Spring til indholdet
Syddjurs
Skift kommune
KøbenhavnSyddjursAlle kommuner

Besluttet 16. september, Byrådet, Syddjurs

Tilsyn - Specialplejehjem Frejasvænge

Byrådet orienteres med denne sag om det uanmeldte ældretilsyn fra Ældretilsyn Nord på specialplejehjemmet Frejasvænge, der har fundet sted den 4. maj 2026 og suppleret med et anmeldt ældretilsyn den 7. maj 2026.

Ældre og sundhed

Kort fortalt

Hvem
Byrådet, Syddjurs Kommune
Hvornår
Onsdag 16. september 2026
Status
Besluttet. Ad 1) Taget til efterretning. Ad 2) Godkendt.
Næste skridt
Grundet tidsplanen for den politiske behandling har Ældrerådet, efter sagen har været behandlet i Sundheds- og ældreudvalget haft mulighed for at afgive skriftligt høringssvar forud for Byrådets behandling.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

Som følge af Ældreloven er der pr. den 1. juli 2025 indført to nye tilsynsformer et tværkommunalt ældretilsyn og et samtilsyn. Det er på den baggrund ikke længere staten eller den enkelte kommune, som udfører ældretilsyn. I stedet er både de statslige tilsyn og kommunernes egne årlige tilsyn blevet erstattet af et nyt tværkommunalt tilsyn – som for Syddjurs Kommunes vedkommende varetages af Ældretilsyn Nord.

Samtilsyn er en ny form for tilsyn, hvor flere myndigheder såsom Styrelsen for Patientsikkerhed, Arbejdstilsynet og Ældretilsynet gennemfører tilsyn med den samme plejeenhed på samme tid, hvis de uafhængigt af hinanden har udtaget den til tilsyn i samme kalenderår.

Formålet med tilsynet er at støtte plejeenheder omfattet af ældretilsynsloven i at sikre kvalitet i helhedsplejen, der gives i medfør af ældreloven. Formålet er også at bidrage til læring om kvalitet i helhedsplejen gennem dialog og sparring med plejeenhederne.

Tilsynets vurdering foretages inden for følgende temaer:

• Den ældres selvbestemmelse

• Tillid til medarbejderne og den borgernære ledelse

• Et tæt samspil med de pårørende, lokale fællesskaber og civilsamfund

Til de enkelte temaer er der tilknyttet mellem seks til syv kvalitetsmarkører. Eksempelvis kan en kvalitetsmarkør for de tre temaer være:

• Borgeren oplever, at der er kontinuitet og sammenhæng i den hjælp og støtte, der modtages.

• Medarbejderne udtrykker tillid til samarbejdet med hinanden og ledelsen.

• Medarbejderne har samlet set kompetencer til at inddrage og samarbejde med pårørende, lokale fællesskab og civilsamfund.

Derudover vil Ældretilsyn Nord på baggrund af ældretilsynet kategorisere plejeenhederne i følgende kategorier:

• God kvalitet

• Bekymrende kvalitet

• Kritisk kvalitet.

Alle kvalitetsmarkørerne fremgår i den vedlagte tilsynsrapport, Bilag 1.

Tilsyn gennemført hos specialplejehjemmet Frejasvænge

Ældretilsyn Nord var den 4. maj 2026 på et uanmeldt tilsyn og et anmeldt tilsyn den 7. maj 2026 på specialplejehjemmet Frejasvænge. Tilsynene blev gennemført som en opfølgning på en bekymringshenvendelse som Styrelsen for Patientsikkerhed havde modtaget og efterfølgende underrettet Ældretilsyn Nord om.

Ældretilsyn Nord vurderede, at plejeenheden samlet set fremstår med kritisk kvalitet inden for tre temaer:

1) Den ældres selvbestemmelse.
For dette tema er seks ud af syv kvalitetsmarkører ikke opfyldt.

