Spring til indholdet
Syddjurs
Skift kommune
KøbenhavnSyddjursAlle kommuner

På dagsordenen 10. november, Familie-, børne- og læringsudvalget, Syddjurs

Ydelseskataloger på familieområdet

Administrationen følger en gang årligt op på ydelseskatalogerne på familieområdet med henblik på kvalitetssikring og vurdering af, om der er brug for tilpasninger i de eksisterende ydelseskataloger.

Kort fortalt

Hvem
Familie-, børne- og læringsudvalget, Syddjurs Kommune
Hvornår
Tirsdag 10. november 2026
Status
På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.
Næste skridt
Efter politisk behandling vil ydelseskatalogerne blive opdateret på hjemmesiden. Ydelseskatalogerne vil igen blive politisk behandlet i 4. kvartal 2027 og sendt i høring i Handicaprådet, såfremt der er behov or at lave tilpasninger af ydelseskatalogerne.

Hvad kan du gøre?

Skriv til politikerne
Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet tirsdag 10. november 2026. Du finder dem på syddjurs.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagens indhold

På familieområdet er der i 2025 lavet to ydelseskataloger, som beskriver de lovgivningsmæssige rammer og serviceniveauet på familieområdet i Syddjurs Kommune i form af et ydelseskatalog for forebyggende tilbud og et ydelseskatalog for anbringelse.

Byrådet godkendte ydelseskatalog for anbringelse på møde den 29. januar 2025 (punkt 694) og ydelseskatalog for forebyggende tilbud på møde den 25. juni 2025 (punkt 792).

Administrationen har gennemgået og lavet forslag til tilpasninger af ydelseskatalogerne, som er vedlagt som bilag. Formålet er at sikre en løbende kvalitetssikring af ydelseskatalogerne. Der er i de opdaterede forslag markeret de ændringer med rødt, der er lavet i forhold til de nuværende ydelseskataloger. Administrationen har primært lavet mindre sproglige rettelser og opdateret henvisninger til lovgivningen.

Væsentlige ændringer i ydelseskatalog for forebyggende tilbud

I ydelseskatalog for forebyggende tilbud er der indført et afsnit om terapeutiske forløb til børn og unge. Det fremgår af barnets lov, at kommunen skal tilbyde behandling til børn og unge. Det kan medvirke til at hjælpe børn og unge med at få bedre forståelse for deres egen livshistorie og hvorfor de f.eks. er blevet anbragt i en plejefamilie. Syddjurs Kommune har tidligere købt tilbuddet eksternt ved behov men vil fremadrettet også kunne tilbyde det ved Center for Børn, Unge og Familier og derigennem anvende de kompetencer, der er tilstede internt i kommunen, hvor det giver mening ud fra barnets og den unges behov.

Derudover er der i forhold til tilbuddene om familiebehandling, kontaktperson for unge samt pædagogisk og praktisk hjælp i hjemmet indskrevet, at varigheden af tilbuddet som udgangspunkt er op til 12 måneder. Det svarer til hidtil praktisk på området. Det skal medvirke til øget gennemsigtighed om varigheden af tilbuddene.

Endelig er det blevet specificeret, at gruppeforløb for familier med et barn med nedsat funktionsevne er på otte mødegange. I den tidligere version fremgik seks til otte mødegange. Dette er baseret på erfaringer fra forløbet, som har vist, at der er brug for otte mødegange for at komme omkring de relevante temaer for familierne.

Væsentlige ændringer i ydelseskatalog for anbringelse

I ydelseskatalog for anbringelse er der indført et serviceniveau for støtteperson for forældre under anbringelsen, hvor det fremgår, at forældrene som udgangspunkt kan forvente fire til fem timer om måneden. Det svarer til hidtil praktisk på området og skal medvirke til øget gennemsigtighed om omfanget af støtten. Det vil dog altid være en konkret og individuel vurdering af hver enkelt families behov.

Derudover er det præciseret, at forældre som udgangspunkt vil blive bedt om at bidrage til udgifter i forbindelse med anbringelsen efter en konkret og individuel vurdering. Det er skærpet i kataloget, da det fremgår af barnets lov, at forældre har ansvar herfor.

