Besluttet 10. august, Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget, Slagelse
Status Slagelse Dagpleje (O)
Direktøren for Kultur, Børn og Fritid indstiller, 1. at Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget orienteres om administrationens videre arbejde med udvikling af Slagelse Dagpleje.
Kort fortalt
- Forslaget
- Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget orienteres om administrationens videre arbejde
- Hvem
- Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget, Slagelse Kommune
- Hvornår
- Mandag 10. august 2026
- Status
- Besluttet. At 1: Orientering givet.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Kompetence
Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget.
Beslutningstema
Udvalget orienteres om det videre administrative arbejde med udvikling af Slagelse Dagpleje
på baggrund af udvalgets drøftelse af fremtidens dagpleje på udvalgsmøde i juni 2026.
Indstilling
Direktøren for Kultur, Børn og Fritid indstiller,
1. at Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget orienteres om administrationens videre arbejde
med udvikling af Slagelse Dagpleje.
Sagens indhold
Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget drøftede på udvalgsmødet d. 1. juni 2026 punktet
Fremtidens Dagpleje i Slagelse Kommune. Drøftelsen tog afsæt i udviklingen på området, hvor
antallet af indmeldte børn i dagplejen er faldet fra 677 i 2016 til 218 i april 2026, og hvor der
samtidig er behov for at sikre, at dagplejen fortsat kan være et bæredygtigt, attraktivt og fagligt
stærkt pasningstilbud i kommunen.
Udvalgets drøftelse pegede på en række centrale opmærksomhedspunkter for det videre
arbejde. Der var blandt andet fokus på betydningen af geografisk nærhed, frit valg for
forældrene, robust drift, rekruttering og uddannelse af dagplejere, en velfungerende
gæsteordning samt behovet for en mere aktiv udvikling og synliggørelse af dagplejen som
pasningsmulighed.
Udvalget pegede desuden på, at dagplejen fortsat er et vigtigt alternativ i den samlede
dagtilbudsvifte, og at der er behov for at blive klogere på forældrenes valg af pasningstilbud.
Det gælder blandt andet spørgsmålet om, hvorfor der kan være forskel på, hvad forældre
efterspørger eller udtrykker ønske om, og hvad de efterfølgende vælger i praksis.
På baggrund af udvalgets drøftelse arbejder administrationen og dagplejens ledelse videre
med udvikling af dagplejen inden for den eksisterende økonomiske ramme. Arbejdet vil i første
omgang have karakter af afdækning, kvalificering og mindre udviklingstiltag, som kan styrke
dagplejens synlighed, faglige fællesskaber og organisatoriske robusthed uden at forudsætte
nye politiske prioriteringer af budgetmidler.
Det videre arbejde kan blandt andet omfatte:
mere aktiv og tydelig vejledning af forældre om dagplejen som pasningsmulighed
afdækning af forældres begrundelser for valg af dagpleje, vuggestue, privat pasning eller
hjemmepasning
opgørelser over søgning, ventelister og kapacitet opdelt på geografiske områder
styrkelse af dagplejernes faglige fællesskaber og muligheder for, at dagplejere og børn
mødes på tværs
inddragelse af dagplejerne i arbejdet med mulige udviklingsspor
afdækning af rekruttering, fastholdelse og fødekæde til dagplejergruppen
vurdering af mulighederne for at anvende dagplejen i særlige pædagogiske
sammenhænge, herunder for børn med behov for mindre miljøer
vurdering af forudsætningerne for en velfungerende og robust gæsteordning
Arbejdet skal bidrage til et bedre beslutningsgrundlag for den videre udvikling af dagplejen. Det
indebærer blandt andet, at administrationen vil søge at kvalificere både de faglige,
organisatoriske og økonomiske forudsætninger for forskellige mulige tiltag.
Nogle udviklingstiltag vil kunne undersøges eller afprøves inden for den eksisterende ramme.
Andre tiltag vil kunne forudsætte særskilt finansiering, hvis de skal realiseres i større skala eller
som varige tilbud. Administrationen kan derfor på et senere tidspunkt præsentere udvalget for
mulige udvidelsesområder som investeringscases, hvor der beskrives indhold, forventet effekt,
målgruppe, forudsætninger og økonomi.
Det kan eksempelvis være relevant at belyse økonomien i tiltag som styrket gæstepleje,
særlige ressourcepladser, flyverfunktioner, fælles aktiviteter på tværs af dagplejere,
kompetenceudvikling, rekrutteringstiltag eller andre udviklingsspor, som ikke kan rummes
inden for den eksisterende økonomiske ramme.
Administrationen vil samtidig have opmærksomhed på sammenhængen mellem udviklingen af
dagplejen og arbejdet med en ny ressourcetildelingsmodel for Slagelse Dagpleje. Den
fremtidige ressourcetildeling afhænger blandt andet af, hvilken rolle dagplejen skal have i den
samlede dagtilbudsstruktur, hvor geografisk bredt tilbuddet skal være, og hvilket
ambitionsniveau der ønskes for udvikling, kvalitet og robust drift.
Retligt grundlag
Dagtilbudslovens § 21 og § 22 fastsætter de centrale rammer for etablering og organisering af
dagpleje, herunder gæstedagpleje og antallet af børn i dagplejen. Dagtilbudslovens § 23 og § 4
fastsætter rammerne for børns adgang til dagtilbud og kommunens pasningsgaranti.
Dagtilbudslovens § 7 om dagtilbuds formål er desuden relevant som overordnet ramme for den
fremtidige udvikling af dagplejen i Slagelse Kommune.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Sagen har ingen økonomiske eller personalemæssige konsekvenser på nuværende tidspunkt.
Det videre administrative arbejde gennemføres inden for den eksisterende økonomiske
ramme. Hvis der i det videre arbejde identificeres udviklingstiltag, som forudsætter særskilt
finansiering, kan disse på et senere tidspunkt beskrives som mulige udvidelsesområder eller
investeringscases til politisk prioritering.
Tværgående konsekvenser
Sagen har betydning for den samlede udvikling af dagtilbudsområdet, herunder samspillet
mellem dagpleje, vuggestue, private pasningsordninger og hjemmepasning.
Sagens videre forløb
Administrationen og dagplejens ledelse arbejder videre med at kvalificere mulige
udviklingsspor for Slagelse Dagpleje inden for den eksisterende økonomiske ramme.
På et senere tidspunkt kan administrationen forelægge udvalget en ny sag med status på
arbejdet og eventuelle mulige udvidelsesområder som investeringscases.
Beslutning
At 1: Orientering givet.
Kilde: Slagelse Kommune, Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget, referat fra mødet mandag 10. august 2026, punkt 13. Læs den originale sag hos kommunen.