsforeningen.
Regnskabet dækker CO2-udledning fra:
el og varmeforbrug i bygninger brugt af kommunen, f.eks. skoler, institutioner og
servicecentre
elforbrug i det offentlige rum, f.eks. vejbelysning
kørsel i henholdsvis kommunale (inklusive Entreprenørafdelingens) biler og i private biler
i arbejdstiden.
CO2-udledningen for Skanderborg Kommune som virksomhed var i 2025 på 3.133 tons. Det er
et fald på knap 76 % i forhold til 2009 og knap 12 % i forhold til 2024. Faldet skyldes
energioptimeringer, skift fra olie og gas til fjernvarme og varmepumper og mere grøn strøm i
nettet. Det er godt at skifte til fjernvarme, varmepumper og el, men ingen af delene er fri for
CO2-udledning endnu.
Af de 3.133 tons er knap 1.400 tons fra olie, gas, benzin og diesel (kaldet scope 1). Det vil sige
en udledning, som kan ændres af kommunen selv ved at skifte væk fra egen afbrænding af
fossile brændstoffer. Resten, godt 1.700 tons, er det sværere for kommunen selv at ændre, da
det kommer fra fjernvarme, elektricitet og kørsel i private biler i arbejdstiden (kaldet scope 2).
Bygninger
Anlæg og Ejendomme har de seneste år gjort en stor indsats for at konvertere fossilt brændsel
til grøn energi. Langt hovedparten af kommunens bygninger er nu opvarmet af fjernvarme,
biomasse eller varmepumper, mens 86 personbiler og 12 varebiler er på el. I 2025 blev
institutionerne i Stjær og Herskind konverteret fra gas til henholdsvis fjernvarme og
varmepumper.
Kommunens CO2-udledning ville være ca. 500 tons lavere, hvis Ry og Skanderborg-Hørning
Fjernvarme havde samme udledning pr. kWh som i 2022. De to værker har nemlig nedbragt
forbruget af biomasse, som regnes for CO2-neutral, til varmepumper, som bruger elektricitet,
som endnu ikke er helt grøn. Værkerne gør ellers det helt rigtige i forhold til Skanderborg

Kommunes målsætning om at få brændselsfri fjernvarme.
Det samlede energiforbrug i de kommunale bygninger i 2025 (31.150 MWh) er en smule lavere
end i 2024 (31.268 MWh) på trods af flere bygninger. Ændringen dækker over et fald på 637
MWh for varme og en stigning på 518 MWh for el, som skyldes flere varmepumper.
Siden 2009 er det samlede energiforbrug faldet knap 24 %. Varmen er faldet godt 28 %, mens
elforbruget er faldet godt 12 %. Det skyldes primært mere energieffektive varme-, el- og
ventilationsløsninger.
Vejbelysning
CO2-udledningen fra vejbelysningen er nedbragt fra 162 ton i 2024 til 121 ton i 2025. Det
bunder i både lavere energiforbrug og mere grøn el.
Energiforbruget til vejbelysning er det seneste år nedbragt fra knap 1.700 MWh i 2024 til godt
1.500 MWh i 2025. Det skyldes udskiftning af yderligere ca. 630 armaturer til LED og bedre
styring og dæmpning af forbruget i forhold til tidspunkt på døgnet, året og vejret.
Siden 2009 er elforbruget til vejbelysning faldet 64 % og CO2-udledningen 83 %.
Transport
CO2-udledningen fra transporten er faldet ca. 7 % fra 1.148 tons i 2024 til 1.064 tons i 2025.
Det skyldes både lavere brændstofforbrug i kommunale biler (fald på 35.000 liter) og færre km i
private biler (fald på 67.000 km) samt skift til el-biler (se senere).
Hvad mangler?
Institutioner i Låsby er eller bliver konverteret fra gas til varmepumper i år (2026).
Institutionerne i Voerladegård opvarmes stadig af gas. De var ellers tilsluttet det projekt, som
de lokale arbejdede på med fælles lokal varme i form af termonet. Det projekt lukkede ned i
2024 på grund af for lav tilslutning. Konvertering af disse institutioner vil koste knap 5 mio. kr.,
som p.t. ikke er afsat.
Kommunen har skiftet 86 biler til el, men der er stadig 207 tilbage på benzin, diesel eller hybrid.
Kommunen opsætter en del ladestandere i år, så kommunen ved udgangen af 2026 har 152
ladeudtag og mangler ca. 140. De resterende ladestandere vurderes at ville koste ca. 5 mio.
kr., som ikke er afsat.
Entreprenørafdelingen har udskiftet 12 varebiler og de fleste maskiner til el. Det er sværere at
skifte traktorer og lastbiler. Entreprenørafdelingen har stadig 23 dieselvarebiler, 25 traktorer og
5 lastbiler.
Der er stadig et uudnyttet potentiale for energieffektiviseringer i de kommunale bygninger, som
det kræver både økonomi og timer til at identificere og realisere. Midler til dette er ikke afsat.
Flere kommunale solceller vil hjælpe på CO2-udledningen fra el-forbruget, og har desuden
potentiale for at styrke forsyningssikkerheden. Lovgivningen forventes dog tidligst på plads ved

udgangen af 2026 i forhold til at få flere solceller på kommunale tage. Investering i solceller vil
blive regnet som en anlægsudgift, hvilket kan udfordre anlægsloftet. De nuværende
kommunale solceller dækker ca. 4,5 % af det kommunale el-forbrug.
Modregning med skov
Skanderborg Kommune har en målsætning om at blive CO2-neutral for kommunen som
virksomhed i 2025. Da der stadig er en udledning de næste 5 år, og kommunen ikke stopper
med at bruge energi (som endnu ikke er fuld klimaneutral), vil dette blive modvirket ved
etablering af 20 ha kommunal skov, der står i 50 år. Den skov vil komme op i år (2026),
primært i Virring (18 ha), men også i Hørning (2 ha). Beslutningen om skovrejsning blev taget
af Klima-, Miljø- og Planudvalget den 11. april 2023.

Dialog og høring

Indstilling

Chefen for Plan, Teknik og Miljø indstiller,
at CO2-regnskab for Skanderborg Kommune som virksomhed 2025 tages til
efterretning.
Sagen fremsendes til Økonomi- og Erhvervsudvalget og Byrådet.

Forudgående beslutninger
Beslutning fra Klima-, Miljø- og Planudvalget, den 12. august 2026, punkt 91:
Klima-, Miljø- og Planudvalget vedtog
at tiltræde indstillingen fra chefen for Plan, Teknik og Miljø.
Sagen fremsendes til Økonomi- og Erhvervsudvalget og Byrådet.
Beslutning fra Økonomi- og Erhvervsudvalget, den 19. august 2026, punkt 138:
Økonomi- og Erhvervsudvalget vedtog
at tiltræde indstillingen fra chefen for Plan, Teknik og Miljø.
Sagen fremsendes til Byrådet.

Beslutning

Byrådet vedtog
at tage CO2-regnskab for Skanderborg Kommune som virksomhed 2025 til
efterretning.

Kilde: Skanderborg Kommune, Byrådet, referat fra mødet onsdag 2. september 2026, punkt 4. Læs den originale sag hos kommunen.