Vejle
Skift kommune
KøbenhavnVejleAlle kommuner

Besluttet 7. september, Klima-, Natur- og Miljøudvalget, Vejle

Hvordan skal Vejle Kommune arbejde med skovrejsning?

Vejle Kommunes indflydelse på den aktuelle skovrejsning i kommunen er begrænset. Samtidig er rammevilkårene for skovrejsning under forandring.

Kort fortalt

Hvem
Klima-, Natur- og Miljøudvalget, Vejle Kommune
Hvornår
Mandag 7. september 2026
Status
Besluttet. Drøftet.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

Nuværende strategi
I Vejle Kommunes Klimaplan, er der et mål om plantning af 3.000 ha ny skov inden 2030.
Strategien har været, at skovrejsningen i Vejle Kommune primært foregår på privatejede
arealer. Vejle Kommune har etableret et samarbejde med Klimaskovfonden og Growing Trees
Network, der giver tilskud til skovrejsning, for sammen at motivere lodsejere til at rejse skov og
motivere virksomheder til at støtte skovrejsningen økonomisk. Forvaltningen har de sidste to år
gennemført forskellige informationskampagner, informationsmøder og skovvandringer for at
motivere lodsejere og virksomheder. Gennemsnitligt er der givet tilladelse til at rejse ca. 280
ha årligt. I alt er der rejst ca. 1.800 ha siden 2020.
Tilladelserne viser en stigende tendens fra 2023-2025, men i 2026 er antal ha der søges
skovrejsning på faldet markant. Skovrejsning på mindre arealer (ca. 5 ha.) ser ud til at
fortsætte, mens der har været tegn på at de store kommercielle skovrejsninger er aftagende,
formentlig på grund af for høje jordpriser. Der er dog indikationer på, at der kommer gang i
kommercielle skovrejsninger igen.,
De eksisterende ordninger er tilsyneladende ikke attraktive nok til at professionelle landmænd
rejser særlig meget skov. Dette kræver en revision af ordningerne, som måske kommer i
forbindelse med den nye skovlov.
Kommunal skovrejsning siden 2020
Det har ikke været en del af strategien at rejse kommunal skov. Siden 2020 er der rejst ca.10
ha. skov på kommunal ejet jord fordelt på tre skove. De to projekter er erstatningsskov (dvs
skov plantet som erstatning for fældning af fredsskovsarealer ifbm f. eks. vejbyggeri) ved
Børkop og Urhøj, og det sidste er ved Vandel ifm. Klimalandsbyprojektet. Dertil kommer to
ansøgninger om ny urørt skovrejsning, i alt ca. 17 ha, der skal rejses på Den Danske
Naturfonds arealer i samarbejde med Klimaskovfonden og Vejle Kommune.
Der er kommunale restarealer i størrelsesordenen to til fire ha. som kan egne sig til
skovrejsning, og i forbindelse med købet af Lerbæk er der forventning om, at der kan komme
yderligere 30-40 ha i spil.
Nationale mål om skovrejsning
Vores skove har altid haft en vigtig samfundsmæssig, multifunktionel rolle med deres iboende
mulighed for at lagre CO2, levere træ til byggeri, møbler og brændsel, som levested for vores
plante- og dyreliv, beskyttelse af grundvand og ikke mindst rekreativt, som mentalt refugium,
oplevelses- og aktivitetsrum. Vejle Kommunes skove er ifølge den seneste natur og
udelivsundersøgelse fra 2024 den naturtype, der er mest efterspurgt af Vejle Kommunes
borgere, næst efter vores strande.

