Besluttet 10. august, Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget, Slagelse
Kultur- og Naturrygsækken - status efter første år (O)
Chefen for Skole og Dagtilbud og Direktøren for Børn, Unge og Kultur indstiller, 1. at Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget samt Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget orienteres om status på Kultur- og Naturrygsækken efter første driftsår.
Klima og grøntSkoler og børnUnge og uddannelseKultur og fritid
Kort fortalt
- Forslaget
- Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget samt Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget
- Herunder også håndtering af ændringer og eventuelle transportbehov.
- Hvem
- Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget, Slagelse Kommune
- Hvornår
- Mandag 10. august 2026
- Status
- Besluttet. At 1: Orientering givet.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Kompetence
Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget og Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget.
Beslutningstema
Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget og Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget orienteres om
status på og erfaringer fra første års drift af Kultur- og Naturrygsækken.
Indstilling
Chefen for Skole og Dagtilbud og Direktøren for Børn, Unge og Kultur indstiller,
1. at Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget samt Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget
orienteres om status på Kultur- og Naturrygsækken efter første driftsår.
Sagens indhold
På baggrund af den politiske beslutning om at træde ud af Kulturregion Midt- og Vestsjælland
og dermed børnekulturindsatsen KUMULT! har administrationen etableret et Kultur- og
Natursekretariat med deltagelse fra Slagelse Naturskole, Center for Skole og Dagtilbud samt
Center for Kultur, Fritid og Borgerservice.
Sekretariatet har, i forlængelse af de to seneste budgetforlig vedrørende Kultur- og
Naturrygsækken, i samarbejde med lokale aktører udviklet og igangsat en Kultur- og
Naturrygsæk for børn i kommunale skoler og dagtilbud.
Formålet er at styrke børns adgang og kendskab til lokal kultur, natur og kulturarv gennem
praksisnære læringsforløb.
Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget blev den 15. august 2024 orienteret om status og proces
for etableringen af Kultur- og Naturrygsækken. Herudover blev henholdsvis Kultur-, Fritids- og
Turismeudvalget og Børne- og Ungeudvalget i 2025 orienteret om aktiviteter i den kommende
Kultur- og Naturrygsæk på deres udvalgsmøder den 13. maj og den 6. maj.
Nedenfor redegøres for erfaringer fra Kultur- og Naturrygsækkens første driftsår og de centrale
aspekter i den aktuelle status og proces:
Pilotperiode
Det var planlagt, at der skulle afprøves seks skoleforløb og tre dagtilbudsforløb i Kultur- og
Naturrygsækken over en 2-årig pilotperiode.
Allerede efter første år er der gjort erfaringer, særligt i forhold til logistik, som har medført
justeringer i enkelte forløb. Samtidig er der tilføjet tre nye skoleforløb, så der i alt indgår 12
forløb i pilotperioden.
Forløbene evalueres løbende og samlet efter pilotperioden med henblik på at sikre en
velfungerende og meningsfuld Kultur- og Naturrygsæk fra skoleåret 2027/2028.
Erfaringer
Overordnet er tilbagemeldingerne fra skolerne positive. Lærere og elever fremhæver særligt
værdien af at komme ud og arbejde med praksisnære oplevelser.
Der er samtidig identificeret en række udviklingspunkter:
Transport og tryghed: Offentlig transport har været en udfordring, især for indskolingen,
både på grund af kapacitet og lærernes oplevede utryghed ved ture tidligt i skoleåret med
de nye klasser. Derfor er forløb i børnehaveklassen flyttet til senere på året, hvilket også
skaber bedre sammenhæng med Sommerfugleindsatsen.
Koordinering: Uklarhed om procedure for bestilling af eventuelle ekstra offentlige busser
har skabt frustration. Kultur- og Natursekretariatet er i dialog med Vej og Mobilitet for at
forbedre tilrettelæggelsen af turene med offentlig transport for skolerne.
Anvendelse af undervisningsmateriale: Ikke alle klasser har anvendt før- og
eftermateriale. Derfor indføres online introduktionsmøder for lærere, som skal sikre bedre
forberedelse, tydelig forventningsafstemning og kendskab til materialer.
For at styrke koordineringen og sikre, at alle klasser deltager i de obligatoriske forløb,
varetager Kultur- og Natursekretariatet fremadrettet den centrale booking i skoleåret 2026/2027
– herunder også håndtering af ændringer og eventuelle transportbehov.
Feedback fra kultur- og naturaktørerne er generelt positiv. Dog har Slagelse Bibliotekernes
forløb vist sig at være for ressourcetungt og tilpasses derfor, så det fremover bygger videre på
en eksisterende indsats, SMOP (Slagelse Mesterskaber i Oplæsning), om højtlæsning i 6.
klasse.
Der er desuden inddraget nye aktører i Kultur- og Naturrygsækken, så Brorfelde
Observatorium og Aaben Dans indgår i de obligatoriske forløb. Aktørerne er ikke lokalt
forankret i Slagelse Kommune, men er valgt, fordi de tilbyder faglige indsatser, som ikke findes
i kommunen. Brorfelde er det nærmeste observatorium i forhold til Slagelse, og Aaben Dans er
den nærmeste professionelle scenekunstscene for dans. Inklusionen skal bidrage til at sikre
høj faglig kvalitet og variation i forløbene.
Skoleforløb for skoleåret 2026/2027
Der er ni obligatoriske forløb for eleverne på Slagelse Kommunes skoler i skoleåret 2026/2027
(se bilag 1). Forløbene er fortsat under udvikling, og der kan derfor forekomme
indholdsmæssige justeringer, inden de præsenteres endeligt for skolerne op til sommerferien
Det er planen, at Guldagergaard i samarbejde med Slagelse Naturskole udvikler og varetager
et rygsækforløb for 3. årgang fra skoleåret 2027/2028.
