Besluttet 31. august, Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget, Slagelse
Halvårsstatus - udvikling på anbringelsesområdet (B)
Chefen for Børn og Unge indstiller, 1. at Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget orienteres om status på den halvårlige udvikling på anbringelsesområdet. 2. at Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget beslutter, at der fremover afrapporteres én gang årligt i første kvartal.
Kort fortalt
- Forslaget
- Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget orienteres om status på den halvårlige
- Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget beslutter, at der fremover afrapporteres én
- Hvem
- Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget, Slagelse Kommune
- Hvornår
- Mandag 31. august 2026
- Status
- Besluttet. At 1: Orientering givet. At 2: Ikke godkendt. Udvalget besluttede at fastholde den halvårlige afrapportering.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Kompetence
Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget.
Beslutningstema
Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget orienteres om den halvårlige status på
anbringelsesområdet og kan beslutte at der fremover skal afrapporteres én gang årligt. Data
for anbringelsesområdet viser et stabilt antal anbringelser og tegn på mere stabile
anbringelsesforløb. Samtidig peger rapporten på et fortsat behov for fokus på tidlige indsatser,
kortere anbringelsesforløb og økonomisk styring af området.
Indstilling
Chefen for Børn og Unge indstiller,
1. at Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget orienteres om status på den halvårlige
udvikling på anbringelsesområdet.
2. at Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget beslutter, at der fremover afrapporteres én
gang årligt i første kvartal.
Sagens indhold
Det tidligere Socialudvalg ønskede at følge udviklingen på anbringelsesområdet i Slagelse
Kommune i forbindelse med lukningen af kommunens ene børne- og ungehjem
Halsebyvænge. Socialudvalget udtrykte på udvalgsmødet den 6. november 2024 et ønske om
at følge data og udvikling på anbringelsesområdet tættere, til brug for kvalificering af eventuelle
politiske beslutninger fremadrettet.
Børn og Unge har udarbejdet en halvårlig status på anbringelsesområdet for børn og unge i
alderen 0-17 år pr. juli 2026. Se bilag 1. Rapporten belyser udviklingen i antal anbringelser,
anbringelsesformer, hjemgivelser, flytninger, forældresamarbejde samt den økonomiske
udvikling på området.
Baggrunden for at følge anbringelsesområdet tæt er blandt andet, at anbringelsesområdet står
for knap 60 % af Børn og Unges samlede udgifter til indsatser for børn, unge og familier med
behov for særlig støtte. Der indstilles at Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget fremover
modtager én årlig afrapportering i 1. kvartal. Dette foreslås, da sammenligning af data på tværs
af forskellige opgørelsesperioder, herunder helårs- og halvårsdata, giver begrænsede
muligheder for at vurdere udviklingen over tid. En årlig afrapportering vil understøtte
sammenlignelighed ved, at data opgøres for samme periode fra år til år.
Anbringelsesstrategi i Slagelse Kommune
Intentionerne i Barnets lov, som trådte i kraft 1. januar 2024, er at tilbyde udsatte børn og unge
hurtig og rettidig støtte og hjælp. Det fremgår af reformen, at anbringelse uden for hjemmet
sideløbende med intensiv og målrettet forebyggende støtte i hjemmet, også ses som en
forebyggende foranstaltning.
Slagelse Kommune afsøger forinden en anbringelse, om barnet eller den unge kan anbringes i
netværket eller i en plejefamilie, da forskning viser, at børn og unge opvokset i familielignende
anbringelsestilbud, generelt klarer sig bedre på en lang række parametre. Har barnet eller den
unge svære adfærdsmæssige eller behandlingsmæssige behov, vil der ofte være behov for
anbringelse i et behandlingsmiljø på et børne- og ungehjem. Med afsæt i en individuel og faglig
vurdering af det konkrete barns støtte- og behandlingsbehov, søges der match inden for
Slagelse Kommunes egne anbringelses- og aflastningstilbud, inden der afsøges eksterne
tilbud.
Nedenfor præsenteres en opsamling af rapporten.
Anbringelser i alt
Rapporten viser, at antallet af anbragte børn og unge har været stabilt over de seneste 18 måneder. Der var
235 anbragte børn og unge i januar 2025, 234 i januar 2026 og 235 i juli 2026. Se bilag 1, figur 2, side 5.
Anbringelsesområdet er således præget af et stabilt aktivitetsniveau, og andelen af anbragte børn og unge
udgør fortsat ca. 1,66 pct. af kommunens samlede børne- og ungebefolkning. Anbringelserne er fortsat
koncentreret blandt de ældste børn og unge, idet hovedparten af de anbragte er mellem 12 og 17 år.
Anbringelsestyper
Der ses en gradvis udvikling i anbringelsesmønstret med flere anbringelser i netværksplejefamilier og
kommunale børne- og ungehjem, mens anvendelsen af private børne- og ungehjem er faldet svagt.