I den Grønne Trepart er der et mål om at rejse 250.000 ha ny skov inden 2045, heraf 100.000
ha ny urørt skov. Skovrejsning indgår her som virkemiddel i omlægningen af landbrugsjord for
at mindske udvaskningen af næringsstoffer til havmiljøet, binding af CO2 samt styrkelse af
biodiversitet. Og i den nye regeringens bestræbelser på at beskytte grundvandet på 160.000
ha i Danmark, er skovrejsning også et effektivt virkemiddel fordi det kan medføre stop for brug
af pesticider. Der er således mange positive effekter af skovrejsning.
Uafklarede forudsætninger
Ny skovlov undervejs
Revision og ændring af den nuværende skovlov er undervejs, som en direkte konsekvens af
aftalen om Den Grønne Trepart. Formålet er at tilpasse lovgivningen, så den passer til
målsætningerne og gør det mere attraktivt for lodsejerne at omlægge landbrugsjord til skov.
Den nye lov skal kunne rumme flere hensyn til såvel natur, grundvandsbeskyttelse som
kvælstofreduktion.
Uvished om hvordan de nye nationale skovrejsningsmål skal fordeles
Hvis det antages at Vejle Kommune skal levere en proportional andel af det nationale mål om
250.000 ha ny skov, heraf 100.000 ha som ny urørt skov, så svarer det til ca. 6.200 ha ny skov
i kommunen, hvoraf ca. 2.500 ha skal være urørt skov. Det er dobbelt så meget som de 3.000
ha som er fastsat i Klimaplanen og som tilstræbes opnået i 2030. Målet for skovrejsning i Grøn
Trepart skal dog først være indfriet i 2045. Der er indikationer på, at skovrejsningsmålene ikke
bliver ligeligt fordelt mellem kommunerne, hvorfor regeringens udmeldinger er vigtige at kende.
Sprøjteforbud og nye SGO-udpegninger fra Miljøstyrelsen
Regeringen forventer at fremsætte et lovforslag, der indfører sprøjteforbud på de sårbare
grundvandsdannende områder (SGO). Miljøstyrelsen er i gang med nye udpegninger af
SGO’er, som forventes at blive styrende for den fremtidige planlægning af
drikkevandsbeskyttelse nationalt. Udpegningerne for hele kommunen forventes klar med
udgangen af 2027. Det nationale sprøjteforbud vil medføre ændret drift eller omlægning af
landbrugsarealer, hvor skovrejsning kan være et af flere virkemidler.
Skovrejsning i forhold til planlægning
Da skovrejsning er frivillig for lodsejerne, er det ikke kommunen der planlægger, hvor der
rejses skov. Skovene rejses sjældent, hvor der er synergier med andre formål, fx
drikkevandsbeskyttelse, kvælstoffjernelse, natur og biodiversitet, etc. I stedet sker den oftest
på mindre arealer. Dette kan skabe konflikter med landskabsværdier (udsigt forsvinder m.v.),
ligesom naturnære arealer ofte vil have bedre af naturpleje end skovrejsning.
Den eneste måde kommunen kan forsøge at styre udviklingen i privat skovrejsning på, er ved
at udpege områder, hvor skovrejsning er uønsket.
Kommunerne har derfor meget begrænsede muligheder for at påvirke den private skovrejsning
på måder, der understøtter synergi med andre formål, nærhed til byer og sammenhæng.
Fire måde at rejse skov på i partnerskaber
Grundet Vejle Kommunes samarbejde med organisationer, der giver tilskud til skovrejsning, er
der gode muligheder for at rejse skov i partnerskaber. Der er fire forskellige muligheder for
samarbejde om skovrejsning, som uddybes i bilag 1:
Skovrejsning sammen med Naturstyrelsen, hvor kommune og vandværker forventes at
bidrage med 150.000 kr pr ha.
Skovrejsning sammen med Growing Trees Network (fordrer at kommunen selv ejer
arealet).
Skovrejsning sammen med Klimaskovfonden som tilskud (fordrer at kommunen selv ejer