Samarbejde med skolerne
I skoleåret 2025/2026 har hvert forløb været fulgt af en repræsentationsgruppe bestående af
tre lærere fra forskellige skoler, som har bidraget til at kvalificere forløbene i opstartsfasen.
Fra skoleåret 2026/2027 styrkes den direkte dialog med de deltagende lærere for at sikre et
tæt og velfungerende samarbejde. Der gennemføres derfor online introduktions- og
evalueringsmøder for hvert forløb med deltagelse af lærere, aktører og sekretariatet samt
målrettede lærerworkshops for 1. og 6. klasse.
Sekretariatet samarbejder samtidig med skolerne om at kortlægge og indtænke eksisterende
indsatser i de obligatoriske forløb, herunder Levende Musik i Skolen (LMS), samt understøtte
relevante faglige netværk.
I den forbindelse har fire skoler indgået et samarbejde med sekretariatet, LMS og Slagelse
Musikhus om at uddanne elever fra 4. klasse og opefter til KulturCrew fra skoleåret 2026/2027.
Derudover er der etableret et tværgående fondsansøgningsnetværk for skolerne med
sekretariatet som tovholder.
Rygsæksforløb for dagtilbud
De tre forløb for dagtilbud (se bilag 2) blev præsenteret på temadagen for
Kulturambassadørkorpset, der består af repræsentanter fra samtlige dagtilbud i kommunen, d.
4. december 2025. Forløbene er stadig ved at blive testet, så det bliver de samme tilbud for
dagtilbud i rygsækken for skoleåret 2026/2027.
Samarbejde med dagtilbud
Ud over Kulturambassadørkorpset, hvor sekretariatet i samarbejde med Slagelse Bibliotekerne
afholder to årlige temadage, indsamler sekretariatet løbende tilbud til dagtilbud fra kommunens
aktører. Disse formidles via nyhedsbreve til dagtilbudsledere og kulturambassadører fire gange
årligt.
Sekretariatet arbejder samtidig med at kortlægge eksisterende indsatser på dagtilbudsområdet
med henblik på at understøtte dem og, hvis muligt, indtænke dem i de obligatoriske forløb.
Derudover er der dialog med Fritidsafdelingen om at koordinere samarbejdet med
dagtilbuddene.
Øvrige tilbud og udviklingssamarbejder
Alle kultur- og naturaktører tilbydes sparring fra sekretariatet i forbindelse med synliggørelse af
deres tilbud til skoler og dagtilbud via kommunens skoletjeneste. Sekretariatet understøtter
samtidig udvikling og opdatering af relevante læringsforløb.
I skoleåret 2026/2027 samarbejder sekretariatet med blandt andre Dansk Forsorgshistorisk
Museum, Skælskør Billedskole, Folkekulturcentret og FriRUM Lab om gratis forløb til skoler og
dagtilbud samt med Historiens Hus på Omø om udviklingen af et nyt stedspecifikt natureventyr
og med PPR, Fritidsafdelingen, Skole- og Dagtilbud og Slagelse Bibliotekerne om
Sprogfitness.
For at styrke kendskabet til og forlænge oplevelserne fra Kultur- og Naturrygsækken tilbydes
der i tilknytning til de obligatoriske forløb fritidsoplevelser for børn og unge samt deres familier.
Disse formidles blandt andet via Slagelses familiekulturklub, Kulturpiraterne.
I skoleåret 2026/2027 har Slagelse Musikhus eksempelvis afholdt tre udendørs
familiekoncerter kombineret med naturformidling i samarbejde med Slagelse Naturskole,
kommunens biodiversitetskonsulent og sekretariatet. Koncerterne er afviklet den første søndag
i maj, juni og juli i henholdsvis Nordskoven, Boeslunde Mindepark og Musholm.
Som led i at synliggøre det samlede udbud blev der, som noget helt nyt, afholdt en
læringsmesse den 16. april 2026 på Slagelse Bibliotek. Her blev skoler og dagtilbud
præsenteret for kommunens kultur-, natur- og fritidstilbud. Der planlægges allerede en ny
læringsmesse den 15. april 2027.
Retligt grundlag
Folkeskolelov § 3, stk. 4
Stk. 4. Skolerne indgår i samarbejder, herunder i form af partnerskaber, med virksomheder,
institutioner for erhvervsrettet uddannelse, lokalsamfundets kultur-, folkeoplysnings-, idræts- og
foreningsliv og kunst- og kulturskoler, med lokale fritids- og klubtilbud og med de kommunale
eller kommunalt støttede musikskoler og ungdomsskoler, der kan bidrage til opfyldelsen af
folkeskolens formål og mål for folkeskolens fag og obligatoriske emner. Kommunalbestyrelsen
fastlægger mål og rammer for skolernes samarbejder, og skolebestyrelsen fastsætter
principper for samarbejdet.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
I det seneste budgetforlig er der afsat 445.000 kr. årligt til indsatsen og fra 2027 yderligere
250.000 kr. I 2025-2027 har der desuden været 150.000 kr. til indsatsen fra de tidligere
Kulturregionale midler, som har indgået i budgettet til Kultur- og Naturrygsækken for skoleåret
Tværgående konsekvenser
Sagen har relevans for både Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget og Kultur-, Fritid og
Turismeudvalget.
Sagens videre forløb
Ingen bemærkninger.
Beslutning
At 1: Orientering givet.
Kilde: Slagelse Kommune, Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget, referat fra mødet mandag 10. august 2026, punkt 15. Læs den originale sag hos kommunen.