Besluttet 2. november, Sundhedsudvalget, Slagelse
Godkendelse af fjerde prioriterede område for handleplan under Sundhedspolitikken (B)
Chefen for Sundhed og Ældre indstiller, 1. at Sundhedsudvalget beslutter enten forslag A om 'Forebyggelse og mestring af kronisk sygdom og udvikling af multisygdom' eller forslag B om 'Lighed i sundhed', som det fjerde prioriterede område i handleplanen under Sundhedspolitikken.
Kort fortalt
- Forslaget
- Sundhedsudvalget beslutter enten forslag A om 'Forebyggelse og mestring af kronisk
- Hvem
- Sundhedsudvalget, Slagelse Kommune
- Hvornår
- Mandag 2. november 2026
- Status
- Besluttet. At 1: Udvalget besluttede forslag A om ’Forebyggelse og mestring af kronisk sygdom og udvikling af multisygdom’, som det fjerde prioriterede område i handleplanen for Sundhedspolitikken.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Kompetence
Sundhedsudvalget.
Beslutningstema
Sundhedspolitikken udmøntes i en dynamisk handleplan med løbende prioriteringer.
Handleplanens første prioriterede område 'Tidlig indsats for børn og unge' blev godkendt i
januar 2024. Handleplanens andet prioriterede område, 'Styrke den mentale sundhed' blev
godkendt i maj 2025 og det tredje og seneste prioriterede område 'Øget tilgængelighed', blev
godkendt i august 2025.
Administrationen peger i denne sag på to forskellige forslag, som Sundhedsudvalget kan vælge
imellem, som det fjerde prioriterede område. Sundhedsudvalget kan derfor beslutte at vælge
forslag A 'Forebyggelse og mestring af kronisk sygdom og udvikling af multisygdom' eller
forslag B 'Lighed i sundhed', som fjerde prioriterede område i handleplanen under
Sundhedspolitikken.
Indstilling
Chefen for Sundhed og Ældre indstiller,
1. at Sundhedsudvalget beslutter enten forslag A om 'Forebyggelse og mestring af kronisk
sygdom og udvikling af multisygdom' eller forslag B om 'Lighed i sundhed', som det fjerde
prioriterede område i handleplanen under Sundhedspolitikken.
Sagens indhold
Det tidligere Byråd godkendte på deres møde d. 18. december 2023 pkt. 10
sundhedspolitikken 'Sammen om sundhed styrker vi det gode liv - En sundhedspolitik for alle i
Slagelse Kommune 2024-2034' (se bilag 1).
I den godkendte sundhedspolitik fremgår det, at sundhedspolitikken skal fungere som en
overordnet ramme for den forebyggende og sundhedsfremmende indsats, men den kan ikke
stå alene uden
konkrete handlinger. Derfor skal sundhedspolitikken udmøntes i en dynamisk handleplan.
Sundhedspolitikken har tre fokusområder, som er 'Tidlig indsats hele livet', 'Fællesskab' og
'Lige muligheder'. Fokusområderne indeholder hver 2-3 prioriteringer, som løbende udpeges
politisk, med henblik på at konkretisere hver prioritering i specifikke handlinger. Disse
handlinger udgør sundhedspolitikkens handleplan. Således vil handleplanen under
sundhedspolitikken løbende udvides med nye prioriteringer.
Forslag til fjerde prioriterede område i Sundhedspolitikkens handleplan
Det fjerde prioriterede område i Sundhedspolitikkens handleplan kan være én af følgende fem prioriteringer i
Sundhedspolitikken:
Fokusområde: Tidlig indsats hele livet
Forebyggelse og mestring af kronisk sygdom og udvikling af multisygdom. Herunder, uanset
alder og ståsted i livet, at forebygge overvægt, tobaks- og nikotinbrug, problematisk
alkoholadfærd og misbrug.
