På dagsordenen 27. oktober, Kommunalbestyrelsen, Svendborg
Punkt til behandling fra Liberal Alliance om trafik og parkering i Svendborg bymidte
Kommunalbestyrelsen træffer følgende beslutninger: De fire punkter sættes til afstemning enkeltvis. 1 - At stoppe nye spærringer med omgående virkning At prøvehandlingen med spærring af Gerritsgade for gennemkørende biltrafik aflyses med omgående virkning, og at en spærring af Centrumpladsen ikke senere gennemføres.
Kort fortalt
- Hvem
- Kommunalbestyrelsen, Svendborg Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 27. oktober 2026
- Status
- På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.
Hvad kan du gøre?
- Sid med til mødet
- Byrådets møder er offentlige, så du kan selv sidde med, når sagen behandles tirsdag 27. oktober 2026.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Kommunalbestyrelsesmedlem Per Nykjær Jensen (I) ønsker følgende optaget på
kommunalbestyrelsens dagsorden den 27.10.2026:
”Forslag om trafik og parkering i Svendborg bymidte
Forslag fra Liberal Alliance til Kommunalbestyrelsens møde den 27. oktober 2026
Begrundelse
Svendborgs butikker har brug for, at kunder kan komme frem og finde en anvendelig
parkeringsplads. Kommunens trafikpolitik skal også fungere for dem, der har brug for bilen til
indkøb og andre ærinder i bymidten.
De fremsendte kommentarer til kommunens opslag om Gerritsgade viser bekymring for
julehandel, adgang til apotek, læger og kirke samt for trafik, der flyttes til andre gader.
Begrundelserne beskriver konkrete forhold, som bør indgå i beslutningsgrundlaget.
Julehandlen bør understøttes med lettere adgang. Køge har indført to timers gratis parkering
på de offentlige pladser i bymidten. Køge Handel fremhæver ordningen i sin vejledning til
kunderne. Erfaringerne herfra bør indgå i vurderingen af Svendborgs forsøg. Den
nederlandske analysevirksomhed Strabo omtaler cirka 20 % ekstra butiksomsætning i sin
sammenligning af handelsområder med gratis parkering. Sammenligningen dokumenterer ikke
en tilsvarende effekt i Svendborg. Den giver anledning til at afprøve ordningen og måle
virkningen lokalt.
Parkering på Torvet skal indrettes, så hensynet til handelslivet kan forenes med arrangementer
og byliv. Tilsvarende skal fjernelse af chikaner bero på konkrete vurderinger af sikkerhed og
fremkommelighed, så de valgte løsninger forbedrer forholdene samlet set.
Formål
Forslaget skal sikre bedre adgang til Svendborg bymidte, til støtte for handelslivet og oplandets
beboere, som er afhængig af bil. Forslaget kombinerer en omgående aflysning af nye
spærringer med et afgrænset forsøg med to timers gratis parkering I midtbyen, samt en
tidsplan for genåbning af parkering på Torvet og endelig en ændring af uhensigtsmæssige og
farlige trafikchikaner.
Indstilling
Det foreslås, at Kommunalbestyrelsen træffer følgende beslutninger:
De fire punkter sættes til afstemning enkeltvis.
1 - At stoppe nye spærringer med omgående virkning
At prøvehandlingen med spærring af Gerritsgade for gennemkørende biltrafik aflyses med
omgående virkning, og at en spærring af Centrumpladsen ikke senere gennemføres.
Eventuelle beslutninger om sådanne spærringer ophæves hermed endeligt.
At administrationen straks standser yderligere bestillinger og udgifter til disse prøvehandlinger.
2 – At afprøve to timers gratis parkering til gavn for til julehandlen
At de første to timers parkering gøres gratis på alle kommunale betalingspladser i Svendborg
bymidte fra 1. november til og med 31. december 2026. Øvrige tidsbegrænsninger og vilkår
opretholdes, og betaling efter de to timer følger de gældende takster.
At forsøget evalueres på kundebesøg og omsætningsudvikling i samarbejde med handelslivet
samt parkeringsbelægning, udskiftning på pladserne og kommunens nettoindtægter.
Omsætningen sammenholdes så vidt muligt med samme periode året før og relevante
sammenligningsområder. Erfaringer fra Køges ordning med to timers gratis parkering
indhentes som sammenligningsgrundlag. Evalueringen forelægges senest i marts 2027.
At en permanent ordning forberedes med henblik på politisk vedtagelse under
budgetforhandlingerne i september 2027 og endelig finansiering ved vedtagelsen af budget
2028, med virkning fra 1. januar 2028.
3 – At genåbne parkering på Torvet fra oktober 2027 - april 2028
At parkering på Torvet genåbnes som en permanent ordning med virkning fra oktober 2027 –
april 2028. Indretningen skal sikre adgang for gående og nødvendige kørsler samt mulighed for
midlertidigt at friholde arealet ved markeder og arrangementer.
At administrationen straks iværksætter forberedelsen og etablerer foreløbig opstribning efter de
nødvendige myndighedsafklaringer. Opstribningen skal være klar senest ved genåbningen.
At permanent opstribning og eventuelle øvrige permanente tilpasninger finansieres som led i
budget 2028. Forberedelsen iværksættes efter budgetvedtagelsen i 2027; udførelsen sker, når
den nødvendige bevilling og rådighedsbeløb er til stede.
4 – At fjerne farlige og uhensigtsmæssige trafikchikaner
At Kommunalbestyrelsen beslutter en permanent ændring af trafikindretningen med henblik på
at fjerne eller ombygge de trafikchikaner, der efter en konkret faglig vurdering skaber farlige
situationer eller unødige gener for fremkommeligheden.
At administrationen udarbejder en prioriteret oversigt over de konkrete steder, forslag til
fjernelse eller ombygning og et udgiftsoverslag. Oversigten forelægges inden
budgetforhandlingerne i september 2027. Løsningerne skal sikre et sammenhængende
trafikflow og forsvarlige forhold for alle trafikanter.
At udgifter til fjernelse, belægning, afmærkning og øvrig reetablering indarbejdes i budget
2028. Arbejdet forberedes efter budgetvedtagelsen i 2027 og udføres i 2028, når de
nødvendige bevillinger foreligger.
Økonomiske konsekvenser
Aflysning af spærringerne forventes at give en besparelse på de udgifter, som endnu ikke er
afholdt eller bindende disponeret. Besparelsens størrelse opgøres af administrationen.
Allerede afholdte udgifter regnes ikke som en ny besparelse.
Parkeringsforsøget foreslås gennemført med en enkel tilpasning af de eksisterende systemer.
Der forventes ikke væsentlige nye driftsudgifter, men der kan være mindre indtægter fra
parkering og udgifter til systemændringer og information. Administrationen opgør nettoeffekten
og eventuelt bevillingsbehov før beslutningen.
Vurderingen skal også belyse den mulige gevinst for handelslivet. Øget butiksomsætning og
kommunens parkeringsindtægter opgøres efterfølgende særskilt ved at se på butikkernes
omsætningstal for de to måneder, sammenlignet med de samme to måneder året før;
budgetneutralitet forudsættes ikke på forhånd.
Permanent opstribning og reetablering efter fjernelse af chikaner forudsættes finansieret i
budget 2028.”
Kilde: Svendborg Kommune, Kommunalbestyrelsen, dagsorden fra mødet tirsdag 27. oktober 2026, punkt 2. Læs den originale sag hos kommunen.