2) Tillid til medarbejdere og den borgernære ledelse.
For dette tema er seks ud af syv kvalitetsmarkører ikke opfyldt.

3) Et tæt samspil med pårørende, lokale fællesskaber og civilsamfund.
For dette tema er alle seks kvalitetsmarkører ikke opfyldt.

Ældretilsyn Nord konkluderer efterfølgende, at der er flere væsentlige kvalitetsmarkører for hvert tema, som ikke er opfyldt, og som specialplejehjemmet Frejasvænge skal arbejde målrettet med, inden markørerne kan opfyldes. På den baggrund er der udstedt et påbud til specialplejehjemmet Frejasvænge. Påbuddet fastsættes til den 20. november 2026. Derudover har Ældretilsyn Nord også udstedt et forbud mod indflytning af nye borgere. Forbuddet fastsættes ligeledes til den 20. november 2026.

Tilsynsrapporten samt det offentliggjorte resumé af påbuddet og forbuddet er vedlagt som Bilag 1 og Bilag 2.

På baggrund af resultaterne af ældretilsynet er der iværksat en række tiltag for at højne kvaliteten inden for de tre hovedtemaer, som tilsynet peger på:

1) Den ældres selvbestemmelse.
Der arbejdes målrettet på at styrke borgernes selvbestemmelse gennem individuelt og tværfagligt tilrettelagte indflytninger, hvor livshistorie, vaner og ønsker indgår som centrale elementer. De daglige morgenmøder er tilrettelagt med systematisk triagering og gennemgang af alle beboere for at sikre rettidig planlægning af indsatser og opfølgning. Kontinuiteten i plejen understøttes gennem helhedsplejemodellen med faste medarbejderteams, forløbsansvarlige og kontaktpersoner, og vagtplanlægningen tilrettelægges med fokus på stabilitet i de tre huse og vagtlag. Der er iværksat arbejde med et årshjul for borgerkonferencer, som skal sikre hyppigere og systematiske drøftelser af beboernes behov og selvbestemmelse, og medarbejdere forventes at være opdateret på dokumentationen og deltage i tværfaglige møder. Overlap mellem vagtlag understøtter relationsopbygning og ledelsen er tilgængelig i alle vagtlag.

For beboere med demens er der fokus på detaljerede beskrivelser af livshistorie, motivation, rutiner og ønsker i journalen, og forskellige fagligheder samt sparring fra specialister inddrages i det daglige arbejde. Alle nyansatte deltager i demenskursus og undervises i personcentreret omsorg og magtanvendelse, og borgerkonferencerne anvender forskellige trivselsredskaber og understøttes af kursus og e-læring heri. Der arbejdes dagligt med triagering og meningsfuld hverdagsrehabilitering, hvor beboerne inddrages i hverdagens gøremål, og terapeutfaglige kompetencer aktiveres ved funktionstab for at sikre målrettet rehabilitering.

Samlet set er der iværksat en bred række tiltag, der skal styrke borgernes selvbestemmelse i den daglige pleje, samtidig med at der er arbejdet målrettet på at reducere de sproglige barrierer, som tidligere har udfordret kvaliteten.

2) Tillid til medarbejdere og den borgernære ledelse.

Der er iværksat en række organisatoriske, ledelsesmæssige og faglige indsatser med henblik på at styrke det faglige miljø, samarbejdet og den helhedsorienterede indsats omkring borgerne på Frejasvænge. Der arbejdes løbende med etablering og videreudvikling af faste strukturer for faglig sparring og tværfaglig dialog i hverdagen, herunder genstart af det lokale MED samarbejde og en styrkelse af arbejdsmiljøarbejdet. Derudover er arbejdet med et årshjul for personalemøder, MED-møder og borgerkonferencer igangsat. Ligeledes pågår planlægningsarbejdet med at udføre en trivselsmåling blandt medarbejdere i efteråret.