Fokusområde: Fællesskab
Flere ind i fællesskaber. Herunder at sikre mulighed for at finde den aktivitet og det fællesskab, som understøtter
det gode liv og mental sundhed for den enkelte.
Forebyggelse af ensomhed. Herunder sikre støtte til dem, der har behov for hjælp til at
komme ud af ensomheden og forbedre mulighederne for at være en del af et fællesskab.
Fokusområde: Lige muligheder til alle
Lighed i sundhed. Herunder at forskellene i sundhedsadfærd udlignes uanset alder, køn, sociale og økonomiske
forskelle.
Flere gode leveår. Herunder at sikre flere gode leveår og bedre mulighed for at leve det liv,
man ønsker, ved at styrke den enkeltes ressourcer og sociale relationer.
De fem prioriteringer i sundhedspolitikken, indeholder alle potentialer, som vil bidrage til at styrke sundheden for borgerne i
kommunen. Administrationen anbefaler én af følgende to forslag:
Forslag A: Forebyggelse og mestring af kronisk sygdom og udvikling af multisygdom
Forslag B: Lighed i sundhed
Forslag A: Forebyggelse og mestring af kronisk sygdom og udvikling af multisygdom
'Forebyggelse og mestring af kronisk sygdom og udvikling af multisygdom' er en prioritering under fokusområdet: Tidlig
indsats hele livet. Af Sundhedspolitikken fremgår det, at vi vil forebygge kronisk sygdom og forværring af kronisk sygdom,
uanset alder og ståsted i livet. Vi vil bl.a. forebygge overvægt, tobaks- og nikotinbrug, problematisk alkohol adfærd og
stofmisbrug samt målrette vores tilbud til de borgere, som er i risiko for at udvikle kronisk sygdom. Vi vil ligeledes
forebygge uhensigtsmæssige indlæggelser og genindlæggelser.
Det er administrationen vurdering, at forebyggelse af overvægt, tobaks- og nikotinbrug, alkohol og stofmisbrug, ligger sig
tæt op af det fokus, som vil være i den kommende folkesundhedslov. Folkesundhedsloven forventes at træde i kraft til juli
2027. Folkesundhedsloven vil bl.a. fokusere på KRAM-faktorer dvs. Kost, Rygning, Alkohol og Motion. Ved at styrke
arbejdet indenfor dette område allerede nu, forventes det at administrationen er bedre rustet til arbejdet med den
kommende folkesundhedslov - både ift. at have et overblik over igangværende indsatser, men også ift.
udviklingspotentialer og nye tiltag.
Administrationen vurderer, at der med afsæt i kommunens sundhedsprofil er et stort forebyggende potentiale ift. kronisk
sygdom og multisygdom. Sundhedsprofilen er en samlet kortlægning af borgernes sundhed, trivsel og sundhedsadfærd,
som giver viden til at målrette forebyggelses- og sundhedsindsatser. Fx. er andelen af borgere i Slagelse Kommune, som
er over 16 år og som har mindst to sygdomme (defineret som multisygdom), 39,2%. Administrationen vurderer, at der er
en stor økonomisk gevinst ved at forebygge udviklingen af kronisk sygdom og multisygdom.
Administrationen vurderer, at et tværgående ejerskab til KRAM-faktorerne forudsætter en
tydelig kobling til de enkelte fagområders opgaver og faglige målsætninger.
Forslag B: Lighed i sundhed
'Lighed i sundhed' er en prioritering under fokusområdet: Lige muligheder. Af Sundhedspolitikken fremgår det at vi vil
udligne forskellene i sundhedsadfærd uanset alder, køn, sociale og økonomiske forskelle. Det vil vi bl.a. gøre ved at sikre
målrettede og differentierede tilbud til børn i udsatte positioner, socialt udsatte, personer med handicap, personer uden for
arbejdsmarkedet eller uden uddannelse og svage ældre.
Det er administrationens vurdering, at lighed i sundhed er et af de politiske formål med den nuværende Sundhedsreform.
