Besluttet 7. oktober, Udvalget for Lokalsamfund og Nærdemokrati, Vejle
Ansøgning fra Sportsfiskeriets Hus : "Mere end bare en trappe"
Danmarks Sportsfiskerforbund søger 400.000 kr. til ombygning af den eksisterende trappe ved Sportsfiskeriets Hus i Vingsted. Formålet er at skabe et multifunktionelt udendørs undervisnings- og formidlingsrum med fokus på natur, vandmiljø og lystfiskeri.
Kort fortalt
- Hvem
- Udvalget for Lokalsamfund og Nærdemokrati, Vejle Kommune
- Hvornår
- Onsdag 7. oktober 2026
- Status
- Besluttet. Godkendt.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Danmarks Sportsfiskerforbund søger støtte til projektet "Mere end bare en trappe" til
Sportsfiskeriets Hus ved forbundets faciliteter i Vingsted. Projektet omfatter en transformation
af den eksisterende trappe til et multifunktionelt anlæg, som både skal fungere som
adgangsvej, udsigtsplatform, udendørs undervisningsrum og formidlingsfacilitet.
Ansøger ønsker at styrke formidlingen af natur, vandmiljø og lystfiskeri samt skabe bedre
rammer for undervisning og ophold i området. Det nye anlæg skal blandt andet anvendes af
skoleklasser, besøgende ved Sportsfiskeriets Hus, familier, vandrere på Bindeballestien og
gæster fra områdets øvrige attraktioner.
Projektet indgår i et område, hvor der gennem en årrække er investeret i natur- og
friluftsfaciliteter. Anlægget forventes at understøtte de eksisterende rekreative tilbud og bidrage
til, at flere besøgende gør ophold i området. Trappen bliver dermed ikke alene et funktionelt
anlæg, men også et sted for læring, ophold og formidling.
Projektet er udviklet af ansøger og gennemføres med hjælp fra frivillige medlemmer og
professionelle håndværkere. Ansøger har opnået betydelig ekstern finansiering fra fonde og
samarbejdspartnere, herunder Vingsted Centrets Fond.
Forvaltningen vurderer, at projektet bidrager positivt til oplevelsesværdien i området og
understøtter kommunens ambitioner om attraktive natur- og friluftsområder. Samtidig vurderes
det, at projektet ligger på arealer ejet af ansøger selv, og at investeringen derfor også styrker
værdien af foreningens egne faciliteter. Dette forhold taler for en reduceret støtte fremfor fuld
finansiering.
Forvaltningens vurdering
Forvaltningen vurderer, at projektet understøtter flere af de værdier, som Udvalget for
Lokalsamfund og Nærdemokrati arbejder for, herunder attraktive lokalområder, læring i naturen
og lokalt engagement. Projektet skaber ikke et nyt lokalsamfundsdrevet mødested i traditionel
forstand, men tilfører en ny funktion til et eksisterende besøgsmål, som benyttes af mange
forskellige målgrupper.
Det er samtidig et opmærksomhedspunkt, at projektet etableres på ansøgers eget areal og ved
ansøgers egne faciliteter. Forvaltningen vurderer derfor, at det er rimeligt, at hovedparten af
finansieringen fortsat kommer fra forbundet selv og de eksterne fonde.
Forvaltningen indstiller derfor, at projektet støttes med 100.000 kr. fra Udviklingspujlen.
Tilskuddet anerkender projektets offentlige værdi og sammenhæng med områdets øvrige
natur- og friluftstilbud, samtidig med at hovedansvaret for finansieringen fortsat bæres af
ansøger og de deltagende fonde.
Fællesskab og nye mødesteder
Projektet etablerer et udendørs undervisnings- og opholdsrum, som kan anvendes af
skoleklasser, besøgende og brugere af områdets rekreative faciliteter. Anlægget forventes at
skabe bedre rammer for fælles aktiviteter, læring og ophold i naturen.
Innovation og læring der kan deles
Projektet indeholder interessante elementer omkring naturformidling, genbrug af
byggematerialer og multifunktionel anvendelse af eksisterende faciliteter. Erfaringerne kan
have inspirationsværdi for andre aktører, der arbejder med naturbaseret læring og
friluftsfaciliteter.
Økonomi
Udvalget ansøges om 400.000 kr. Forvaltningen anbefaler, at projektet finansieres med
100.000 kr. svarende til 7 % af projektets samlede budget på 1.515.000 kr.
Midlerne reserveres på den kommende Udviklingspulje 2027.
Klima og resiliensvurdering
Projektet indeholder tydelige bæredygtighedselementer gennem genbrug af materialer fra den
eksisterende trappe. Ansøger har fokus på transformation frem for nedrivning og nybyggeri,
hvilket reducerer ressourceforbruget og understøtter cirkulær anvendelse af materialer.
Sagens videre forløb
Sagen skal alene behandles af Udvalget for Lokalsamfund og Nærdemokrati.
Indstilling
TEKNIK- OG MILJØDIREKTØREN INDSTILLER,
at udvalget bevilger 100.000 kr. fra Udviklingspujlen 2027, til projektet mere end bare en
trappe til Sportsfiskeriets Hus.
Beslutning
Godkendt.
Kilde: Vejle Kommune, Udvalget for Lokalsamfund og Nærdemokrati, referat fra mødet onsdag 7. oktober 2026, punkt 11. Læs den originale sag hos kommunen.