Spring til indholdet
Syddjurs
Skift kommune
KøbenhavnSyddjursAlle kommuner

Besluttet 18. august, Ældrerådet, Syddjurs

Status på udmøntning af beslutning om øget anvendelse af sygeplejeklinikkerne i Syddjurs Kommune

Med denne sag får Sundheds- og ældreudvalget en status på udmøntningen af beslutning om øget anvendelse af sygeplejeklinikker i Syddjurs Kommune.

Kort fortalt

Hvem
Ældrerådet, Syddjurs Kommune
Hvornår
Tirsdag 18. august 2026
Status
Besluttet. Rita Stokholm Vinding orienterede om punktet. Ældrerådet drøftede efterfølgende anvendelsen af sygeplejeklinikker. Hans Friis, Elva Nørager.
Næste skridt
Anvendelsen af sygeplejeklinikker indgår som en del af Deloittes driftsoptimeringsanalyse af Borgerteams, der blev præsenteret for Sundheds- og ældreudvalget den 10. juni 2026.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

I forbindelse med budget 2025 besluttede Byrådet at styrke anvendelsen af sygeplejeklinikker som en central del af den kommunale sygeplejeindsats. På sygeplejeklinikken kan borgere, som er visiteret til forskellige sygeplejefaglige ydelser, møde op og få pleje samt behandling.

Formålet med beslutningen var at omlægge en større del af sygeplejeydelserne fra hjemmebesøg til behandling i sygeplejeklinikkerne, med særligt fokus på intravenøs behandling, sårbehandling og medicindosering. Denne omlægning skulle bidrage til øget kvalitet i plejen, bedre ressourceudnyttelse og større fleksibilitet for borgerne.

Det blev forudsat, at omlægningen ville medføre en fordobling i antallet af borgere, der benytter sygeplejeklinikkerne, samt en reduktion på op mod 900 hjemmebesøg pr. måned. Derudover forventedes en effektivisering af den tid, der skulle bruges pr. borger, med 15 minutter pr. måned. Disse forudsætninger udgjorde grundlaget for en forventet årlig økonomisk besparelse på 2,15 mio. kr.

Sundheds- og ældreudvalget fik den 11. juni 2025 en status på øget brug af sygeplejeklinikkerne.

Antallet af borgere i sygeplejeklinik

På udarbejdelsestidspunktet for omstillingen - i juni 2024 - modtog 1.353 borgere sygeplejeydelser, hvoraf 347 fik hjælp helt eller delvist i en klinik. Dette svarer til, at ca. 20,4% af borgerne fik hjælp helt eller delvist i en klinik.

På første status - i juni 2025 - modtog 1.247 borgere sygeplejeydelser, hvoraf 313 fik hjælp helt eller delvist i en klinik. Dette svarer til, at ca. 20,1% af borgerne fik hjælp helt eller delvist i en klinik.

I maj 2026 modtog 1.240 borgere sygeplejeydelser, hvor af 276 fik hjælp helt eller delvist i en klinik. Dette svarer til, at ca. 18,2% af borgerne fik hjælp helt eller delvist i en klinik.

Tabel 1 – oversigt over antallet af borgere i henholdsvis borgerteams 1-12 og på sygeplejeklinikkerne

Antallet af borgere, som modtager sygeplejeydelser i borgerteam 1-12

Antal borgere, der modtager sygeplejeydelser i sygeplejeklinikken

Procentandel

Juni 2025

1247

313

20,1%

Juli 2025

1293

295

18,6%

August 2025

1272

312

19,7%

September 202

1250

306

19,7%

Oktober 2025

1215

272

18,3%

November 2025

1186

276

18,9%

December 2025

1221

260

17,6%

Januar 2026

1254

277

18,1%

Februar 2026

1194

275

18,7%

Marts 2026

1259

268

17,6%

April 2026

1240

276

18,2%

Maj 2026

1269

281

18,1%

Tabel 1 viser, at andelen af borgere, der modtager sygeplejeydelser i klinikkerne, falder svagt fra juni 2025 til maj 2026. Andelen ligger i begyndelsen af perioden på 20,1%, men ligger i 2026 omkring 17,6-18,2%. Det vil sige, at i 2025 blev hver femte borger behandlet i klinik og i begyndelsen af 2026 tættere på hver sjette til hver femte.

