Spring til indholdet
Syddjurs
Skift kommune
KøbenhavnSyddjursAlle kommuner

Besluttet 9. september, Økonomiudvalget, Syddjurs

Principper og ny tilsagnsmodel for det almene familieboligområde

Med sagen skal Byrådet tage stilling til forslag om udarbejdelse af en ny tilsagnsmodel og principper for almene familieboliger i kommunen, med afsæt i Økonomiudvalgets temadrøftelse 20. maj 2026.

Boliger

Kort fortalt

Hvem
Økonomiudvalget, Syddjurs Kommune
Hvornår
Onsdag 9. september 2026
Status
Besluttet. Ad 1) Indstilles til godkendelse Ad 2) Indstilles til efterretning.
Næste skridt
Administrationen har i løbet af foråret og sommeren modtaget flere henvendelser om projekter. Administrationen anbefalers, at disse behandles i løbet af efteråret 2026 og fremlægges for byrådet til stillingtagen efter den nye tilsagnsmodel.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

Økonomiudvalget drøftede den 20. maj 2026 tilgangen til det almene familieboligområde.

Dagsordenspunktet er vedlagt som bilag 1. Her redegøres for eksisterende procedurer og kendetegn ved det almene familieboligområde i Syddjurs Kommune. I bilag 1 er der i sagsfremstillingen også en beskrivelse af de forskellige begreber for eksempel skema A/B/C, grundkapitalindskud med videre.

På baggrund af temadrøftelsen anbefales følgende ændringer:

• For at fremme gennemsigtighed, konkurrence og et bredere felt af ansøgere, etableres der en åben tilsagnsmodel, inden eventuel godkendelse af projektet (skema A).

• Den årlige styringsdialog med djursBO ændres, så der alene afholdes en administrativ styringsdialog. Dette suppleres med et politisk møde placeret i foråret med fokus på samarbejdet, kommende større sager og særlige problemstillinger.

• Der etableres et nærmere indblik i den aktuelle beboersammensætning i kommunens almene boliger.

• Administrationen rekvirerer en opdateret boligbehovsanalyse, for hermed at have et mere velunderbygget beslutningsgrundlag ved stillingtagen til nye byggerier. Erhvervs- og Planudvalget har på møde den 12. august 2026 godkendt finansieringen af analysen.

Ny tilsagnsmodel

Når kommunen modtager henvendelser om nye projekter, skal der tages stilling til, om projektet skal fremmes. Som beskrevet i bilag 1, er der ikke vedtaget særlige principper i Syddjurs Kommune for udpegning af nye projekter. Udpegningen er hidtil sket løbende og vurderet på baggrund af opståede muligheder og henvendelser. Der er de fleste år budgetteret med et kommunalt tilskud på 3 mio. kr. til nybyggerier.

En ny tilsagnsmodel kan antage flere former. Der eksisterer ikke lovkrav om bestemte ordninger.

En mere strategisk og systematisk tildelingsmodel kan have forskellige formål: større gennemsigtighed i tildelingerne, øget konkurrence og samtidig en vis fleksibilitet, uden at der skal tilføres ekstra ressourcer til området eller opstå øget sagsbehandlingstid.

Flere andre kommuner benytter en forholdsvis enkel proces, hvor der er oprettet en hjemmeside med en blanket til ansøgning om et nyt projekt. For at kunne styre indkomne sager og økonomien til tilsagn, anbefales det, at der indføres en frist for modtagelse af nye sager i foråret, inden behandling af næste års budget. Er der mange sager, kan der eventuelt åbnes en supplerende runde i efteråret.

Administrationen behandler herefter ansøgningerne, og de forelægges Byrådet, som udvælger de projekter, som kommunen ønsker at gå videre med. Disse projekter meddeles en frist til at ansøge om godkendelse af projektet (skema A).

Ansøges der ikke inden fristen, bortfalder tilsagnet.

Administrationen anbefaler, at en tilsvarende model anvendes i Syddjurs Kommune.

Som en del af en ny tilsagnsmodel anbefaler Administrationen, at nedenstående grundprincipper skal understøtte udvælgelsen af projekterne. Disse vil fremgå på hjemmesiden og ansøgerne om almene boligprojekter skal forholde sig til dem i ansøgningen.

Grundprincipper:

• Der vurderes at være et behov for boliger af den ansøgte type i det pågældende område

• Der fremmes boliger med prisbillig husleje

• Projektet har sammenhæng med eksisterende eller planlagt infrastruktur i området

• Projektet bidrager til en geografisk spredning af almene boliger i Syddjurs Kommune

• Med projektet fremmes der hensyn til bæredygtighed og miljø

• Ved udlejning tilgodeses befolkningsgrupper, som har vanskeligt ved at skaffe passende bolig på markedsvilkår, ligesom en varieret beboersammensætning fremmes.

Administrationen anbefaler, at principperne ligeledes anvendes for kommunens stillingtagen til nye renoveringsprojekter med støtte fra Landsbyggefonden og kommunen.

I forbindelse med administrationens vurdering af nye projekter, er det nødvendigt at inddrage andre relevante afdelinger, navnlig Plan og Udvikling og eventuelt andre områder, som kan være berørt af nyt boligbyggeri, for eksempel skole- og daginstitutionsområdet og ældreområdet.