Ledelsen har øget sin tilstedeværelse i den daglige drift og er løbende tilgængelig på tværs af alle vagtlag. Samtidig omorganiseres administrative opgaver for at skabe bedre rammer for borgernær ledelse, deltagelse i aktiviteter samt relationel ledelse i forhold til beboere, pårørende og medarbejdere.

Der arbejdes endvidere målrettet med at styrke medarbejdernes faglige råderum og ansvar for tilrettelæggelsen af den daglige indsats. Medarbejdernes kompetencer bringes i højere grad i spil i udviklingen af praksis, herunder i tilrettelæggelsen af tavlemøder, indretning af fællesarealer og arbejdet med borgernes trivsel.

Kompetenceudviklingen understøttes blandt andet gennem gennemførte demenskurser med fokus på personcentreret omsorg og anvendelse af trivselsværktøjer og fokus på systematisk oplæring af nyansatte samt opdatering af kompetenceprofiler for afløsere.

Derudover er arbejdet med implementeringen af helhedspleje igangsat med fokus på tværfagligt samarbejde og en mere helhedsorienteret tilgang til hjælpen. I den forbindelse styrkes terapeutfunktionen, og der genindføres faste tværfaglige mødefora, så alle huse løbende kan drøfte borgerforløb og koordinere den fælles indsats.

3) Et tæt samspil med pårørende, lokale fællesskaber og civilsamfund.

Der er iværksat en række indsatser for at styrke inddragelsen af pårørende samt understøtte borgernes deltagelse i meningsfulde aktiviteter og fællesskaber. Der arbejdes med at etablere en mere systematisk praksis for samarbejde og dialog med pårørende, herunder implementeringen af tydeligere arbejdsgange, forventningsafstemning og løbende opfølgning.

I forbindelse med indflytning har ledelse og medarbejdere øget fokus på relationsopbygning til både borgere og pårørende, og fra august 2026 genimplementeres funktionerne som forløbsansvarlig og kontaktperson med henblik på at understøtte kontinuitet i samarbejdet og borgernes deltagelse i lokale fællesskaber. Derudover arbejdes der med at etablere temaaftener for pårørende, udsende nyhedsbreve samt styrke samarbejdet med kommunens pårørendevejleder.

Derudover er indsatsen for at skabe individualiserede og meningsfulde aktiviteter med afsæt i den enkelte borgers ønsker, behov og livshistorie styrket. I den forbindelse er der blevet udpeget en aktivitetsansvarlig medarbejder i hvert hus, der løbende gennemfører både fælles og individuelle aktiviteter med et rehabiliterende, forebyggende og vedligeholdende fokus.

Der er endvidere etableret og videreudviklet samarbejder med lokale fællesskaber, frivillige og civilsamfundsaktører for at styrke borgernes deltagelsesmuligheder og tilknytning til lokalsamfundet. Samarbejdet med lokale aktører, herunder Brugsforeningen i Kolind og Café Kolind, understøtter samtidig ambitionen om et mere demensvenligt og inkluderende lokalsamfund.

Specialplejehjemmet Frejasvænge havde udover ovenstående tilsyn fra Styrelsen for Patientsikkerhed den 12. maj 2026. Tilsynet havde fokus på de sundhedsfaglige forhold og dette tilsyn gav ikke anledning til anmærkninger vedrørende patientsikkerheden.

Byrådet vil blive orienteret om tilsynet som en del af den kvartalsvise orientering om tilsyn på området, jævnfør Byrådets beslutning den 27. juni 2024. I henhold til denne beslutning sker orienteringen som udgangspunkt kvartalsvist, medmindre et tilsyn vurderes til at falde i kategorierne ”bekymrende kvalitet” eller ”kritisk kvalitet”. I sådanne tilfælde orienteres Byrådet på førstkommende møde.

Høring

Ældrerådet er på mødet den 18. august 2026 blevet mundtligt orienteret om ældretilsynet på specialplejehjem Frejasvænge.