Tabel 2 - Oversigt over antallet af sygeplejetimer anvendt i borgerteams 1-12 og i sygeplejeklinikkerne.

Sygeplejetime i borgerteams 1-12

Sygeplejetimer i sygeplejeklinikkerne

Procentandel

Juni 2025

3.932

595

13,2%

Juli 2025

3.932

587

13,0%

August 2025

3.969

607

13,3%

September 202

3.824

627

14,1%

Oktober 2025

3.916

580

12,9%

November 2025

3.593

496

12,1%

December 2025

3.827

505

11,7%

Januar 2026

4.070

569

12,3%

Februar 2026

3.615

516

12,5%

Marts 2026

3.993

586

12,8%

April 2026

3.823

565

12,9%

Maj 2026

4.063

590

12,7%

Tabel 2 viser udviklingen i anvendte sygeplejetimer i henholdsvis sygeplejeklinikkerne og samlet i borgerteams fra juni 2025 til maj 2026. Andelen af timer leveret i klinikkerne ligger i perioden på cirka 12-14 procent, svarende til omkring 500-630 timer pr. måned, mens borgerteams fortsat leverer hovedparten af timerne. Fordelingen er forventelig, da de mest komplekse borgere modtager sygepleje i eget hjem og som følge af multisygdom har et større behov for flere sygeplejeydelser og dermed flere timer. I sommeren 2025 ses en midlertidig stigning i klinikandelen, hvilket indikerer, at omlægningen i en periode havde effekt. Efterfølgende stabiliserer udviklingen sig, og andelen af timer i klinikkerne falder og ligger herefter på omkring 12-13 procent frem mod foråret 2026.

Set i forhold til målsætningen om at øge anvendelsen af sygeplejeklinikker viser udviklingen, at dette ikke er realiseret. Ifølge de oprindelige forudsætninger skulle omlægningen medføre en reduktion på op mod 900 hjemmebesøg pr. måned. Ovenstående indikerer, at overflytningen af borgere til klinikkerne ikke er sket i det forventede omfang. Dermed er der heller ikke opnået den nødvendige reduktion i hjemmebesøg, som var en forudsætning for at realisere den forventede besparelse.

Herudover har arbejdet med at øge anvendelsen af sygeplejeklinikker identificeret nogle opmærksomhedspunkter i forhold til hvordan organiseringen bedst muligt kan understøtte en øget brug af sygeplejeklinikker. Dette omfatter også det forhold, at sygeplejen fremadrettet skal tænkes ind som en integreret del af helhedsplejen. Dette vil blive taget med i det videre arbejde om at klargøre organisationen til at kunne løfte forventningerne fra både ældreloven og sundhedsreformen.

Samtidig har indsatser som dosisdispenseret medicin erstattet behovet for klinikbesøg. Over det seneste år er der sket en markant stigning af borgere på dosisdispenseret medicin. Det er ligeledes besluttet at opstarte med skærmbesøg, hvor en del af borgernes fysiske besøg erstattes af et skærmbesøg. Igen er det samme målgruppe af borgere, som tilgangen henvender sig til - nemlig borgere, der ikke har større kognitive udfordringer. Hertil kommer behovet for at sikre det nødvendige grundberedskab i borgerteams, således at der som minimum er to til tre sygeplejersker i hvert team til dækning af weekender og til sikring af teamenes faglige udvikling.

Trods dette arbejder alle 12 borgerteams og den Sundhedsfaglig Klynge fortsat med det fokus at rykke borgere som med fordel kan modtage deres behandling i en af kommunens sygeplejeklinikker. Man har blandt andet igangsat en prøvehandling med kørselsordning for borgere, der med fordel kan modtage deres behandling i klinik, men som ikke selv har mulighed for at transportere sig dertil. Ordningen bygger på et råderum i de eksisterende befordringsaftaler på sundheds- og ældreområdet og omfatter blandt andet kørsel bevilget af hensyn til arbejdsmiljøet i hjemmet, når forholdene gør det svært at udføre sygeplejeydelser forsvarligt i borgerens bolig. Ordningen afprøves aktuelt og bidrager til en mere hensigtsmæssig tilrettelæggelse af opgaveløsningen samt til, at flere relevante borgere kan modtage deres ydelser i en sygeplejeklink.