Høring i Handicaprådet

Administrationen har sendt de opdaterede udkast til ydelseskatalogerne i høring ved Handicaprådet. Handicaprådet behandlede punktet på møde den 29. oktober 2026. Handicaprådet er kommet med følgende høringssvar:

”Handicaprådet anbefaler, at ydelseskataloget udarbejdes i et mere letlæseligt og overskueligt Pixi-format, så familier og unge lettere kan forstå deres muligheder og rettigheder.

Rådet er kritisk over for de beskrevne lofter og standardrammer for støtte, da de kan opleves som begrænsninger. Det skal stå helt tydeligt, at hjælpen altid skal tage udgangspunkt i en konkret og individuel vurdering af barnets, den unges og familiens behov – og ikke begrænses af faste tidsrammer eller serviceniveauer.

Endelig anbefaler rådet, at barnets og den unges perspektiv samt familiens behov er styrende for både støtteform og omfang.”

Administrationen vil gerne kvittere for Handicaprådets bemærkninger.

Administrationen er, som Handicaprådet, meget optaget af at skrive letlæseligt til familier og unge, men vurderer ikke, at det bliver løst med et pixiformat af materialet. Administrationen har i udarbejdelsen af ydelseskatalogerne haft fokus på at skrive til de unge og familierne, og har derfor også arbejdet med letforståelige formuleringer og lavet ordliste med uddybende forklaringer. Ordlisten vil fremadrettet kunne tilgås direkte i teksten ved at køre musen over svære ord fra ordlisten. Derudover er det muligt på Syddjurs Kommunes hjemmeside at klikke rundt på ydelseskatalogernes forskellige overskrifter og kun få vist teksten for de temaer, som man er særligt interesseret i at vide mere om.

Administrationen har lavet støtteniveauer for at forventningsafstemme om, hvad udgangspunktet er for støtten. Administrationen er enige med Handicaprådet i, at hjælpen til barnet, den unge og familie altid skal tage afsæt i det konkrete behov ved familien og dermed udmåles ud fra en konkret og individuel vurdering. Derfor har Administrationen også flere steder i ydelseskatalogerne beskrevet, at den konkrete støtte altid gives ud fra en konkret og individuel vurdering.

Administrativ vurdering

Det er Administrationens vurdering, at ydelseskataloget dels kan skabe gennemsigtighed og tydelighed over for borgerne og dels kan være med til at give en tydelig beskrivelse til samarbejdspartnere af de tilbud, der gives på familieområdet.

Det er væsentligt at påpege, at uanset fastsættelsen af lokale serviceniveaubeskrivelser, vil der i den enkelte sag altid blive foretaget en konkret og individuel vurdering af, om den påtænkte indsats imødekommer behovet hos familien. Denne vurdering vil tage udgangspunkt i den enkelte families udfordringer men også ressourcer til selv at mestre eget liv.

Tilbuddene på familieområdet skal ses i sammenhæng med kommunens politikker, herunder særligt Familie-, børne- og læringspolitikken 2023-2026. Politikken sætter målsætninger og dermed den faglige retning for udviklingen gennem seks fokusområder, hvoraf fokusområderne borgerdialog, forældreansvar samt læring og trivsel særligt er relevante for disse ydelseskataloger.

Økonomi og organisatoriske konsekvenser

Tilpasningerne af ydelseskatalogerne sker inden for områdets eksisterende økonomiske ramme.

Videre proces

Efter politisk behandling vil ydelseskatalogerne blive opdateret på hjemmesiden.

Ydelseskatalogerne vil igen blive politisk behandlet i 4. kvartal 2027 og sendt i høring i Handicaprådet, såfremt der er behov or at lave tilpasninger af ydelseskatalogerne.

Lovgrundlag

Ydelseskataloget er lavet med afsæt i reglerne i § 154 i barnets lov. Indholdet af ydelseskatalogerne er baseret på barnets lov fra lovbekendtgørelse nr. 642 fra den 1. juli 2026 med senere ændringer.

Indstilling

Direktøren for Job og Velfærd indstiller til Byrådet via Familie-, børn og læringsudvalget og Økonomiudvalget at godkende tilpasninger af ydelseskatalogerne på familieområdet.

Bilag

Kilde: Syddjurs Kommune, Familie-, børne- og læringsudvalget, dagsorden fra mødet tirsdag 10. november 2026, punkt 104. Læs den originale sag hos kommunen.