Styringsdialog

Det foreslås, at Styringsdialogen omlægges, så der i stedet for en årlig administrativ og politisk styringsdialog, afholdes et administrativt styringsdialogmøde om efteråret og et politisk dialogmøde om foråret med en dagsordenmed fokus på samarbejdet, nye projekter og særlige problemstillinger.

Indblik i beboersammensætningen

Som bilag 2 er der vedlagt et overblik fra Landsbyggefonden med udtræk fra kommunens almenboligafdelinger.

Oversigten viser blandt andet følgende i sammenligning med gennemsnittet af almene boliger på landsplan:

• Syddjurs Kommune har en lavere andel af personer mellem 0-64 og en højere andel af personer i aldrene 65 år og derover i de almene boliger.

• Syddjurs Kommune har en lavere andel indvandrere eller efterkommere fra ikke-vestlige lande i de almene boliger.

• Syddjurs Kommune har færre personer pr. husstand i de almene boliger.

• Syddjurs Kommune har en højere andel, der har grundskole som højeste fuldførte uddannelse og ikke er i gang med en uddannelse i de almene boliger.

• Syddjurs Kommune har en højere andel uden for arbejdsmarkedet imellem 18-64 år, men lavere andel ledige i de almene boliger.

• Syddjurs Kommune har en højere andel offentligt forsørgede personer i alle aldersgrupper i de almene boliger.

• Beboerne i Syddjurs Kommune har gennemsnitligt en lavere indkomst.

• Beboerne i Syddjurs Kommunes almene boliger er mindre involveret i kriminalitet (domme og sigtelser).

Størstedelen af de almene boliger i Danmark er beliggende i og omkring de større byer, hvorfor det vil have en indflydelse på sammenligningsgrundlaget.

Vurdering

Det vurderes, at en ændring af tilsagnsmodellen, med indførelse af et formaliseret tilsagnssystem forud for godkendelse af projektet (skema A), vil kunne bidrage positivt til transparens i tildelingsprocessen, konkurrence mellem boligorganisationer og kommunens styring med nye projekter. Derudover vil indførelse af principper for tilsagn bidrage til gennemsigtigheden og skabe et tydeligere beslutningsgrundlaget for hvilke projekter, der fremmes.

Indførelse af en ny tilsagnsmodel vil givetvis også medføre, at der ikke kan ageres lige så hurtigt på opståede behov og muligheder som på nuværende tidspunkt, ligesom det vil kræve et større ressourceforbrug administrativt og politisk, da der vil blive indført et nyt sagsbehandlingsskridt og skal gennemføres en politisk proces inden godkendelse af projektet (skema A)

Samlet set vurderer Administrationen, at det er hensigtsmæssigt, at der indføres en ny tilsagnsmodel.

Administrationen vurderer endvidere, at det er hensigtsmæssigt at ændre Styringsdialogen, så denne alene består i et årligt administrativt møde. Dette suppleres med et dialogmøde med politisk deltagelse i løbet af foråret. Denne opdeling skaber mere fleksibilitet og mulighed for bredere drøftelser mellem det politiske niveau og boligorganisationerne, da dialogen ikke skal følge et fast format for styringsdialoger.

Økonomi og organisatoriske konsekvenser

Sagen indebærer ikke direkte økonomiske eller organisatoriske konsekvenser.

Administrationen forventer, at indførelse af en ny tilsagnsmodel vil kræve brug af yderligere administrative ressourcer i Sekretariatet for Udvikling og Kultur og i et mindre omfang i Plan og Udvikling. Arbejdet forbundet med en ny tilsagnsmodel forventes dog at kunne håndteres uden behov for tilførsel af nye ressourcer.

Sagsbehandlingstiden vil stige, da der skal behandles en tilsagnssag, inden endelig godkendelse af projektet (skema A).

Videre proces

Administrationen har i løbet af foråret og sommeren modtaget flere henvendelser om projekter. Administrationen anbefalers, at disse behandles i løbet af efteråret 2026 og fremlægges for byrådet til stillingtagen efter den nye tilsagnsmodel. Hvis indstillingen godkendes, vil administrationen orientere de boligorganisationer, som har vist interesse i nye projekter, om den ændrede tilsagnsmodel.

Administrationen vil endvidere etablere en hjemmeside med en tilgængelig ansøgningsblanket og oplysninger om principperne og sagsgangen.

Administrationen konverterer det politiske styringsdialogmøde for 2026 til et dialogmøde i foråret 2027.

Lovgrundlag

Lovbekendtgørelse nr. 207 af 25. januar 2026 om almene boliger m.v.

Indstilling

Direktøren for Udvikling og Kultur indstiller til Byrådet via Økonomiudvalget at

1) godkende, at der indføres nye principper og en ny tilsagnsmodel til almenboligprojekter i overensstemmelse med det beskrevne i sagsfremstillingen,

2) tage til efterretning, at fremgangsmåden for Styringsdialogen ændres i overensstemmelse med det beskrevne i sagsfremstillingen.

Beslutning

Ad 1) Indstilles til godkendelse

Ad 2) Indstilles til efterretning.

Bilag

Kilde: Syddjurs Kommune, Økonomiudvalget, referat fra mødet onsdag 9. september 2026, punkt 164. Læs den originale sag hos kommunen.