Driftsoptimeringsanalyse inden for hjemme- og sygeplejen

Den 10. juni 2026 blev Sundheds- og ældreudvalget præsenteret for resultaterne driftsoptimeringsanalyse inden for hjemme- og sygeplejen udarbejdet af Deloitte. Analysen peger på, at der fortsat leveres en række ydelser i borgerens eget hjem, som med fordel kan omlægges til klinikbesøg eller skærmbesøg. Analysen viser, at en mere konsekvent anvendelse af disse leveringsformer kan reducere medarbejdernes transporttid og -afstand betydeligt og dermed skabe driftsmæssige gevinster. Deloitte vurderer et potentiale på 1,16-1,66 mio. kr. årligt, forudsat at alle egnede indsatser som udgangspunkt leveres i klinik, og at kommunen fastsætter borgernes aftaletidspunkter for at sikre høj udnyttelse. I Deloittes vurdering er der ikke indregnet eventuelle omkostninger til etablering af flere klinikrum eller en udvidelse af åbningstider i de eksisterende klinikrum. Der er heller ikke indregnet omkostninger forbundet med at sikre løbende weekenddækning, sygeplejerskernes opgaveløsning i helhedsplejen eller den nødvendige faglige understøttelse og uddannelse af social- og sundhedspersonalet. Endvidere tager vurderingen ikke højde for borgere, der overgår til dosisdispenseret medicin eller modtager skærmbesøg.

Samtidig skal ovenstående ses i lyset af, at budgetreduktionen allerede er gennemført, hvilket betyder, at en del af det oprindelige effektiviseringspotentiale er høstet på forhånd. Dette reducerer dermed det resterende potentiale, som Deloittes analyse peger på.

Vurdering

Administrationen vurderer, at forudsætningerne for at opnå en besparelse på 2,15 mio. kr. ikke alene kan realiseres ved at øge anvendelsen af sygeplejeklinikker, men den skal blandt andet også indfries gennem flere borgere på dosisdispenseret og fremadrettet også vil blive høstet af implementeringen af skærmbesøg.

Området arbejder fortsat målrettet med at øge anvendelsen af sygeplejeklinikkerne, blandt andet ved:

• Fortsat styrkelse af samarbejdet og koordinering mellem klinikkoordinatorer og borgerteams med fokus på at identificere borgere, der fagligt kan modtage deres sygeplejeydelser i klinik.

• Proaktiv kapacitetsudnyttelse i klinikkerne, hvor klinikpersonalet ved ledige tider opsøger borgerteams for at finde borgere, der samme dag kan modtage deres ydelser i klinik frem for i eget hjem.

• Afprøvning af kørselsordning for borgere, der kan profitere af klinikbesøg, men som ikke selv har mulighed for transport, herunder kørsel bevilget af hensyn til arbejdsmiljøet i hjemmet.

Økonomi og organisatoriske konsekvenser

De økonomiske konsekvenser af omstillingen indebar en økonomisk besparelse på 2,15 mio. kr. årligt, fordelt på de geografiske klynger. Som det fremgår af sagen, er det endnu ikke lykkedes at indfri den fulde besparelse, men besparelsen søges fortsat opnået ved en samlet indsats for styrkelse af brug af sygeplejeklinikker, dosisdispenseret medicin og skærmbesøg.

Videre proces

Anvendelsen af sygeplejeklinikker indgår som en del af Deloittes driftsoptimeringsanalyse af Borgerteams, der blev præsenteret for Sundheds- og ældreudvalget den 10. juni 2026.

Sundheds- og ældreudvalget vil i efteråret 2026 få forelagt en sag som vil indeholde mulige tiltag til, hvordan nogle af potentialerne identificeret i driftsoptimeringsanalysen kan realiseres.

Indstilling

Direktøren for Sundhed og Dannelse indstiller til Sundheds- og ældreudvalget at tage status på øget brug af sygeplejeklinikker til efterretning.

Behandling i Sundheds- og ældreudvalget 12. august 2026

Taget til efterretning.

Beslutning

Rita Stokholm Vinding orienterede om punktet.

Ældrerådet drøftede efterfølgende anvendelsen af sygeplejeklinikker.

Fraværende:
Hans Friis,
Elva Nørager

Kilde: Syddjurs Kommune, Ældrerådet, referat fra mødet tirsdag 18. august 2026, punkt 7. Læs den originale sag hos kommunen.