Ældrerådet giver udtryk for, at der skal være mulighed for at leve et godt liv på plejehjem, trods demenssygdom. Rådet finder det foruroligende, at der på Frejasvænge har været store udfordringer med at leve op til Ældrelovens værdier. Ældrerådet er bekendt med, at der er ansat ny leder på Frejasvænge, og ser, at der er iværksat en række tiltag for at højne kvaliteten i plejen og efterleve Ældrelovens værdier. Ældrerådet bemærker, at der i tilsynsrapporten flere steder er nævnt udfordringer med sprogbarrierer og manglende tid. Ældrerådet har en forventning om, at der er politisk opmærksomhed på dette.

Administrationen skal hertil bemærke, at der er iværksat en række tiltag med henblik på efterlevelse af påbuddet samt ophævelse af forbud, herunder også en håndtering af de udfordringer der var med sprogbarriere.

Vurdering

Det er altid alvorligt, når der udstedes et påbud og forbud, og der arbejdes på den baggrund meget målrettet med at følge op på de problemer, der er blevet belyst af Ældretilsyn Nord. Det er Administrationens vurdering, at Frejasvænge for flere dele af påbuddets indhold i dag befinder sig i en anden situation end ved tilsynets gennemførelse. Det er samtidig Administrationens vurdering, at de beskrevne tiltag vil sikre en fortsat positiv udvikling på Frejasvænge, så påbuddene og forbuddet snarest muligt kan ophæves.

Mange af indsatserne er iværksat og de øvrige indsatser indarbejdes og implementeres så hurtigt som muligt, og inden for de rammer, som medarbejder- og ledelsesressourcer tillader det. Det er Administrationens vurdering, at implementeringen af Ældrelovens værdier fortsat er en stor og omfattende opgave, ikke blot for Syddjurs Kommune, men for mange andre kommuner også. Som følge heraf er der også fremadrettet et behov for løbende og vedholdende fokus på at sikre implementeringen af Ældrelovens værdier.

Økonomi og organisatoriske konsekvenser

Administrationens indstilling har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Grundet tidsplanen for den politiske behandling har Ældrerådet, efter sagen har været behandlet i Sundheds- og ældreudvalget haft mulighed for at afgive skriftligt høringssvar forud for Byrådets behandling.

Ældrerådet er i forbindelse med Ældrerådsmødet den 18. august 2026 orienteret mundtligt om tilsynet. Ældrerådets eventuelle bemærkninger hertil er indarbejdet i den politiske behandling af sagen.

Byrådet vil blive orienteret efter det opfølgende tilsyn hos Specialplejehjem Frejasvænge, hvor det udstedte påbud kan fastholdes, justeres eller ophæves.

Lovgrundlag

Ældretilsyn Nord fører tværkommunalt ældretilsyn i henhold til § 7 i Lov nummer 1653 af 30. december 2024 ”Ældretilsynsloven”.

Indstilling

Direktøren for Sundhed og Dannelse indstiller til Byrådet via Sundheds- og ældreudvalget og Økonomiudvalget at

1) tage orienteringen om ældretilsynet på Specialhjemmehjemmet Frejasvænge til efterretning

2) godkende de beskrevne handlinger til imødekommelse af påbuddet og forbuddet.

Behandling i Sundheds- og ældreudvalget 2. september 2026

Ad 1) Indstilles til efterretning.

Ad 2) Indstilles til godkendelse.

Behandling i Økonomiudvalget 9. september 2026

Ad 1) Indstilles til efterretning.

Ad 2) Indstilles til godkendelse.

Beslutning

Ad 1) Taget til efterretning.

Ad 2) Godkendt.

Bilag

Kilde: Syddjurs Kommune, Byrådet, referat fra mødet onsdag 16. september 2026, punkt 195. Læs den originale sag hos kommunen.