Besluttet 24. juni, Kommunalbestyrelsen, Svendborg
Råderetsaftale og lånegaranti til Svendborg Padel Hal
Direktionen indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget, at det overfor Teknik- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen anbefales, At godkende en 25-årig råderetsaftale til foreningen Svendborg Padel Hal om et areal på Dyrekredsen 12, beliggende matr.nr. 25be til opførelse af en padelhal.
Kort fortalt
- Hvem
- Kommunalbestyrelsen, Svendborg Kommune
- Hvornår
- Onsdag 24. juni 2026
- Status
- Besluttet. Godkendt. Der var afbud fra Pia Dam (A), Mette Askær (C), Arne Ebsen (F), Dorthe Ullemose (O) og Mustafa Diken (V). Som suppleant deltog Astrid Ejlersen (A), Anders Johansson (C), Lars Nissen (F), Carsten Drejer Madsen (O) og Freja Blegholm Hansen (V).
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Direktionen indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget, at det overfor Teknik- og Miljøudvalget,
Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen anbefales,
At godkende en 25-årig råderetsaftale til foreningen Svendborg Padel Hal om et
areal på Dyrekredsen 12, beliggende matr.nr. 25be til opførelse af en padelhal.
At godkende, at råderetten gives under forudsætning af, at lokalplan 704,
godkendes politisk.
At godkende, at råderetten bortfalder, hvis projektet ikke er gennemført senest 2 år
efter råderettens ikrafttræden.
At godkende at råderetten gives på betingelse af, at padelhallen ikke øger
støjbelastningen i omgivelserne.
At der stilles en kommunegaranti på 1,0 mio. kr.
At finansiering af kommunegaranti kan ske ved tidligere afsat deponering
vedrørende kommunegaranti til Thurø Padel på 1,0 mio. kr.
Sagsfremstilling
Kommunalbestyrelsen godkendte i forbindelse med budget 2022 en lånegaranti på 1,6 mio. kr.
til Egense-Rantzausminde Idrætsforening (herefter betegnet ERI) til opførelse af udendørs
padeltennisbaner ved Rantzausminde skole. Der er i dag opført 3 udendørs padelbaner se
bilag 1 (Bilag 1. Budgetforlig 2022).
I samme budget blev der afsat 1,0 mio. kr. til en lånegaranti til Øhavets
Bevægelsescenter/Thurø Padel (herefter ØBC) til etablering af padelbaner. Foreningen har
siden arbejdet med forskellige muligheder for at indfri deres ønsker for området. På grund af
udfordringer med opnå finansiering, er etablering af padelbaner på Thurø sat i bero.
Både ERI og ØBC oplever en stigende efterspørgsel fra deres medlemmer om at kunne spille
indendørs padel. Der er derfor stiftet foreningen Svendborg Padel Hal med ønsket om at
opføre en padelhal ved siden af de eksisterende udendørsbaner ved Rantzausminde Skole, se
bilag 2 (Bilag 2. Vedtægter og referat fra stiftende generalforsamling – Svendborg Padel Hal). I
den forbindelse ønsker ØBC som led i finansieringen at overføre deres lånegaranti på 1,0 mio.
kr. til foreningen Svendborg Padel Hal.
Den nye forening påpeger, at en padelhal vil give de bedste træningsbetingelser året rundt og
vil dermed bidrage til at sikre både breddespillere og talenter muligheden for seriøs træning
året rundt. Både ERI og ØBC oplever i øjeblikket, at deres medlemmer søger mod Tåsinge
eller mod byens kommercielle træningsfaciliteter i midtbyen. Den nye forening Svendborg
Padel Hal ønsker at tilbyde medlemmerne træningsmuligheder i deres nærmiljø og i tilknytning
til foreningen ERI’s øvrige aktiviteter og faciliteter ved Rantzausminde Skole.
ERI/Svendborg Padel har desuden lavet en samarbejdsaftale med Rantzausminde Skole, der
giver skolen mulighed for at bruge foreningens padelfaciliteter i undervisningen og/eller lave
aktiviteter med SFO’en. Desuden har foreningen indhentet støtteerklæringer fra en række
interessenter og samarbejdspartnere se bilag 3 (Bilag 3. Støtte- og samarbejdserklæringer.)
