Slagelse
Skift kommune
KøbenhavnAlbertslundAllerødAssensBallerupBornholmBrøndbyBrønderslevDragørEgedalFaxeFredensborgFredericiaFrederiksbergFuresøFaaborg-MidtfynGentofteGladsaxeGreveGribskovGuldborgsundHalsnæsHelsingørHerlevHerningHillerødHolbækHorsensHvidovreHøje-TaastrupHørsholmKalundborgKøgeLejreLollandLyngby-TaarbækMiddelfartNæstvedOdenseOdsherredRingstedRoskildeRudersdalRødovreSlagelseSolrødSorøStevnsTårnbyVallensbækViborgVordingborgAlle kommuner

Besluttet 10. august, Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget, Slagelse

Skoleudviklingssamtaler 2026 (O)

Direktøren for Børn, Unge og Kultur indstiller, 1. at Familie, Børne- og Uddannelsesudvalget orienteres om skoleudviklingssamtalerne 2026. Sagens indhold Det fremgår af folkeskoleloven, at kommunalbestyrelsen årligt skal gennemføre en skoleudviklingssamtale med lederne af de enkelte folkeskoler.

Skoler og børnUnge og uddannelseKultur og fritid

Kort fortalt

Forslaget
  • Familie, Børne- og Uddannelsesudvalget orienteres om skoleudviklingssamtalerne 2026.
Hvem
Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget, Slagelse Kommune
Hvornår
Mandag 10. august 2026
Status
Besluttet. At 1: Orientering givet.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

Kompetence
Familie, Børne- og Uddannelsesudvalget.

Beslutningstema
Familie, Børne- og Uddannelsesudvalget orienteres om skoleudviklingssamtalerne i 2026.
Den 7. november 2023 besluttede Børne- og Ungeudvalget, at de årlige
skoleudviklingssamtaler skal afrundes med en orienteringssag til Udvalget med de
væsentligste pointer fra samtalerne.

Indstilling

Direktøren for Børn, Unge og Kultur indstiller,
1. at Familie, Børne- og Uddannelsesudvalget orienteres om skoleudviklingssamtalerne 2026.

Sagens indhold
Det fremgår af folkeskoleloven, at kommunalbestyrelsen årligt skal gennemføre en
skoleudviklingssamtale med lederne af de enkelte folkeskoler.
Den 2. november 2022 besluttede Børne- og Ungeudvalget at delegere kompetencen til
afholdelse af skoleudviklingssamtaler til Center for Skole og Dagtilbud.
Skoleudviklingssamtalen indgår som et element i samarbejdet og den løbende dialog om den
enkelte skoles udvikling og kvalitet, med målet at understøtte, at eleverne får de bedst mulige
rammer for faglig udvikling og trivsel.
Samtalen skal desuden styrke den fælles viden om og forståelse af skolens udfordringer,
udviklingsområder og iværksatte indsatser.

En repræsentant fra skolebestyrelsen har ret til at deltage i samtalen.
Der er i lovgivningen i øvrigt få formelle krav og høj grad af lokal frihed til at tilrettelægge
samtalerne, hvilket passer sammen med ønskerne om frisættelse og helhedstænkning.

Gennemførelse af skoleudviklingssamtaler i 2026
Der har været afholdt skoleudviklingssamtaler i perioden februar til maj 2026. Samtalerne
foregik på de enkelte skoler med en varighed på 2 timer for skoler med bh.kl. - 6. klassetrin og
specialskoler og 3 timer på skoler med bh.kl. - 9.klassetrin.
Deltagere har været skoleledelse, chef for Skole og Dagtilbud, ledere i Center for Skole og
Dagtilbud, 2 konsulenter og en administrativ medarbejder.
En repræsentant fra skolebestyrelsen var til alle samtaler inviteret og deltog de fleste steder.
Også i år har skolelederne på skift deltaget i hinandens samtaler. Det har været et ønske fra
skoleledergruppen med henblik på at fortsætte den positive erfaring fra sidste år og på den
måde skabe læring skolerne imellem.
Herudover deltog relevante fagpersoner som fx vejledere efter nærmere aftale i udvalgte dele
af samtalen, ligesom der flere steder indgik praksisbesøg i fx Makerspace, matematikværksted
og overværelse af undervisning, der var tilrettelagt med varierede tilgange som fx bevægelse.
Til samtalerne var udarbejdet en dagsorden for at sikre en fælles forventning om, hvilke
temaer, der som minimum skulle berøres. De enkelte skoler kunne selv vægte temaer afhængig af, hvad de og skolebestyrelserne var særligt optagede af. Således afspejlede
samtalerne den politiske ambition om at drøfte frisættelse og helhedstænkning.

