Spring til indholdet
Syddjurs
Skift kommune
KøbenhavnSyddjursAlle kommuner

Besluttet 21. oktober, Økonomiudvalget, Syddjurs

Opsamling på tilsyn på Specialplejehjem Frejasvænge og Hornslet sygeplejeklinik

Byrådet orienteres med denne opsamlingssag om de tilsyn, der har fundet sted i seneste kvartal jf. beslutning på Byrådsmøde den 26. juni 2024. Der har i seneste kvartal været fire sundhedsfaglige tilsyn fra Styrelsen for Patientsikkerhed samt ét ældretilsyn fra Ældretilsyn Nord.

Ældre og sundhed

Kort fortalt

Hvem
Økonomiudvalget, Syddjurs Kommune
Hvornår
Onsdag 21. oktober 2026
Status
Besluttet. Indstilles til efterretning.
Næste skridt
STPS fører løbende tilsyn på sundheds- og ældreområdet. Byrådet vil kvartalsvist blive orienteret herom, medmindre tilsynene falder i kategorierne Større eller Kritiske problemer jf. beslutning i Byrådet den 27. juni 2024.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

Byrådet vedtog den 26. juni 2024, at Byrådet orienteres kvartalsvis om gennemførte tilsyn på sundheds- og ældreområdet. Der har i det seneste kvartal været gennemført fire sundhedsfaglige tilsyn samt ét ældretilsyn.

Styrelsen for Patientsikkerhed (STPS) har i maj og juni været på fire sundhedsfaglige tilsyn på henholdsvis Specialplejehjem Frejasvænge, Hornslet sygeplejeklinik, Borgerteam 12 Ahl/Øer Øst og Borgerteam 3 Ugelbølle Vest. Tilsynet i Borgerteam 3 er behandlet i Sundheds- og ældreudvalget, Ældrerådet og i Byrådet i august. Styrelsen for Patientsikkerheds sundhedsfaglige tilsyn i Borgerteam 12 og Ældretilsyn Nords ældretilsyn på Specialplejehjem Frejasvænge, som er blevet behandlet i Ældrerådet, Sundheds- og ældreudvalget og Byrådet i september. De selvstændige behandlinger af tilsyn er sket jævnfør Byrådets beslutning af 27. juni 2024. For yderligere oplysninger om disse sager henvises til den politiske behandling heraf.

I denne sag behandles alene de tilsyn, som er gennemført i seneste kvartal, men som ikke har givet anledning til selvstændige sager. Det er tilsyn på Specialplejehjem Frejasvænge og på Hornslet Sygeplejeklinik gennemført af Styrelsen for Patientsikkerhed (STPS).

STPS fører det overordnede tilsyn med sundhedsforhold og sundhedsfaglige virksomheder på sundhedsområdet. Formålet med tilsynene er at vurdere patientsikkerheden på behandlingsstedet og at sikre læring. Ved et tilsynsbesøg undersøger STPS blandt andet, om journalføring og håndtering af hygiejne foregår fagligt forsvarligt. Herunder reagerer styrelsen på åbenlyse fejl og mangler af betydning for patientsikkerheden. På baggrund af tilsynet laves en samlet vurdering, der placeres i en af følgende kategorier i forhold til, om der er problemer af betydning for patientsikkerheden: Ingen problemer, Mindre problemer, Større problemer eller Kritiske problemer.

Specialplejehjem Frejasvænge

STPS var den 12. maj 2026 på et anmeldt sundhedsfagligt tilsyn på specialplejehjem Frejasvænge.

På tilsynet var der fokus på plejeområdet. På baggrund af tilsynet vurderede STPS, at der var ”mindre problemer af betydning for patientsikkerheden”. Problemerne omhandlede, at der ved tilsynet var uopfyldte målepunkter, der vedrører journalføring.

STPS konkluderede efterfølgende, at der var tale om mindre problemer, som plejeenheden vil være i stand til at rette op på ud fra den rådgivning, der blev givet under tilsynet, og afsluttede dermed tilsynet.

Tilsynsrapporten er vedlagt som Bilag 1.

Hornslet sygeplejeklinik

STPS var den 19. maj 2026 på et anmeldt sundhedsfagligt tilsyn på Hornslet sygeplejeklinik.

På tilsynet var der fokus på medicinhåndtering. På baggrund af tilsynet vurderede STPS, at der var ”mindre problemer af betydning for patientsikkerheden”. Problemerne omhandlede, at der ved tilsynet var uopfyldte målepunkter, der vedrører medicinhåndtering.

STPS konkluderede efterfølgende, at der var tale om mindre problemer, som plejeenheden vil være i stand til at rette op på ud fra den rådgivning, der blev givet under tilsynet, og afsluttede dermed tilsynet.

Tilsynsrapporten er vedlagt som Bilag 2.

Høring

Ældrerådet påskønner, at der i forbindelse med tilsynene ikke er fundet problemer af betydning for patientsikkerheden.

Vurdering

På ældreområdet er der en skærpet opmærksomhed på arbejdet med kvalitet, Ældrelovens intentioner og patientsikkerhed. Selvom STPS’s tilsynsrapporter for specialplejehjem Frejasvænge og Hornslet sygeplejeklinik peger på, at der er godt styr på sundhedsfagligheden og patientsikkerheden, arbejdes der systematisk med fortsat at sikre dette på ældreområdet.

Økonomi og organisatoriske konsekvenser

Administrationens indstilling har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

STPS fører løbende tilsyn på sundheds- og ældreområdet. Byrådet vil kvartalsvist blive orienteret herom, medmindre tilsynene falder i kategorierne Større eller Kritiske problemer jf. beslutning i Byrådet den 27. juni 2024. I sådanne tilfælde vil Byrådet blive orienteret hurtigst muligt.

Lovgrundlag

STPS’s sundhedsfaglige tilsyn føres i henhold til § 213 i Lovbekendtgørelse nummer 1011 af 17. juni 2023 ”Bekendtgørelse af sundhedsloven”.

Indstilling

Direktøren for Sundhed og Dannelse indstiller til Byrådet via Sundheds- og ældreudvalget og Økonomiudvalget at tage orienteringen om tilsynene på Specialplejehjem Frejasvænge og Hornslet sygeplejeklinik til efterretning.

Behandling i Sundheds- og ældreudvalget 1. oktober 2026

Indstilles til efterretning.

Beslutning

Indstilles til efterretning.

Bilag

Kilde: Syddjurs Kommune, Økonomiudvalget, referat fra mødet onsdag 21. oktober 2026, punkt 216. Læs den originale sag hos kommunen.