I forbindelse med ERI’s eksisterende padelbaner, er der modtaget klager over støj fra en
nærliggende nabo. Administrationen har vurderet, at klagen er berettiget, og har derfor varslet
et påbud til ERI, som skal nedbringe støjen fra de eksisterende baner ved støjdæmpende
foranstaltninger herunder en reduktion i aktivitetsniveauet. ERI er en del af den nystiftede
forening, som ønsker at opføre en padelhal.
Administrationen vurderer, at det i forbindelse med råderetsaftalen for en ny padelhal skal
sikres, at støjbelastningen i omgivelserne ikke er væsentlig, og derfor er det en forudsætning i
råderetsaftalen til den nye padelhal, at den nye bebyggelse (padelhallen) ikke giver anledning
til et øget støjbidrag i omgivelserne herunder ved naboejendommen, fx ved refleksion eller
resonans af støj fra ERI’s eksisterende baner. Dette skal forud for etablering af padelhallen
dokumenteres ved en beregning/måling, der er udført af et godkendt støjlaboratorie og dermed
være en forudsætning for en fuldmagt til at søge byggetilladelse.
ERI har i en erklæring fra 20. maj 2026 anført, at de vil indhente tilbud om en støjreducerende
løsning fra en professionel rådgiver, og at de arbejder på at få etableret løsningen hurtigst
muligt. ERI anfører samtidig, at de er villige til at etablere væsentlige begrænsninger på brugen
af de udendørs baner i aften og weekendtimer, hvis det mod forventning skulle vise sig, at den
nye padelhal forværrer de støjudfordringer, der er fra de eksisterende padelbaner. Se bilag 4
(Bilag 4. Erklæring fra ERI). Administrationen vil inddrage den indkomne erklæring i relation til
det varslede påbud for de eksisterende baner, og i forhold til etableringen af den nye hal.
Ovenstående vilkår er indarbejdet i råderetsaftalen, se bilag 5 (Bilag 5. Råderetsaftale).
Der vedlægges desuden bilag vedrørende skitseprojekt se bilag 6 og 7 (Bilag 6: Skitseprojekt
Svendborg Padel Hal – maj 2024) og projektbeskrivelse (Bilag 7: Projektbeskrivelse
Svendborg Padel Hal – maj 2024).
Se desuden kort over området i bilag 8 (Bilag 8 – kort over område).
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Anlægsbudgettet udgør samlet 6,25 mio. kr. inkl. moms. Foreningen har pt. opnået finansiering
på ca. 4 mio. kr. primært via private långivere. Der arbejdes i at finde restfinansieringen ved
fonde. Dertil kommer ønske om lånegaranti fra Svendborg Kommune på 1 mio.kr. se bilag 9
(Bilag 9 – Anlægs- og driftsbudget)
Foreningen Svendborg Padel Hal vil være bygherre på projektet. Padelhallen vil blive drevet af
frivillige, og samtlige udgifter til drift og vedligehold afholdes af foreningen.
Udgifter i forbindelse med etableringen af padelhallen, tinglysning af råderetsaftalen og
eventuelt Svendborg Kommunes pant i hallen påhviler foreningen.
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke muligt at vurdere endeligt, men en ny bygning vil uden tvivl have en negativ indvirkning på
CO2-udledningen.
Lovgrundlag, planer, politikker og strategier
Vil afhænge af projektet.
Sagen afgøres i
Kommunalbestyrelsen.
Behandling i Kultur- og Fritidsudvalget 2. juni 2026
Indstilles godkendt.
Behandling i Teknik- og Miljøudvalget 4. juni 2026
Indstillingen anbefales overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen.
Der var afbud fra Rik Kool (Liste Æ)
Behandling i Økonomiudvalget 16. juni 2026
Indstilles.
Der var afbud fra Pia Dam (A) og Henrik Nielsen (C). Som suppleanter deltog John Arly
Henriksen (A) og Mette Askær (C).
Beslutning
Godkendt.
Der var afbud fra Pia Dam (A), Mette Askær (C), Arne Ebsen (F), Dorthe Ullemose (O) og
Mustafa Diken (V). Som suppleant deltog Astrid Ejlersen (A), Anders Johansson (C), Lars
Nissen (F), Carsten Drejer Madsen (O) og Freja Blegholm Hansen (V).
Kilde: Svendborg Kommune, Kommunalbestyrelsen, referat fra mødet onsdag 24. juni 2026, punkt 8. Læs den originale sag hos kommunen.