Spring til indholdet
Struer
Skift kommune
KøbenhavnStruerAlle kommuner

På dagsordenen 10. november, Kulturudvalget, Struer

Run to the Beat 2027 (KU)

Run To The Beat 2026 blev afholdt den 5. september 2026 som en kombination af motionsløb, musikoplevelser langs ruten og efterfølgende afterparty. Der er gennemført en evaluering blandt arrangementets deltagere. Evalueringen viser en generelt meget høj tilfredshed med arrangementet.

Kort fortalt

Hvem
Kulturudvalget, Struer Kommune
Hvornår
Tirsdag 10. november 2026
Status
På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.

Hvad kan du gøre?

Skriv til politikerne
Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet tirsdag 10. november 2026. Du finder dem på struer.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

ADMINISTRATIONEN INDSTILLER
at evalueringen af Run To The Beat 2026 tages til efterretning
at de opstillede udviklingsdilemmaer drøftes og at det tilkendegives, hvilke hensyn der
bør prioriteres i planlægningen af kommende udgaver af Run To The Beat.

Sagsfremstilling

Run To The Beat er udviklet som et fyrtårnsarrangement under Lydens By indsatsen, der
kombinerer motionsløb med musik, byliv og afterparty. Eventet adskiller sig dermed fra et
traditionelt motionsløb ved, at den samlede oplevelse før, under og efter løbet udgør en
væsentlig del af arrangementets identitet. Deltagerne i arrangementet er primært lokale.
Run To The Beat er et kommunalt arrangement, som planlægges og afvikles i tæt samarbejde
med en styregruppe bestående af eksterne aktører/sponsorer, med Center for Kultur som
projektejer og et årligt budget på 500.000 kr. Det afholdes altid første lørdag i september.
I 2026 blev der udsolgt med 5.000 billetter, fordelt på 4.000 løbsbilletter og 1.000 afterparty
billetter. Deltagerne er primært fra Struer og nabokommunerne.
1: Evaluering af Run to the Beat 2026
Evalueringen af Run To The Beat 2026 bygger på 574 gyldige besvarelser (Bilag 1). Den
samlede vurdering af arrangementet er 4,45 ud af 5, og arrangementet opnår en Net Promoter
Score på +66, hvilket er en metode til at måle på, om deltagere er tilbøjelige til at anbefale Run
to the Beat til andre.
94 pct. af respondenterne svarer, at de helt sikkert eller sandsynligvis vil deltage igen.

Evalueringen tegner således et billede af et arrangement med høj deltagertilfredshed og stor
genbesøgs- og anbefalingsvillighed.
Løbsoplevelsen
Selve løbsoplevelsen vurderes til 4,49 ud af 5. De stærkeste elementer er blandt andet
informationen før løbet, udlevering af startnummer og T-shirt samt rute og skiltning. Det nye
starttidspunkt kl. 13.00 er blevet positivt modtaget, idet 83,5 pct. vurderer ændringen som god
eller meget god.
Opvarmningen er med en vurdering på 3,38 ud af 5 det tydeligste forbedringspunkt på
løbsdelen. Målområdet vurderes ligeledes lavere end de øvrige centrale elementer.
Evalueringen peger blandt andet på behov for et tydeligere opvarmningsformat, bedre
organisering af startfeltet, en mere synlig målportal og et bedre flow efter målstregen.
Der er flere fritekstkommentarer omkring trafiksikkerhed, hvor biler på ruten har givet en
uheldig oplevelse.
Der er samtidig forskelle mellem distancerne. Halvmaratonløberne vurderer både løbet og den
samlede oplevelse lavere end deltagerne på 5 og 10 km. Halvmaraton opnår en samlet
vurdering på 4,14 og en Net Promoter Score på +40, mens de tilsvarende resultater er højere
for de kortere distancer. Evalueringen anbefaler derfor, at halvmaratonoplevelsen undersøges
særskilt, blandt andet med fokus på musikdækning, ruteflow og anden del af løbet.
Afterparty og den samlede eventoplevelse
Afterparty vurderes samlet til 4,36 ud af 5 og udgør en væsentlig del af helhedsoplevelsen.
Musiknavne, koncertområde og betalingsmuligheder vurderes højt. Madudbud og ventetid ved
madboder er de lavest vurderede elementer, selv om også disse ligger tæt på 4 ud af 5.
Evalueringen peger desuden på behov for flere læ- og siddepladser samt større robusthed i
tilfælde af dårligt vejr.
Deltagerne fremhæver selve løbet som arrangementets vigtigste element. Samtidig vælger
61,3 pct. stemningen og publikum, 57,6 pct. afterparty, 53,6 pct. musiknavnene og 52,3 pct., at
arrangementet foregår i Struer, som væsentlige elementer. Det understøtter, at Run To The
Beat opleves som mere end et motionsløb, og at det netop er kombinationen af løb, musik og
værtsby, der udgør arrangementets særlige profil.
Deltagernes forbedringsforslag
De åbne besvarelser peger på ønsker om:
mere musik og stemning langs ruten,
bedre muligheder for læ, telte og siddepladser,
et tydeligere målområde og bedre flow efter mål,
bedre opvarmning og organisering af startfeltet,

justeringer af program og flow ved afterparty,
forbedringer af madudbud og ventetid, samt
øget opmærksomhed på trafik og biler ved ruten.
Samlet administrativ vurdering
Administrationen vurderer, at evalueringen giver et stærkt grundlag for at videreføre Run To
The Beat. Der er ikke umiddelbart behov for en grundlæggende ændring af eventets koncept.
Evalueringen peger snarere på, at de kommende udgaver bør fastholde den eksisterende
kombination af løb, musik og afterparty, samtidig med at konkrete dele af deltageroplevelsen
forbedres.
Det er imidlertid ikke alene et spørgsmål om praktiske forbedringer. En videre udvikling af
arrangementet aktualiserer også en række strategiske valg om eventets formål, målgrupper,
ambitionsniveau og økonomi. Disse valg har betydning for, hvilke elementer der fremover skal
prioriteres, og hvordan kommunens ressourcer anvendes.
På den baggrund inviteres kulturudvalget til at drøfte følgende udviklingsdilemmaer.
2: Dilemmaspil: Hvilken retning skal Run To The Beat tage?
Dilemmaerne er formuleret på baggrund af drøftelser i styregruppen, hvor man efterlyser en
mere tydelig retning. Spillet gennemføres ved, at udvalgets medlemmer først placerer sig på en
skala mellem de to yderpunkter, lidt på samme måde som en kandidattest.
Formålet er ikke nødvendigvis at vælge enten den ene eller den anden position, men at
tydeliggøre balancen og prioriteringen mellem dem. Det sekundære formål med dilemmaspillet
er at invitere udvalget ind i maskinrummet på et større event og tydeliggøre de valg og fravalg,
som arrangørerne hele tiden skal afveje.

Økonomi

Sagen indeholder ikke i sig selv en beslutning om ændring af det økonomiske grundlag
for Run To The Beat. Eventuelle økonomiske konsekvenser af Kulturudvalgets
tilkendegivelser vil skulle konkretiseres i forbindelse med planlægningen og
budgetteringen af kommende udgaver.

Kilde: Struer Kommune, Kulturudvalget, dagsorden fra mødet tirsdag 10. november 2026, punkt 2. Læs den originale sag hos kommunen.