På dagsordenen 29. oktober, Folkeoplysningsudvalget, Skanderborg
Revision af de folkeoplysende puljer
Folkeoplysningsudvalget skal drøfte en skitse til en ny struktur for de søgbare puljer. Skitsen omfatter en materialepulje, en anlægspulje og en udviklingspulje. Drøftelsen skal danne grundlag for administrationens videre arbejde med puljernes formål, kriterier og behandling af ansøgninger.
Kort fortalt
- Hvem
- Folkeoplysningsudvalget, Skanderborg Kommune
- Hvornår
- Torsdag 29. oktober 2026
- Status
- På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.
- Næste skridt
- Administrationen tilretter skitsen på baggrund af udvalgets drøftelse. Fordelingen af de folkeoplysende midler foreslås, som tidligere nævnt, drøftet på Folkeoplysningsudvalgets møde den 9. december.
Hvad kan du gøre?
- Skriv til politikerne
- Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet torsdag 29. oktober 2026. Du finder dem på skanderborg.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Baggrund
De folkeoplysende puljer blev senest revideret i 2023 og endeligt godkendt af Byrådet den 21.
december 2023.
Byrådet har med budgetaftalen for 2027-2030 beskrevet følgende:
"De ubrugte midler fra det folkeoplysende område bevares, men kan overflyttes til andre formål
på det folkeoplysende område. Folkeoplysningsudvalget bedes om at gennemgå og evt.
revidere kriterierne for puljerne og anvendelsen af de folkeoplysende midler i øvrigt. "
Denne sag er den del af løfte opgaven med at gennemgå kriterier for puljerne.
Overflytning af uforbrugte midler og mere indgående drøftelse af anvendelse af de
folkeoplysende midler foreslår administrationen drøftes på Folkeoplysningsudvalget møde den
9. december 2026.
På seminaret den 4. oktober drøftede Folkeoplysningsudvalget det samlede puljeområde.
Drøftelsen havde særligt fokus på de søgbare puljer:
materialetilskud
anlægspuljen
startpuljen
udviklingspuljen.
Opsamlingen fra seminaret viser blandt andet et ønske om at støtte materialer og udstyr,
anlæg og renovering samt nye initiativer. Børn og unge blev fremhævet som en central
målgruppe. Der blev også peget på natur, bæredygtighed, demokrati, dannelse og
inkluderende fællesskaber som relevante temaer. Akut opståede anlægsbehov og muligheden
for administrativ behandling af mindre ansøgninger blev desuden drøftet.
Der var udsendt et spørgeskema til foreningerne via nyhedsbrevet og i forbindelse med
Foreningernes Aften. Der er modtaget to svar. Begge svar vedrører andre emner end de
søgbare puljer.
Administrationen foreslår, at medlemstilskud, lokaletilskud, tilskud til træner- og
lederuddannelse samt den søgbare pulje til aftenskolerne behandles på et senere møde og
indarbejdes i Folkeoplysningsudvalgets årsplan for 2027.
Forslag til ny puljestruktur
På baggrund af drøftelserne på seminaret og med inspiration fra nabokommunernes puljer har
administrationen udarbejdet en skitse med tre søgbare puljer:
Materialepulje
Anlægspulje
Udviklingspulje
Skitsen beskriver forslag til puljernes formål, ansøgerkreds, støttekriterier, prioriteringer,
maksimale støttebeløb og behandling af ansøgninger. Skitsen giver også
Folkeoplysningsudvalget mulighed for at afsætte midler til egne initiativer inden for den enkelte
puljes formål.
Oversigten over nabokommunerne viser forskellige modeller for blandt andet ansøgningsfrister,
støtteprocenter, beløbsgrænser, administrativ behandling og håndtering af akutte
anlægsskader. Oversigten er udarbejdet ved hjælp af AI og har statusdato den 6. oktober
Materialepuljen
Materialepuljen foreslås målrettet godkendte folkeoplysende foreningers større anskaffelser af
fælles udstyr og materialer.
I skitsen foreslås blandt andet:
en nedre grænse på 5.000 kr. pr. enhed
støtte på højst 50 procent af den samlede udgift
højst 50.000 kr. i støtte årligt
to årlige ansøgningsrunder
prioritering af foreninger med et målrettet børne- og ungdomsarbejde.
Der foreslås ikke støtte til almindelig drift, vedligeholdelse eller allerede anskaffede materialer.