Plejefamilier udgør fortsat den største anbringelsesform. Se bilag 1, figur 5, side 7. Udviklingen er i tråd med
kommunens strategi om i videst muligt omfang at anvende netværksbaserede og kommunale løsninger, når
det vurderes fagligt relevant i den enkelte sag.
Forældresamarbejde
Hovedparten af anbringelserne sker fortsat med samtykke fra forældremyndighedsindehaver og den unge,
hvor dette er relevant. Se bilag 1, figur 3, side 5. Det afspejler et generelt højt niveau af samarbejde omkring
anbringelserne. Udviklingen i 2026 viser dog samtidig en stigning i antallet af anbringelser uden samtykke
sammenlignet med januar 2026, hvorfor udviklingen i samarbejdet ikke er entydig.
Hjemgivelser
Antallet af afgørelser om hjemgivelser steg fra 28 i 2024 til 43 i 2025. I 2026 er der frem til juli truffet 20
afgørelser om hjemgivelse. Data viser samtidig, at hovedparten af hjemgivelserne fortsat sker i forbindelse
med de unges overgang til voksenlivet. Se bilag 1, figur 8, side 11. Der ses derfor fortsat et behov for fokus
på kortere og mere forebyggende anbringelsesforløb med henblik på tidligere hjemgivelse, hvilket er en
central intention i Barnets Lov.
Ændret anbringelsessted
Antallet af afgørelser om ændret anbringelsessted er lavere i 2026 end i 2025. Se bilag 1, figur 10, side 12.
Udviklingen kan være et tegn på mere stabile anbringelsesforløb og et bedre match mellem barnets behov
og anbringelsesstedet. Da opgørelsen alene dækker de første syv måneder af 2026, er det endnu for tidligt
at drage endelige konklusioner, men udviklingen følges tæt.
Nye Anbringelser
I 2026 er der til og med juli truffet afgørelse om 24 nye anbringelser. De nye anbringelser vedrører primært
unge i aldersgruppen 13-17 år. Se bilag 1, figur 13, side 13. Samtidig vedrører næsten halvdelen af de nye
anbringelser børn og unge, der er tilflyttet kommunen, hvilket viser, at tilflytning fortsat udgør en væsentlig
del af de nye anbringelsessager.
Økonomi
På trods af et stabilt antal anbringelser forventes et merforbrug på ca. 7 mio. kr. i 2026. Se bilag 1, figur 19,
side 17. Udgiftsudviklingen kan således ikke forklares ved et stigende antal anbringelser, men hænger i
højere grad sammen med stigende takster og mere komplekse sager. Det understreger behovet for fortsat
fokus på økonomistyring og opfølgning på området.
Vigtigste konklusioner
Samlet set viser rapporten et anbringelsesområde med et stabilt antal anbragte børn og unge og en fortsat
overvægt af anbringelser blandt de ældste børn og unge. Der ses en udvikling mod flere netværksbaserede
og kommunale løsninger samt tegn på mere stabile anbringelsesforløb med færre skift i anbringelsessted.
Samtidig viser rapporten, at ambitionerne i Barnets Lov om tidligere hjemgivelser og kortere
anbringelsesforløb endnu ikke tydeligt kan aflæses i data. På trods af et stabilt aktivitetsniveau er økonomien
fortsat under pres, hvilket peger på, at sagernes kompleksitet og stigende takster i stigende grad driver
udgiftsudviklingen på området.
Data i rapporten viser,
Antallet af anbragte børn og unge er stabilt.
Anbringelserne er fortsat koncentreret blandt de 12-17-årige
Der ses en udvikling mod flere netværksplejefamilier og kommunale anbringelser.
Der er tegn på mere stabile anbringelsesforløb med færre skift i anbringelsessted.
Der forventes et merforbrug på 7 mio. kr. i 2026.
Retligt grundlag
Barnets Lov, herunder blandt andet § 1, hvor formålet med Barnet Lov er at tilbyde børn, unge
og deres familier rådgivning, hjælp og støtte for at forebygge sociale problemer.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger ud over de nævnte i sagen.
Tværgående konsekvenser
Der er en kobling til den sammenhængende Børne- og ungepolitik, hvor der er et fokus rettet
mod hjælp og støtte børn i udsatte positioner.
Der er en kobling til "tværgående indsats for at forebygge førtidspension samt fremme trivsel
og udvikling", herunder særligt projekt 13 "Fælles retning i tilrettelæggelsen af indsatser" som
en del af udviklingen af en Børne- og unge strategi, der skal sætte retning for udviklingen af
indsatser til børn og unge i mistrivsel.
Sagens videre forløb
Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget får halvårligt en afrapportering på
anbringelsesområdet med afsæt i de områder, der er præsenteret i rapporten (bilag 1),
medmindre udvalget træffer beslutning om at afrapporteringen fremadrettet skal foreligge årligt.
Beslutning
At 1: Orientering givet.
At 2: Ikke godkendt.
Udvalget besluttede at fastholde den halvårlige afrapportering.
Kilde: Slagelse Kommune, Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget, referat fra mødet mandag 31. august 2026, punkt 9. Læs den originale sag hos kommunen.