Bilagsmateriale
Styrelsesvedtægt for Slagelse Kommunes skoler er vedlagt som sagens bilag 1.
Dagsordenen til skoleudviklingssamtalerne er vedlagt som sagens bilag 2.
Alle samtaler blev indledt med skolernes egne punkter - en oversigt over skolernes egne
punkter er vedlagt som sagens bilag 3.
Inden hver samtale havde Center for Skole og Dagtilbud sendt relevante skoledata til skolen.
Det var overordnede skoledata fra Uddannelsesstatistik.dk, resultater af de nationale
overgangstest samt resultater af den obligatoriske sprogvurdering i børnehaveklassen.
De overordnede skoledata fremgår samlet af sagens bilag 4. Det bemærkes, at de nationale

overgangstest jf. folkeskoleloven § 55b er fortrolige og således ikke kan offentliggøres.
Center for Skole og Dagtilbud havde analyseret skolernes resultater, så det kunne indgå i
samtalerne. Flere af skolerne præsenterede egne data og andet relevant materiale i
forbindelse med samtalerne.
Center for Skole og Dagtilbud noterede de væsentligste pointer fra hver samtale i et kort
referat. Referater fremgår af sagens bilag 5.

Væsentlige pointer fra skoleudviklingssamtalerne
Nedenfor gives en samlet tværgående orientering om de væsentligste temaer og tendenser,
der går igen på tværs af skolerne.

Konsolidering og øget systematik
Skoleudviklingssamtalerne viser, at skolerne i høj grad har fokus på konsolidering og stabil
drift. Efter flere år med flere samtidige udviklingsinitiativer arbejder skolerne nu mere målrettet
med at fastholde og forankre indsatser i hverdagspraksis.
Der ses en generel bevægelse mod klarere prioriteringer, tydeligere ledelsesrum og mere
bæredygtige arbejdsgange - herunder øget opmærksomhed på professionel kapital,
arbejdsmiljø og organisatorisk robusthed.

Datainformeret praksis med fagligt råderum
Skolerne arbejder systematisk med testplaner, databaser, klasse‑ og datakonferencer. Data
anvendes i stigende grad aktivt som grundlag for pædagogiske beslutninger og prioritering af
indsatser.
Samtidig fremhæver skolerne vigtigheden af, at data anvendes med professionelt skøn og altid
ses i sammenhæng med viden om elevens trivsel, relationer og samlede forudsætninger.

Trivsel, fravær og tidlig indsats
Trivsel og fravær var et gennemgående tema i samtalerne. Skolerne arbejder systematisk med
tidlig opsporing, handleplaner og tværfagligt samarbejde. Der ses en tydelig bevægelse væk
fra fokus på enkeltstående fraværstal mod fokus på progression i fremmøde og deltagelse.
Indsatser som fx. ressourcecentre, trivselsforløb, MUST‑forløb og TOPH anvendes og opleves
virkningsfulde i arbejdet med trivsel og fremmøde.

Inklusion og deltagelsesmuligheder
Inklusion forstås på tværs af skolerne som deltagelse i meningsfulde fællesskaber frem for som
enkeltstående specialtiltag. Skolerne arbejder med en bred vifte af løsninger - herunder
co‑teaching, NEST‑inspirerede tilgange, ressourcecentre, mellemformer og fleksible tilbud
målrettet elever.
Samarbejdet med PPR og udslusningsteams vurderes generelt som værdifuldt, samtidig med
at flere skoler peger på behov for fortsat fokus på kapacitet, kompetenceudvikling og
sammenhænge mellem almen‑ og specialområdet.

