Besluttet 21. oktober, Økonomiudvalget, Syddjurs
Præsentation af detailhandelsanalysen samt ønske om supplerende analyser
Med denne sag præsenteres Økonomiudvalget via Erhvervs- og planudvalget for detailhandelsanalysen. Samtidig anmodes der om igangsætning af to relevante supplerende analyser inden for den eksisterende budgetramme, som ønskes indarbejdet i den samlede analyse.
Kort fortalt
- Hvem
- Økonomiudvalget, Syddjurs Kommune
- Hvornår
- Onsdag 21. oktober 2026
- Status
- Besluttet. Udsat.
- Næste skridt
- Såfremt indstillingen godkendes, igangsættes de supplerende analyser umiddelbart herefter.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Baggrund
Erhvervs- og planudvalget samt Økonomiudvalget godkendte i november 2025 en økonomisk ramme på 350.000 kr. samt et proces- og beslutningsforløb for udarbejdelsen af en ny detailhandelsanalyse.
Den seneste detailhandelsanalyse for Syddjurs Kommune blev udarbejdet i 2019.
Formål
Formålet med detailhandelsanalysen er at skabe et aktuelt beslutningsgrundlag for kommunens planlægning af detailhandlen. Analysen belyser detailhandlens udvikling, styrker og udfordringer samt forventede fremtidige tendenser i Syddjurs Kommune. Detailhandelsanalysen er vedlagt som bilag 1.
Analysen bygger på en kortlægning af samtlige detailhandelsbutikker, kundeorienterede serviceerhverv og tomme butikslokaler i kommunen og belyser både den historiske udvikling og de forventede tendenser for detailhandlen. Samtidig vurderer analysen detailhandlens betydning for levende bymiljøer og lokale mødesteder i tråd med kommuneplanens hovedprincip om "hverdagsliv og mødesteder".
Analysen udgør det faglige grundlag for de kommende politiske prioriteringer, der skal træffes i forbindelse med kommuneplanrevisionen samt andre planlægningsmæssige overvejelser, herunder ændring og justering af kommuneplanens detailhandelsstruktur.
Analysen er udarbejdet af SWECO for Syddjurs Kommune.
Detailhandelsanalysens overordnede resultater
Analysen viser blandt andet, at detailhandlen i Syddjurs Kommune samlet set har udviklet sig positivt siden den seneste analyse. Denne udvikling afspejles i de centrale resultater, som fremgår nedenfor:
• 190 butikker (203 butikker i 2019)
• 87.750 kvadratmeter butiksareal (76.400 kvadratmeter i 2019)
• 2,2 mia. i omsætning (1,6 mia. i 2019)
• 26% af omsætningen kommer fra ikke-fastboende (14% i 2019)
• Handelsbalance på 91% (89% i 2019)
Nøgletallene viser, at omsætningen er steget, handelsbalancen, det vil sige forholdet mellem omsætning og forbrug, er forbedret, og turismen har fået en fortsat stigende betydning for handelslivet. Samtidig peger analysen på en række strategiske muligheder i forhold til udviklingen af bymidterne, detailhandelsstrukturen og eventuelle fremtidige arealudlæg til detailhandel. Detailhandelsanalysens vigtigste konklusioner er samlet i rapportsammendraget, som er vedlagt som bilag 2.
Supplerende analyser af særlige emner
Den økonomiske ramme efterlader plads til et tilvalg af supplerende analyser. Administrationen foreslår to analyser som supplement til det øvrige indhold. De supplerende analyser kan bidrage med viden, der ikke er fremkommet ved den indledende kortlægning og analyse med besigtigelse af butikker og bymidter samt interviews med butiksejere. Herved kan rapportens grundlag og bredde styrkes og bedre knyttes sammen med blandt andet turismestrategien.
• Spørgeskemaundersøgelse
En spørgeskemaundersøgelse blandt de godt 10.000 sommerhusejere i Syddjurs Kommune kan give et større kendskab til indkøbsmønstre i en målgruppe, kommunen har begrænset kendskab til. Sommerhusene er ejet både af kommunens egne borgere og borgere uden for kommunen, og langt størstedelen lejes ikke ud til turister.
Spørgeskemaundersøgelsen vil blive udsendt via e-Boks og vil indeholde en række spørgsmål om forbrugsvaner og ønsker. Spørgeskemaundersøgelsen kan belyse, hvor og på hvilket grundlag ejerne handler lokalt eller uden for kommunen.
• Effekter for beskæftigelse
Detailhandlen rummer mange private arbejdspladser, er en kilde til iværksætteri og har stor betydning for beskæftigelsen. Der er stor forskel mellem antal årsværk og antallet af ansatte i de forskellige typer af butikker inden for detailhandlen, idet forskellige butikstyper har forskellige behov i forhold til fuldtids-, deltids- og andre typer ansættelser.