arealet).
Skovrejsning sammen med Klimaskovfonden via købsmodellen, hvor kommune forventes
at bidrage med 25.000 kr pr ha.
I alle eksempler, regnes med en jordpris på 200.000 kr. pr ha.
Hvad sker der i andre kommuner?
De største kommuner i Danmark arbejder alle aktivt sammen med Naturstyrelsen om
skovrejsning. Århus, Odense og Aalborg anvender alle modeller, hvor kommune,
vandforsyning og Naturstyrelsen i fællesskab finansierer og gennemfører større
skovrejsningsprojekter med fokus på grundvandsbeskyttelse, biodiversitet og rekreative formål.
Klimaskovfonden arbejder aktivt på at opkøbe arealer med henblik på skovrejsning i
samarbejde med flere kommuner.
Hvilke rammer mangler vi for at kunne udarbejde en ny skovrejsningsstrategi?
Der er på nuværende tidspunkt usikkerhed om:
Krav til skovrejsning de enkelte kommuner imellem?
Krav til andel af urørt skov de enkelte kommuner imellem?
Hvor de sårbare grundvandsdannende områder kommer til at ligge?
Hvorvidt staten vil komme med mere attraktive modeller for skovrejsning i lyset af den
begrænsede skovrejsning der sker i landbrugserhvervet?
Hvorvidt kommunerne vil få bedre mulighed for at styre skovrejsningen?
Hvorvidt Vejle Kommunes nuværende skovrejsningsstrategi kan indfri målet i
klimaplanen?
Forslag til strategi indtil rammer er på plads
Som det fremgår ovenfor, er der aktuelt en række usikkerhedsmomenter, men der er
forventning om en afklaring inden for et til halvandet år. For at udnytte tiden indtil afklaring
bedst muligt, foreslår forvaltningen:
At man fortsætter den nuværende tilgang til skovrejsning med informationsmøder og
oplysning i de samarbejdsaftaler der er med Growing Trees Network og Klimaskovfonden
At man som kommune arbejder med at etablere skovrejsning på kommunale jorder i
forbindelse med Lerbæk, på øvrige restarealer og i kommende vejprojekter.
At man identificerer to til tre større arealer til skovrejsning f.eks i forbindelse med
Akutpakke Vork projektet og ved Givskud (det skal undersøges om NST vil sælge
arealerne til Klimaskovfonden) og indgår forhandlinger med Klimaskovfonden om
udviklingen af projekter i relation til købsmodellen med henblik på at høste erfaringer.
At Forvaltningen, når der foreligger afklaring på de ovenfor beskrevne forhold formentlig
om et til to år, igen sætter skovrejsning på dagsordenen i Klima-, Natur- og Miljøudvalget.
Forvaltningen foreslår at ovenstående aktiviteter, som bl.a. består af en administrativ og
kommunikativ indsats, projektering og drift af tilplantede arealer, samt kommunal
medfinansiering til samarbejdet om opkøbsmodellen med Klimaskovfonden, finansieres af en
pulje til skovrejsning på 3 mio. kr. om året de næste 4 år, som foreslået i budget 2026.

Klima og resiliensvurdering
Skovrejsning er et vigtigt redskab i kampen mod klimaforandringer, fordi træer optager og
binder CO2 fra atmosfæren. Forskellige træer har forskelige optag. Forskerne er uenige om
hvorvidt der lagres mest CO2 i produktionsskov eller i urørt skov, da det er et komplekst

regnskab der inkluderer, hvilke type landbrug der afløses, hvilke jorder træer vokser i, hvilke
træarter der plantes, hvornår træerne fældes og hvad træmassen bruges til efterfølgende, om
der er græsning og en række andre faktorer. Givet er det dog, at skovrejsning er et emne der
griber ind i flere vigtige samfundsmæssige dagsordener, udover klima, der handler om
befolkningens velfærd og resiliens.

Sagens videre forløb
Sagen skal alene behandles af Klima-, Natur- og Miljøudvalget.

Indstilling

TEKNIK- OG MILJØDIREKTØREN INDSTILLER,
at sagen drøftes.

Beslutning

Drøftet.

Kilde: Vejle Kommune, Klima-, Natur- og Miljøudvalget, referat fra mødet mandag 7. september 2026, punkt 5. Læs den originale sag hos kommunen.