Besluttet 7. september, Sundhedsudvalget, Tønder
Danmarkskortet over omgørelsesprocenter på det sociale område
SENIOR- OG SOCIALDIREKTØREN INDSTILLER, at orienteringen tages til efterretning, og at indstillingen videresendes til Kommunalbestyrelsen.
Kort fortalt
- Hvem
- Sundhedsudvalget, Tønder Kommune
- Hvornår
- Mandag 7. september 2026
- Status
- Besluttet. Indstillingen anbefales.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Socialministeriets Danmarkskort er et kommuneopdelt overblik med det forudgående års
statistik over omgørelsesprocenten i Ankestyrelsen i klagesager efter Serviceloven og Barnets
Lov.
Når en borger klager over en kommunal afgørelse på socialområdet, er det Ankestyrelsen, der
behandler klagen. Afgørelserne fordeler sig efter hvorvidt sagerne er hjemvist, stadfæstet,
ændret/ophævet eller afvist.
En hjemvisning betyder, at sagen, er blevet sendt tilbage til kommunen, der skal behandle og
træffe afgørelse en gang til.
En stadfæstelse betyder, at Ankestyrelsen er enig i kommunens afgørelse.
En afvisning betyder, at Ankestyrelsen ikke behandler sagen. Det kan enten være fordi, der er
klaget for sent, eller Ankestyrelsen ikke er den rette instans. Det kan også skyldes, at
personen, der har indgivet klagen, beslutter sig for at opgive klagen, eller den af anden grund
bortfalder.
En ændring/ophævelse betyder, at Ankestyrelsen har ændret kommunens afgørelse.
Omgørelsesprocenten fortæller derfor noget om rigtigheden af den del af kommunens
afgørelser, der påklages til Ankestyrelsen, men fortæller ikke noget om den generelle kvalitet af
kommunens sagsbehandling. Kortet viser således ikke, om der er fejl og mangler i de sager,
som der ikke klages over. Ligeledes vil afgørelsen i en del af sagerne, som hjemvises, ikke
nødvendigvis ændres som følge af yderligere oplysninger m.v.
I Tønder Kommune følger Arbejdsmarkeds- og Landdistriktsudvalget, Sundhedsudvalget og
Socialudvalget udviklingen over omgørelsesprocenter på socialområdet tæt. Udvalgene
behandler omgørelsesprocenterne på socialområdet i Tønder Kommune to gange om året. På
baggrund af denne orientering iværksætter udvalgene eventuelle relevante initiativer på
området.
Omgørelsesprocent på socialområdet i Tønder Kommune 2025
Danmarkskortet for socialområdet dækker over alle bestemmelser i Serviceloven og Barnets
Lov, hvor der er klageadgang. Danmarkskortet viser, at Ankestyrelsen har behandlet 38 sager
efter Serviceloven og Barnets Lov.
I 25 af de 38 klagesager har Ankestyrelsen omgjort kommunens afgørelse, hvilket giver en
omgørelsesprocent på 66. De omgjorte afgørelser består af fire ændrede/ophævede sager og
21 sager, hvor Ankestyrelsen har bedt kommunen behandle sagen på ny.
Omgørelsesprocenten på landsplan er 46,8.
De 38 sager i 2025 fordeler sig således:
Børn og Familie: 13 sager efter Barnets Lov (omgørelsesprocent på 77) - tre stadfæstet,
tre afviste og syv hjemvist.
Voksen Social: Otte sager efter Serviceloven (omgørelsesprocent på 87,5) - en
stadfæstet og syv hjemvist.
Pleje og Omsorg: 16 sager efter Serviceloven og en sag efter Barnets Lov
(omgørelsesprocent på 47,1) - ni stadfæstet, en ændret/ophævet og syv hjemvist.
Ud af de 38 sager henhører 21 sager under Socialudvalget, mens 17 henhører under
Sundhedsudvalget.
Omgørelsesprocenten for afgørelser henhørende under Serviceloven og Barnets Lov er 58,3
og 78,6 hhv. Omgørelsesprocenten på landsplan er på 42,1 for Serviceloven og 55,2 for
Barnets Lov.
I 2025 fordelte sagerne på socialområdet ved:
Ændret/ophævet: 1 sag svarende til 2,6 % - landsplan 6,2 %
Hjemvist: 21 sager svarende til 55,3 % - landsplan 40,6 %
Det bemærkes at de 38 sager, der har være behandlet i Ankestyrelsen, er ud af et samlet antal
ydelser på 5034 for hele socialområdet, svarende til 0,75 %.
Omgørelsesprocent på børnehandicapområdet i Tønder Kommune i 2025
Danmarkskortet medtager kun bestemmelser på børnehandicapområdet, hvorimod
Danmarkskortet for socialområdet, medtager alle bestemmelser i Serviceloven og Barnets Lov.
Danmarkskortet viser, at Ankestyrelsen har behandlet syv afgørelser henhørende under
børnehandicapområdet i 2025.
Af syv behandlede afgørelser er seks afgørelser omgjort.
Ændret/ophævet: En sag svarende til 14,3 % – landsplan: 10,6 %
Hjemvist: Fem sager svarende til 71,4 % – landsplan: 48,0 %
Omgørelsesprocenten inden for børnehandicapområdet i Tønder Kommune er 85,7.
Omgørelsesprocenten inden for børnehandicapområdet er på landsplan 58,6.
Det bemærkes at de syv sager, der har været behandlet i Ankestyrelsen, er ud af et samlet
antal ydelser på 193 for børnehandicapområdet, svarende til 3,6 %.
Omgørelsesprocent på voksenhandicapområdet i Tønder Kommune i 2025
Danmarkskortet medtager kun bestemmelser på voksenhandicapområdet, hvorimod
Danmarkskortet for socialområdet, medtager alle bestemmelser i Serviceloven og Barnets Lov.
Danmarkskortet viser, at Ankestyrelsen har behandlet fem sager henhørende under
voksenhandicapområdet i 2025. De fem sager som vedrører Servicelovens §100 (merudgifter)
er blevet hjemvist.
Omgørelsesprocenten inden for voksenhandicapområdet i Tønder Kommune er derfor 100.
Omgørelsesprocenten inden for voksenhandicapområdet er på landsplan 43,3.
Hjemvisningerne omhandlede behovet for mere dokumentation og/eller tydeligere
udspecificering i forhold til udmåling af beløbet, hvorfor genbehandling af sagerne kan medføre
samme afgørelse som tidligere.
Det bemærkes at de fem sager, der har været behandlet i Ankestyrelsen, er ud af et samlet
antal ydelser på 188 for voksenhandicapområdet, svarende til 2,7 %.
Link til tre Danmarkskort https://www.sm.dk/danmarkskort/2026
Sagen behandles samtidig i Socialudvalget.
Indstilling
SENIOR- OG SOCIALDIREKTØREN INDSTILLER,
at orienteringen tages til efterretning, og
at indstillingen videresendes til Kommunalbestyrelsen.
Beslutning
Indstillingen anbefales.
Jacob Tästensen deltog ikke i mødet.
Kilde: Tønder Kommune, Sundhedsudvalget, referat fra mødet mandag 7. september 2026, punkt 5. Læs den originale sag hos kommunen.