Faglig udvikling med særligt fokus på sprog, læsning og matematik
Sprog og læsning er et centralt strategisk fokusområde på næsten alle skoler, særligt i
indskolingen. Der arbejdes systematisk med fælles læsesystemer, læsevejlederfunktioner,
fonologisk opmærksomhed og læse‑ og skriveteknologi.
Tilsvarende ses målrettede indsatser i matematik - herunder differentierede forløb, praksisnær
undervisning og særlige løft på udvalgte årgange.

Overgange, praksisnær læring og livsduelighed
Overgange fra dagtilbud til skole og fra skole til ungdomsuddannelse har stor opmærksomhed.
Skolerne arbejder med årshjul, brobygning og har et tæt samarbejde med UU.
Praksisnære læringsformer som fx. juniormesterlære, EUD‑klasser og erhvervsrettede forløb
fremhæves som vigtige veje til øget motivation, trivsel og fastholdelse - særligt for elever i
udsatte positioner. Flere skoler betoner dannelse og livsduelighed som et centralt
succeskriterium side om side med faglige resultater.

Samlet vurdering
Skoleudviklingssamtalerne 2026 tegner samlet set et billede af skoler, der i høj grad har
bevæget sig fra udviklingsprojekter til mere sammenhængende og bæredygtig praksis. Der
arbejdes systematisk med sammenhængen mellem faglighed, trivsel og inklusion.
Et fælles udviklingspotentiale ses i fokus på prioritering af indsatser, systematisk evaluering af
effekt samt styrket videndeling og samarbejde på tværs af skoler.

Eksempler på andre temaer, der blev bragt op:

Ledelse og arbejdsmiljø, herunder bl.a. konstitueringer og udskiftninger i ledelsesteams
og arbejdet med arbejdsmiljøet og systematisk og strategisk brug brug af
medarbejderudviklingssamtaler og opfølgninger på sygefravær.
Skolernes økonomi, kapacitets- og ressourceudnyttelse.
Skolerne fysiske rammer - herunder Makerspaces (værksted/læringsmiljø, hvor eleverne
eksperimenterer med fx teknologier og kreative løsninger,), faglokaler og muligheder for
stationsundervisning, co‑teaching og fleksible holddannelser.
Skolebestyrelsesarbejdet og involvering af lokalsamfund og fx implementering af Skolens
Venner.
Elevinddragelse, medbestemmelse og elevrådsarbejdet.
Digitalisering og nye teknologier som fx AI.

Retligt grundlag

Folkeskoleloven § 40 a, stk. 1-2: "Kommunalbestyrelsen gennemfører årligt en
skoleudviklingssamtale med skolens leder. En forældrerepræsentant fra skolebestyrelsen har
ret til at deltage i samtalen.
I samtalen inddrages resultater fra obligatoriske test og opfølgning på tidligere
skoleudviklingssamtaler."

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.

Tværgående konsekvenser
I skoleudviklingssamtalerne indgik flere tværgående indsatsområder/politikker, som er
relevante for skolernes kvalitet og udvikling fx:
Udmøntning af Børne- og Ungepolitikken, der danner baggrund for alle fokusområder og
udviklingstiltag på skolerne.
Status på udmøntning af Slagelse Kommunes Ledelsesgrundlag.
Den tidlige indsats.
Inklusionsstrategien.
Overgange til ungdomsuddannelse, herunder samarbejde med UU/Ungeenheden.

Bevægelsesindsatser som en vigtig del af skolernes arbejde.

Sagens videre forløb
Ingen bemærkninger.

Sagens forløb
01/06/2026 Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget
Sagen udsat.

Beslutning

At 1: Orientering givet.

Kilde: Slagelse Kommune, Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget, referat fra mødet mandag 10. august 2026, punkt 5. Læs den originale sag hos kommunen.