Således vil en prioritering af dette område, styrke det lokale arbejde med lighed i sundhed yderligere. Lighed i sundhed er
også et bærende element i den kommende Folkesundhedslov. Bl.a. med fokus på at målrette diverse tilbud og indsatser til
de borgere, som har det største behov.
Det er administrationens vurdering at arbejdet med lighed i sundhed kræver et solidt datagrundlag, et grundigt
analysearbejde og differentierede indsatser. Administrationen gør opmærksom på, at der på nuværende tidspunkt er en
varierende grad af brugbare data på lokalt niveau, som vil gøre det muligt at prioritere mellem fx målgrupper og
geografiske områder. På børne- og ungeområdet er der fx. igangsat et nationalt pilotprojekt fra 2026-2028, som har til
formål at generere en Børne- og Ungesundhedsprofil. En Børne- og Ungesundhedsprofil vil gøre det muligt, at trække
lokale data om børn- og unges sundhed og trivsel, som går ud over de allerede tilgængelige data som fx genereres i
Sundhedstjenesten eller i skolen. Data vil derfor kunne bruges til fx. målretning af forebyggende indsatser vedr. tobak- og
nikotin, trivselsindsatser mm.
Administrationen vurderer at arbejdet med 'Lighed i sundhed' relaterer sig til et bredt udsnit af organisationens fagområder.
Lighed i sundhed favner også bredt, hvormed det kan være svært at omsætte til konkrete handlinger.
Nuværende prioriteringer i handleplanen under Sundhedspolitikken
Det tidligere Sundhedsudvalg besluttede på deres møde d. 8. januar 2024 pkt. 2, at første
prioriterede område skulle være 'Tidlig indsats for børn og unge'. Handleplanen med fokus på
'Tidlig indsats for børn og unge' blev godkendt på udvalgets møde d. 8. april 2024 pkt. 4.
Det tidligere Sundhedsudvalg besluttede på deres møde d. 6. maj 2024 pkt. 6, at andet
prioriterede område skulle være 'Styrke den mentale sundhed'. Den tilhørende handleplan med
fokus på både 'Tidlig indsats for børn og unge' og 'Styrke den mentale sundhed' blev godkendt
på udvalgets møde d. 4. november 2024 pkt. 5.
Det tidligere Sundhedsudvalg besluttede på deres møde d. 11. august 2025 pkt. 6, at det tredje
prioriterede område skulle være 'Øget tilgængelighed'. Den tilhørende handleplan med fokus
på 'Tidlig indsats for børn og unge', 'Styrke den mentale sundhed' og 'Øget tilgængelighed' blev
godkendt på udvalgets møde d. 1. december 2025 pkt. 5.
Se tidslinje over arbejdet med sundhedspolitikken i bilag 2.
Retligt grundlag
Sundhedsloven § 119 stk. 1, som beskriver, at Kommunalbestyrelsen har ansvaret for, ved
varetagelsen af kommunens opgaver i forhold til borgerne, at skabe rammer for sund levevis
og stk. 2, som beskriver, at kommunen skal etablere forebyggende og sundhedsfremmende
tilbud til
borgerne.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Tværgående konsekvenser
Sundhedspolitikken skal fungere som løftestang til at arbejde med sundhed på tværs af hele
kommunen.
Sagens videre forløb
Sundhedsudvalget vil i foråret 2027 få forelagt Sundhedspolitikkens handleplan, som
indeholder det fjerde prioriterede område.
Beslutning
At 1: Udvalget besluttede forslag A om ’Forebyggelse og mestring af kronisk sygdom og
udvikling af multisygdom’, som det fjerde prioriterede område i handleplanen for
Sundhedspolitikken.
Kilde: Slagelse Kommune, Sundhedsudvalget, referat fra mødet mandag 2. november 2026, punkt 5. Læs den originale sag hos kommunen.