Spring til indholdet
Syddjurs
Skift kommune
KøbenhavnSyddjursAlle kommuner

Besluttet 18. august, Ældrerådet, Syddjurs

Orientering om Sundhedsreform - August 2026

Med denne sag orienteres Sundheds- og ældreudvalget om status på implementering af Sundhedsreformen.

Ældre og sundhed

Kort fortalt

Hvem
Ældrerådet, Syddjurs Kommune
Hvornår
Tirsdag 18. august 2026
Status
Besluttet. Chef for Sundhed og Ældre, Niels M. K. Diedrichsen, orienterede om punktet. Hans Friis, Elva Nørager.
Næste skridt
Med en indgået delingsaftale skal kommunen nu og frem mod overdragelsen af opgaver til regionen gennemføre en efterregulering af overførslen af aktiver, passiver, rettigheder, pligter og ansatte for ændringer indtil afslutningen af regnskabsåret 2026 i henhold til Overgangsloven §158.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

Sundhedsreformen har til formål at skabe et stærkere, mere nært og sammenhængende sundhedsvæsen i hele Danmark. Dette indebærer blandt andet, at regionerne fra den 1. januar 2027 overtager myndigheds- og finansieringsansvaret for opgaver indenfor akutsygepleje, en del af de nuværende midlertidige pladser, specialiseret rehabilitering og den mest specialiserede del af avanceret genoptræning samt den patientrettede forebyggelse.

På baggrund heraf indgik Syddjurs Kommune og Region Midtjylland den 24. juni 2026 en delingsaftale vedrørende akutsygeplejen, dele af kommunens midlertidige pladser og de relevante dele af genoptræningsområdet. For den patientrettede forebyggelse er der indgået en horisontal samarbejdsaftale, som betyder, at Syddjurs Kommune fortsat drifter denne opgave efter den 1. januar 2027.

I sammenhæng med forhandlinger om delingsaftalen i maj/juni 2026 er der igangsat et spor vedrørende en lejeaftale mellem Syddjurs Kommune og Region Midtjylland om dele af Sundhedshuset Tirstrup i forbindelse med de kommende regionale sundheds- og omsorgspladser. Jævnfør dagsordenspunkt til det forberedende Sundhedsråd Kronjylland den 10. august 2026 om plangrundlag for akutsygepleje og sundheds- og omsorgspladser forventes det, at der etableres akutsygepleje i forbindelse med sundheds- og omsorgspladserne. Det fremgår ligeledes, at organiseringen af akutsygeplejen i Kronjylland fortsat er under udvikling.

Med delingsaftalerne på plads kan fokus for arbejdet med implementeringen af sundhedsreformen nu rette sig mod forberedelse og klargøring af de nye samarbejdsflader, som følger af opgaveflyttet herunder mellem den kommunale sygepleje og kommende regionale akutsygepleje og nye sektorovergange i forbindelse med regionale sundheds- og omsorgspladser samt på genoptræningsområdet.

På mødet gives en status på nyeste viden i arbejdet med sundhedsreformen med afsæt i ovenstående.

Forberedende Sundhedsråd

På udvalgsmødet vil formanden for Sundheds- og ældreudvalget give udvalget en orientering fra møder i Sundhedsråd Kronjylland.

Vurdering

Administrationen vurderer, at der med indgåelsen af en delingsaftale mellem Syddjurs Kommune og Region Midtjylland nu kan rettes et fokus mod den fremadrettede løsning af opgaver og nye samarbejdsflader som følge af opgaveflyttet – både internt og i relation til regionen. Her er et tæt samarbejde mellem kommune og region med afsæt i Sundhedsreformens intentioner fortsat centralt, herunder at kommunens fagligheder har adgang til specialiserede kompetencer, og at der bevares en stærk lokal forankring.

Derudover er det fortsat vigtigt at sikre god kommunikation, dialog og inddragelse både i forhold til afklaringer om den fremadrettede opgaveløsning i Syddjurs Kommune og frem mod overdragelsen af medarbejdere til regionalt ansættelsesforhold per 1. januar 2027.

Økonomi og organisatoriske konsekvenser

Administrationens indstilling i denne sag har ingen økonomiske konsekvenser.

Med Forårsaftalen af 25. maj 2025 blev KL, Danske Regioner og regeringen enige om de økonomiske konsekvenser for opgaveflyttet fra kommuner til regioner. Aftalen indebærer, at det statslige bloktilskud til kommuner nedreguleres, mens det statslige bloktilskud til regioner tilsvarende opreguleres med 4,208 mia. kr. (2025-PL) per 1. januar 2027. De foreløbige skøn for de økonomiske konsekvenser for Syddjurs Kommune indarbejdes i arbejdet med Budget 2027.

Videre proces

Med en indgået delingsaftale skal kommunen nu og frem mod overdragelsen af opgaver til regionen gennemføre en efterregulering af overførslen af aktiver, passiver, rettigheder, pligter og ansatte for ændringer indtil afslutningen af regnskabsåret 2026 i henhold til Overgangsloven §158. Efterreguleringen af ansatte sker frem til 1. januar 2027 og består blandt andet i, at ændringer i listen over medarbejdere, der overdrages til regionen, eller genbesættelse af en stilling, der er aftalt overdraget, kun kan ske efter aftale med regionen.

Udvalget vil få en ny status på arbejdet med Sundhedsreformen på næste udvalgsmøde.

Lovgrundlag

Aftalen om Sundhedsreform 2024 udmøntes i en række lovpakker, der fremsættes i 2025 og 2026. Lovpakkerne medfører en række ændringer i lovgivningen på sundhedsområdet og i lovgivningen vedrørende kommuner og regioner. Lov om overgangen til en ny sundhedsstruktur (overgangsloven), Lovbekendtgørelse 2026-01-15 nr. 56, sætter blandt andet rammerne for, hvilke aktiver, passiver, rettigheder, pligter og ansatte, der overføres fra kommuner til regioner som følge af opgaveflytningen. I kraft af overgangsloven finder virksomhedsoverdragelsesloven anvendelse.

Indstilling

Direktøren for Sundhed og Dannelse indstiller til Sundheds- og ældreudvalget af tage orienteringen om Sundhedsreformen til efterretning.

Behandling i Sundheds- og ældreudvalget 12. august 2026

Taget til efterretning.

Beslutning

Chef for Sundhed og Ældre, Niels M. K. Diedrichsen, orienterede om punktet.

Fraværende:
Hans Friis,
Elva Nørager

Kilde: Syddjurs Kommune, Ældrerådet, referat fra mødet tirsdag 18. august 2026, punkt 10. Læs den originale sag hos kommunen.