Analysen vil afdække, hvor mange ansatte og årsværk, der er i de forskellige områder og butikstyper i detailhandlen i Syddjurs Kommune, og vil derved synliggøre de beskæftigelsesmæssige effekter af detailhandlen.
Analyserne vil blive indarbejdet i den samlede detailhandelsanalyse og det fremadrettede beslutningsgrundlag.
Proces og tidsplan
Den samlede detailhandelsanalyse skal være klar til indarbejdelse i kommende kommuneplanrevision. Byrådet har endnu ikke truffet beslutning om takten i planlægningen for den kommende kommuneplanproces, og derfor er en større del af processen nedenfor ikke tidssat.
Aktivitet
Involverede
Tidsrum
Opstart og godkendelse af forløb med detailhandelsanalyse, herunder økonomi
Erhvervs- og planudvalget (EP) og Økonomiudvalget (ØK)
November 2025
Grundlæggende kortlægning og basisanalyse
Administration og rådgiver
Forår 2026
Foreløbig detailhandelsanalyse samt supplerende analyser
EP og ØK
Oktober 2026
Ekstern dialog og analyse af særlige emner
Administration og rådgiver. Eventuelt offentlighed
Efterår/vinter 2026/2027
Præsentation og drøftelse på Byrådets temamøde
Byrådet samt Rådgiver og Administration
December 2026
Politisk retning for kommuneplanrevisionen
Byråd
Afventer
Analyse og redegørelse godkendes til at blive indarbejdet i kommuneplan
ØK, Byråd
Afventer
Vurdering
Administrationen vurderer, at den indledende analyse giver et solidt og tidssvarende grundlag for de kommende planmæssige overvejelser. På den baggrund forelægges analysen til politisk drøftelse og orientering.
Analysen vurderer detailhandlens betydning for levende bymidter og lokale handelsmiljøer og understøtter dermed kommuneplanens målsætninger om hverdagsliv og mødesteder.
Administrationens vurdering er, at de to supplerende analyser vil styrke detailhandelsanalysen og den fremtidige kommuneplanproces og herved styrke beslutningsgrundlaget for fremtidig udvikling af bymidterne, detailhandelsudvikling, butiksforespørgsler og handelsstrukturer.
I store dele af Syddjurs Kommune ligger der mange sommerhuse. Det betyder, at sommerhusejernes handelsmønstre kan have stor indflydelse på den nuværende og fremtidige detailhandelsstruktur i disse områder. Administrationen vil derfor særligt anbefale, at spørgeskemaundersøgelsen blandt sommerhusejerne bliver valgt som en ekstra analyse for at styrke beslutningsgrundlaget i forhold til den kommende detailhandelsstruktur i kommuneplanen.
Analysen af beskæftigelsen vil bidrage til en generel viden om effekten af detailhandlen i forhold til beskæftigelse, samt understøtte det generelle arbejde med at styrke detailhandlen i Syddjurs Kommune. Administrationen vurderer derfor, at denne analyse også vil være relevant for det videre arbejde.
Økonomi og organisatoriske konsekvenser
De anbefalede supplerende analyser udgør en mindre del af de 350.000 kr., der var afsat fra Udviklingspuljen og kan gennemføres inden for den allerede godkendte økonomiske ramme for detailhandelsanalysen. De medfører derfor ikke merudgifter ud over det afsatte.
Opgaven varetages i samarbejde mellem Administrationen og den eksterne konsulent SWECO.
Videre proces
Såfremt indstillingen godkendes, igangsættes de supplerende analyser umiddelbart herefter.
Resultaterne indarbejdes i den samlede detailhandelsanalyse, hvorefter anbefalinger til den videre planlægningsmæssige håndtering i forbindelse med revision af kommuneplanen forelægges politisk.
Den samlede detailhandelsanalyse forventes at blive præsenteret på et senere temamøde. Her igangsættes også de indledende drøftelser af hvordan fremtidens detailhandelsstruktur skal se ud i Syddjurs Kommune.
Lovgrundlag
Lovbekendtgørelse nr. 570 af 29. maj 2024 (Planloven), herunder bestemmelser om detailhandel og kap. 4 om kommuneplanlægning.
Indstilling
Direktøren for Udvikling og Kultur indstiller til Økonomiudvalget via Erhvervs- og planudvalget at
1) tage orienteringen om detailhandelsanalysen til efterretning.
2) godkende igangsættelse af supplerende analyse med fokus på sommerhusejerne via en spørgeskemaundersøgelse.
3) godkende igangsættelse af supplerende analyse med fokus på effekter for beskæftigelse.
Behandling i Erhvervs- og planudvalget 30. september 2026
Ad 1) Indstilles til efterretning.
Ad 2-3) Indstilles til godkendelse.
Beslutning
Udsat.
Bilag
Kilde: Syddjurs Kommune, Økonomiudvalget, referat fra mødet onsdag 21. oktober 2026, punkt 213. Læs den originale sag hos kommunen.