Anlægspuljen
Anlægspuljen foreslås anvendt til at etablere og forbedre fysiske rammer for idræts-, fritids- og
outdooraktiviteter. Puljen skal blandt andet kunne støtte nyanlæg, ombygninger, større
renoveringer, moderniseringer, energibesparende tiltag og projektudvikling.
I skitsen foreslås blandt andet:
støtte på højst 50 procent af den samlede udgift
højst 200.000 kr. i støtte pr. projekt
én årlig ansøgningsrunde
krav om en klar finansieringsplan og væsentlig egenfinansiering
prioritering af børn og unge, deltagelse, fællesskab og bæredygtige løsninger.
Skitsen åbner mulighed for støtte til allerede afholdte udgifter, hvis der har været tale om et
pludseligt opstået behov af særlig økonomisk belastende karakter.
Administrationen vurderer, at udvalget særskilt bør drøfte, hvordan akutte anlægsbehov skal
håndteres. Udvalget kan eksempelvis tage stilling til, om en del af anlægspuljen skal
reserveres til akutte behov og fordeles løbende, eller om alle midler skal indgå i den ordinære
ansøgningsrunde.
Udviklingspuljen
Udviklingspuljen foreslås målrettet udvikling og fornyelse af det folkeoplysende foreningsliv og
de selvorganiserede fællesskaber. Den nuværende startpulje foreslås dermed indarbejdet i
udviklingspuljen.
Puljen skal støtte:
opstart af nye foreninger og fællesskaber
aktiviteter for målgrupper, som står uden for eksisterende fællesskaber
aktiviteter med fokus på natur og udeliv
initiativer, som styrker frivilligheden
initiativer med fokus på demokrati og dannelse.
I skitsen foreslås højst 50.000 kr. i støtte og højst 25.000 kr. til opstart af en ny forening.
Ansøgninger på op til 10.000 kr. foreslås behandlet administrativt, mens større ansøgninger
behandles af Folkeoplysningsudvalget.
Udvalgets drøftelse
Administrationen anbefaler, at Folkeoplysningsudvalget særligt drøfter:
om den fremtidige struktur skal bestå af en materialepulje, en anlægspulje og en
udviklingspulje
om den nuværende startpulje skal indarbejdes i udviklingspuljen
formålet med hver af de tre puljer
hvem der skal kunne søge puljerne
kriterier og prioriteringer for støtte
maksimale støttebeløb og krav om egenfinansiering
antallet af ansøgningsrunder og fordelingen mellem administrativ og politisk behandling
hvordan akut opståede behov skal håndteres inden for anlægspuljen
om Folkeoplysningsudvalget skal kunne afsætte midler til egne initiativer.
Videre proces
Administrationen tilretter skitsen på baggrund af udvalgets drøftelse.
Fordelingen af de folkeoplysende midler foreslås, som tidligere nævnt, drøftet på
Folkeoplysningsudvalgets møde den 9. december. Medlemstilskud, lokaletilskud, tilskud til
træner- og lederuddannelse samt den søgbare pulje til aftenskolerne foreslås behandlet
særskilt og indarbejdet i årsplanen for 2027.
Økonomi
Den økonomiske fordeling er ikke til beslutning i denne sag, men foreslås behandlet
særskilt på mødet den 9. december.
Indstilling
Administrationen indstiller,
at Folkeoplysningsudvalget drøfter den foreslåede struktur med en materialepulje,
en anlægspulje og en udviklingspulje,
at Folkeoplysningsudvalget drøfter puljernes formål, ansøgerkreds, kriterier,
prioriteringer og behandling af ansøgninger,
at Folkeoplysningsudvalget drøfter, hvordan akut opståede behov skal håndteres
inden for anlægspuljen,
at administrationen arbejder videre med skitsen på baggrund af udvalgets drøftelse,
at fordelingen af de folkeoplysende midler behandles på Folkeoplysningsudvalgets
møde den 9. december, og
at medlemstilskud, lokaletilskud, tilskud til træner- og lederuddannelse samt den
søgbare pulje til aftenskolerne indarbejdes i udvalgets årsplan for 2027.
Kilde: Skanderborg Kommune, Folkeoplysningsudvalget, dagsorden fra mødet torsdag 29. oktober 2026, punkt 8. Læs den originale sag hos kommunen.