Spring til indholdet
Syddjurs
Skift kommune
KøbenhavnSyddjursAlle kommuner

Besluttet 19. august, Økonomiudvalget, Syddjurs

Budget 2027 - Resultatmål for Økonomiudvalget

I Syddjurs Kommune arbejdes med resultatmål, som beskriver, hvilke fokusområder og mål, som Økonomiudvalg og fagudvalg arbejder med og følger i den kommende periode.

Budget og økonomi

Kort fortalt

Hvem
Økonomiudvalget, Syddjurs Kommune
Hvornår
Onsdag 19. august 2026
Status
Besluttet. Godkendt.
Næste skridt
Udvalgets drøftelse af resultatmål indgår i den videre budgetproces. Resultatmål for alle udvalgsområder er en del af det samlede materiale til førstebehandling af Budget 2027.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

For Økonomiudvalget er der fokus på tværgående mål. Dette skyldes udvalgets særlige ansvar for den samlede økonomi, den overordnede planlægning, og at udvalget er kommunens personaleudvalg.

I 2026 er der følgende resultatmål på Økonomiudvalgets område:

• Syddjurs Kommune skal opnå et folketal på 46.000 i 2028.

• Et sygefravær i Syddjurs kommune i 2026, der er i den laveste 1/4 blandt landets kommuner.

• Antal fraværsdage pr. årsværk i Syddjurs Kommune falder år for år fra 2022.

• Syddjurs Kommune skal have en stigende beskæftigelsesfrekvens.

• Syddjurs Kommune skal have en stigning i antallet af private lønmodtager arbejdspladser på cirka 150 om året.

På Økonomiudvalgets møde i 17. juni 2026 var der en drøftelse af mulige ændringer i resultatmålene for 2027. Blandt andet blev et mål om kloge bygningskvadratmetre på tværs af kommunen og medarbejdernes cybersikkerheds-kompetencer nævnt som mulige nye resultatmål. På baggrund af Økonomiudvalgets drøftelser er der udarbejdet forslag til følgende justerede resultatmål for Økonomiudvalgets område for 2027:

• Folketal: Målet er at opnå et folketal på 46.000 i 2028

• Sygefravær: Målet er et sygefravær i Syddjurs kommune i 2027, der er i den laveste 1/4 blandt landets kommuner

• Cybersikkerhed: Antallet af kommunale medarbejdere der består lektionerne (e-læring) i cyber- og informationssikkerhed skal være over 90% i efterårskampagnen 2027. Delmål er, at antallet at medarbejdere, der består lektionerne mindst, skal være over 65% i efterårskampagnen 2026 og mindst skal være over 75% i forårskampagnen 2027

• Effektive bygningskvadratmeter: Økonomiudvalget ønsker, at kommunens bygningskvadratmetre skal anvendes effektivt. Det gælder både i forhold til genanvendelse af eksisterende bygninger (renovere før vi bygger nyt), multifunktionalitet i kommunens bygninger og salg af bygninger, der står tomme. Økonomiudvalget vil på den baggrund følge udviklingen i bygningskvadratmetre pr. borger i Syddjurs Kommune set i forhold til andre kommuner.

• Antal private arbejdspladser: Syddjurs Kommune skal have en stigning i antallet af private arbejdspladser på cirka 150 om året.

Resultatmålene er uddybet i bilag 1

Vurdering

Det er Administrationens vurdering, at det er hensigtsmæssigt, at er tilføjes et mål om, at kommunens bygningskvadratmetre skal anvendes effektivt. Det gælder både i forhold til genanvendelse af eksisterende bygninger, multifunktionalitet i kommunens bygninger og salg af bygninger, der står tomme. Heri indgår, at Økonomiudvalget følger udviklingen i bygningskvadratmetre pr. borger i Syddjurs Kommune set i forhold til andre kommuner.

Endvidere vurderer Administrationen, at det er et ambitiøst og realistisk mål, at 90 % af medarbejderne består lektionerne (e-læring) i cyber- og informationssikkerhed i efterårskampagnen 2027, hvor delmålet er, at antallet at medarbejdere, der består lektionerne, skal være over 65% i efterårskampagnen 2026 og skal være over 75% i forårskampagnen 2027.

Økonomi og organisatoriske konsekvenser

Administrationens indstilling har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Udvalgets drøftelse af resultatmål indgår i den videre budgetproces. Resultatmål for alle udvalgsområder er en del af det samlede materiale til førstebehandling af Budget 2027.

I 2027 vil der ligesom i år i forbindelse med første og tredje politiske budgetopfølgning samt ved regnskabsafslutningen blive afrapporteret på udvalgets resultatmål

Indstilling

Kommunaldirektøren indstiller til Økonomiudvalget at godkende, at Administrationen indarbejder resultatmålene i Budget 2027.

Beslutning

Godkendt.

Bilag

Kilde: Syddjurs Kommune, Økonomiudvalget, referat fra mødet onsdag 19. august 2026, punkt 145. Læs den originale sag hos kommunen.