Struer
Skift kommune
KøbenhavnStruerAlle kommuner

Besluttet 11. august, Børne- og uddannelsesudvalget, Struer

Orientering: National trivselsundersøgelse 2025/2026 (BU)

Børne- og uddannelsesudvalget præsenteres i nærværende sag for resultaterne af den nationale trivselsmåling 2025/2026 for Struer Kommune.

Kort fortalt

Hvem
Børne- og uddannelsesudvalget, Struer Kommune
Hvornår
Tirsdag 11. august 2026
Status
Besluttet. Orientering givet.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Baggrund

Den nationale trivselsmåling er en årlig spørgeskemaundersøgelse blandt elever i folkeskolen.
Målingen gennemføres som en del af folkeskolens kvalitetssystem og har til formål at give
skoler, kommuner og statslige myndigheder viden om elevernes oplevelse af trivsel i skolen.
Trivselsmålingen belyser blandt andet elevernes generelle trivsel, sociale trivsel, faglige trivsel,
oplevelse af ro og orden samt oplevelse af støtte og inspiration i undervisningen.
Resultaterne anvendes lokalt i skolernes kvalitets- og udviklingsarbejde og indgår som et
væsentligt datagrundlag i skoleudviklingssamtaler.
Resultaterne for Struer Kommune
Resultaterne af den nationale trivselsmåling 2025/2026 viser samlet set et stabilt billede af
elevernes trivsel i Struer Kommune. Den generelle trivsel ligger på 3,7 mod 3,6 på landsplan,
og kommunen ligger samlet set på niveau med eller lidt over landsgennemsnittet på samtlige
trivselsindikatorer. Resultaterne peger samtidig på en generelt stabil udvikling over tid.
Trivselsmålingen opgør resultater inden for områderne social trivsel, faglig trivsel, støtte og
inspiration samt ro og orden. Herudover opgøres en samlet indikator for generel trivsel.
Den sociale trivsel i Struer Kommune er høj og peger på, at eleverne generelt oplever trygge
og inkluderende fællesskaber med et stærkt tilhørsforhold til skolen. Den faglige trivsel ligger
ligeledes på niveau med eller lidt over landsgennemsnittet og indikerer, at eleverne overordnet
har tillid til egne faglige kompetencer og oplever at kunne deltage i undervisningen. Også på
indikatoren ro og orden ligger Struer Kommune lidt over landsgennemsnittet, hvilket tyder på,
at eleverne generelt oplever undervisningsmiljøer præget af arbejdsro og tydelige rammer.
Indikatoren "støtte og inspiration" er, ligesom på landsplan, den lavest scorende indikator. Med
en score på 3,2 ligger Struer Kommune dog fortsat lidt over landsgennemsnittet på 3,1. Hvor
den sociale trivsel peger på styrken i elevernes oplevelse af fællesskab, tryghed og
tilhørsforhold, retter indikatoren støtte og inspiration i højere grad fokus mod elevernes
oplevelse af undervisningen og læringsmiljøet.
For elever i 4. - 9. klasse indgår følgende spørgsmål i indikatoren for "støtte og inspiration":

Er undervisningen kedelig?
Lykkes det for lærerne at gøre undervisningen spændende?
Hjælper dine lærere dig med at lære på måder, som virker godt?
Hjælper dine lærere dig med at blive bedre til fagene, når du har brug for det?
Er du og dine klassekammerater med til at bestemme, hvad I skal arbejde med i klassen?
Er du og dine klassekammerater med til at bestemme, hvordan I skal arbejde i klassen?
Lytter lærerne til elevernes forslag til undervisningen?
For 0.-3. klasse beregnes der ikke en særskilt indikator for støtte og inspiration, men følgende
spørgsmål ligger tættest på det område:
Kan du lide undervisningen?
Er undervisningen spændende?
Er din lærer god til at hjælpe dig?
Får du hjælp, når du har brug for det?
Er du med til at bestemme noget i timerne?
På tværs af skolerne arbejdes der i det kommende skoleår med lokale indsatser, der skal
styrke elevernes motivation, deltagelse, medansvar og oplevelse af meningsfulde fællesskaber.
Indsatserne tager afsæt i den enkelte skoles egne data og udviklingsmål og vil derfor komme til
udtryk på forskellige måder lokalt. Udvalget vil senere på året få en nærmere præsentation af
skolernes udviklingsarbejde og de trivselsfremmende indsatser, der er igangsat på baggrund af
de lokale analyser.
Forventet modernisering af trivselsmålingen
På baggrund af Trivselskommissionens anbefalinger indgik den tidligere regering og Det
Konservative Folkeparti som led i finansloven for 2026 en aftale om at modernisere de
nationale trivselsmålinger, og Børne- og Undervisningsministeriet igangsatte arbejdet med at
revidere målingerne. Den længere periode uden regering i foråret 2026 har imidlertid forsinket
arbejdet, og der er derfor endnu ikke fremlagt en ny model.
Formålet er at skabe et mere nuanceret og tidssvarende billede af børn og unges trivsel samt
at styrke målingernes anvendelse som redskab til skoleudvikling og ledelse. Trivselsmålingen
gennemføres fortsat i sin nuværende form, men der må forventes ændringer af både indhold
og anvendelse i de kommende år.

Beslutning

Orientering givet.

Kilde: Struer Kommune, Børne- og uddannelsesudvalget, referat fra mødet tirsdag 11. august 2026, punkt 7. Læs den originale sag hos kommunen.