Besluttet 29. september, Byrådet, Slagelse
Fem fælleskommunale guidelines for socialfaglige indkøb (B)
Chefen for Børn og Unge og Chefen for Handicap og Psykiatri indstiller, 1. at Byrådet godkender de fem fælleskommunale guidelines for socialfaglige indkøb.
Kort fortalt
- Forslaget
- Byrådet godkender de fem fælleskommunale guidelines for socialfaglige indkøb.
- Genetablere et konkurrencebaseret marked for køb og salg af specialiserede ydelser
- Knække kommunernes stigende udgiftskurver på området
Og 1 punkter mere i indstillingen herunder.
- Hvem
- Byrådet, Slagelse Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 29. september 2026
- Status
- Besluttet. At 1: Godkendt. Marlene Bilenberg.Beslutningen er forkortet her. Læs hele beslutningen
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Kompetence
Byrådet.
Beslutningstema
KKR-Sjælland (Kommunekontaktråd) har på deres møde den 19. juni 2026 besluttet at indstille
fem fælleskommunale guidelines for socialfaglige indkøb til beslutning i de 17 kommuners
Byråd med anbefaling om godkendelse. Byrådet kan på baggrund af indstilling fra Familie-,
Børne- og Uddannelsesudvalget, Social- og Beskæftigelsesudvalget samt Økonomiudvalget
godkende de fælleskommunale guidelines for socialfaglige indkøb.
Indstilling
Chefen for Børn og Unge og Chefen for Handicap og Psykiatri indstiller,
1. at Byrådet godkender de fem fælleskommunale guidelines for socialfaglige indkøb.
Sagens indhold
På baggrund af stigende udgifter på det specialiserede socialområde igangsatte KKR-Sjælland
i 2023 et udviklingsprogram med fokus på styring af kvalitet, kapacitet og økonomi. KKR er et
samarbejde mellem kommunalbestyrelserne om retning og linje i de opgaver, hvor et
samarbejde på tværs er en fordel. Der er fem KKR: Nordjylland, Midtjylland, Syddanmark,
Sjælland og Hovedstaden.
Udviklingsprogrammet i KKR-Sjælland har tre formål:
1. At genetablere et konkurrencebaseret marked for køb og salg af specialiserede ydelser
2. At knække kommunernes stigende udgiftskurver på området
3. At styrke kvaliteten i borgerindsatsen.
Arbejdet har udmøntet sig i tre fælleskommunale principper, som de sjællandske kommuner
tiltrådte ultimo 2024: ”Fælles om kontrakter og takster”, ”Fælles om kvalitet” og ”Fælles om
botilbud”.
Fem guidelines der omsætter fælleskommunale principper til konkret praksis
I KKR-Sjælland er der udarbejdet fem guidelines for de sjællandske kommuners socialfaglige
indkøb og kontraktstyring på det specialiserede socialområde. De fem guidelines skal styrke
gennemsigtigheden i pris og kvalitet, understøtte en tæt kobling mellem socialfaglighed og
indkøbsfaglighed samt bidrage til en mere ensartet praksis på tværs af kommunerne.
De fem guidelines udspringer af to af de tre fælleskommunale principper ”Fælles om kontrakter
og takster” og ”Fælles om kvalitet”. Hvor de to principper fungerer som politiske pejlemærker
for hvilken retning kommunerne skal bevæge sig på området, omsætter guidelines dem til en
konkret fælleskommunal praksis for socialfaglige indkøb. Dermed er de fem guidelines tænkt
som et politisk og administrativt arbejdsredskab til at holde retning samt sikre implementering
af fælles standarder i kommunernes indkøbsproces, kobling mellem socialfaglighed og
indkøbsfaglighed, dokumentation, kontraktstyring og håndtering af takststigninger i de enkelte
myndighedspraksisser på børne- og voksenområdet samt i indkøbsfunktionerne.
Indholdet i de fem guidelines
Aftalegrundlaget for de fem guidelines står beskrevet i bilag 1 ”Aftale om fem fælleskommunale
guidelines til styrkelse af kommunernes socialfaglige indkøb og kontraktstyring på
socialområdet”.
De fem guidelines er:
1. Vi kobler socialfaglighed og indkøbsfaglighed i alle indkøb
De sjællandske kommuner sikrer, at socialfaglige vurderinger og indkøbsfaglige
overvejelser tænkes sammen og balanceres med fokus på borgerens behov,
udviklingsmuligheder og potentiale for større selvstændighed.
2. Vi bruger fælles standarder i hele indkøbsprocessen
De sjællandske kommuner forpligter sig til at anvende en fælles model for socialfaglige
indkøb, så pris, kvalitet og ansvar beskrives og håndteres ensartet på tværs af
kommunerne, se bilag 2 ”Indkøbsmodellen Sjælland”. Den fælles ramme giver høj
faglighed i udredning af støttebehov og retssikkerhed for borgerne, og styrker samtidig
den enkelte kommunes position som indkøber og sælger af sociale ydelser på det
specialiserede socialområde.
3. Vi stiller klare og ensartede krav til dokumentation
De sjællandske kommuner stiller tydelige og ensartede krav til leverandørernes
dokumentation for både leverede ydelser og den ønskede effekt for borgeren. Det styrker
samarbejdet mellem kommune og botilbud, og giver et fælles grundlag for opfølgning og
eventuelt justering af indsatser ved ændringer i borgers behov.
4. Vi styrker den fælles kontraktstyring
De sjællandske kommuner arbejder systematisk og koordineret med kontraktstyring og
opfølgning på kontraktgrundlaget. Kommunerne fortolker og håndhæver kontrakten på en
ensartet måde. Det reducerer økonomiske risici for kommunerne og skaber
forudsigelighed for leverandørerne.
5. Vi godkender kun gennemsigtige priser
De sjællandske kommuner accepterer alene priser, som er beregnet og afspejler
borgerens konkrete støttebehov i art og omfang samt de vilkår, de er anbragt under.
Takststigninger og krav om tillægsydelser kan alene godkendes, når sagen er fuldt
oplyst, og når der er et klart, dokumenteret fagligt, juridisk og økonomisk grundlag for
beslutningen.
Retligt grundlag
Ingen bemærkninger.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
De fem guidelines forventes implementeret inden for eksisterende administrative rammer, men
forudsætter lokal ledelsesmæssig forankring og et tæt samspil mellem myndighed, drift, indkøb
og økonomi, hvis de skal få reel effekt i praksis.
En mere fælles og systematisk tilgang til indkøb, kontraktstyring og håndtering af
takststigninger vurderes at kunne styrke den økonomiske styring og reducere risikoen for
uforudsete merudgifter på området.
Tværgående konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Sagens videre forløb
Efter behandlingen af sagen, meldes Byrådets beslutning tilbage til sekretariatet i KKRSjælland og sekretariatet Rammeaftale Sjælland.
Sagens forløb
31/08/2026 Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget
At 1: Indstilles til Byrådets godkendelse.
01/09/2026 Social- og Beskæftigelsesudvalget
At 1: Indstilles til Byrådets godkendelse.
21/09/2026 Økonomiudvalget
At 1: Indstilles til Byrådets godkendelse.
Beslutning
At 1: Godkendt.
Afbud: Søren Lund Hansen, Unnie L. B. Oldenburg (Stedfortræder: Annia Brogaard),
Marlene Bilenberg
Fraværende: Anders Koefoed
Kilde: Slagelse Kommune, Byrådet, referat fra mødet tirsdag 29. september 2026, punkt 14. Læs den originale sag hos kommunen.