Besluttet 21. oktober, Økonomiudvalget, Syddjurs
Ansøgning om kommunegaranti fra Ebeltoft Fjernvarmeværk
Ebeltoft Fjernvarmeværk ansøger Syddjurs Kommune om en kommunegaranti på 7.037.279 kr. til at lånefinansiere et elfilter til den primære fliskedel ved fjernvarmeværket i Ebeltoft. Sagen fremsendes til godkendelse i Byrådet via Natur-, teknik- og miljøudvalget og Økonomiudvalget.
Kort fortalt
- Hvem
- Økonomiudvalget, Syddjurs Kommune
- Hvornår
- Onsdag 21. oktober 2026
- Status
- Besluttet. Ad 1-2) Indstilles til godkendelse.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Ebeltoft Fjernvarmeværk ansøger Syddjurs Kommune om en kommunegaranti på godt 7 mio. kr. til indkøb og installation af et elektrofilter på værkets primære fliskedel. Elektrofilteret skal erstatte det eksisterende filter og forventes at forbedre rensningen af røggassen ved at opfange flere støvpartikler end det nuværende filter. En mere detaljeret budgetgennemgang fremgår af Ebeltoft Fjernvarmeværks ansøgning om kommunegaranti i bilag 1.
Fra den 1. januar 2025 blev det et lovkrav for mellemstore biomasseanlæg at anvende elektrofiltre for at overholde grænseværdierne for udledning af støv, svovl, kvælstof og kulilte (BEK nr. 1535 af 09.12.2019). Ebeltoft Fjernvarmeværk har dispensation fra disse krav frem til 2030. Når dispensationen udløber, skal værket overholde de skærpede emissionskrav.
Ebeltoft Fjernvarmeværk ønsker at installere elektrofilteret i 2026, så fliskedlen kan overholde de kommende krav allerede fra 2027. Ebeltoft Fjernvarmeværk råder over flere fliskedler, men der ansøges til den primære kedel, som forventes at være den eneste kedel i drift efter dispensationens udløb den 1. januar 2030. Investeringerne omfatter derfor alene denne kedel.
Etableringen af et elektrofilter forventes både at forbedre røggasrensningen og kvaliteten af fjernvarmeværkets spildevand. Ud over krav til røggassens renhed gælder der også krav til kvaliteten af spildevand fra fjernvarmeværker. Ebeltoft Fjernvarmeværk har hidtil anvendt kemikalier til rensning af spildevandet, men forventer med etableringen af elektrofilteret at kunne overholde kravene uden brug af kemikalier.
Ebeltoft Fjernvarmeværk forventer at finansiere investeringen i elektrofilteret på ca. 7 mio. kr. gennem et lån i Kommunekredit med en løbetid på 30 år. Udgifterne forventes finansieret gennem Ebeltoft Fjernvarmeværks takster.
I forbindelse med garantistillelse af lån skal Syddjurs Kommune opkræve en garantiprovision på markedsvilkår. Garantiprovisionssatsen fastsættes af kommunens eksterne samarbejdspartnere og udgør betaling for den risiko, kommunen påtager sig ved at stille garanti for lånet. Ebeltoft Fjernvarmeværks garantiprovisionssats blev senest fastsat i 2024 til 0,55 pct.
Syddjurs Kommune har pr. 1. august 2026 stillet garantier for lån til Ebeltoft Fjernvarmeværk for i alt 56,5 mio. kr.
Vurdering
Administrationen vurderer, at Ebeltoft Fjernvarmeværk har en robust økonomi og afdrager planmæssigt på sine eksisterende lån i Kommunekredit. På denne baggrund vurderer administrationen, at risikoen ved at stille en kommunegaranti for lånet er begrænset.
Administrationen vurderer desuden, at det er hensigtsmæssigt, at Ebeltoft Fjernvarmeværk investerer i et elektrofilter i god tid inden værkets dispensation for de kommende emissionskrav udløber.
Administrationen vurderer, at Ebeltoft Fjernvarmes eksisterende garantiprovisionssats fortsat er på markedsvilkår og i overensstemmelse med EU's statsstøtteregler.
Økonomi og organisatoriske konsekvenser
Syddjurs Kommune opnår en indtægt fra garantiprovisionen, som beregnes på baggrund af den fastsatte garantiprovisionssats og det garanterede beløb. Syddjurs Kommunes indtægt reduceres i takt med, at lånet tilbagebetales.
Med udgangspunkt i den nuværende garantiprovisionssats på 0,55 pct. vil Syddjurs Kommune opnå en indtægt på 38.705 kr. i det første år efter, at garantien er stillet.
Lovgrundlag
Lånebekendtgørelsen (Bekendtgørelse nr. 1484 af 5. december 2024)
Indstilling
Kommunaldirektøren indstiller til Byrådet via Natur-, teknik- og miljøudvalget og Økonomiudvalget at godkende
1) lånegaranti til Ebeltoft Fjernvarmeværk på 7,04 mio. kr. til lånefinansiering af investeringer i et elektrofilter til fjernvarmeværket i Ebeltoft
2) at garantiprovisionssatsen fastsættes til 0,55 pct. baseret på 2024 kreditvurderingen.
Behandling i Natur-, teknik- og miljøudvalget 29. september 2026
Ad 1-2) Indstilles til godkendelse.
Beslutning
Ad 1-2) Indstilles til godkendelse.
Bilag
Kilde: Syddjurs Kommune, Økonomiudvalget, referat fra mødet onsdag 21. oktober 2026, punkt 208. Læs den originale sag hos kommunen.