Besluttet 25. februar, Byrådet, Viborg
Ejendomssag- Køb af en del af Brandstrupvej 50, 8840 Rødkærsbro (bevillingssag) (punktet blev på mødet behandlet som et lukket punkt)
Køb af en del af Brandstrupvej 50, 8840 Rødkærsbro Byrådet har vedtaget en lokalplan for et boligområde i Rødkærsbro med henblik på kommunal byggemodning. Der skal tages stilling til, om kommunen køber arealet samt fastsættelse af vilkår i købsaftale for Brandstrupvej 50 i Rødkærsbro.
BoligerByggeri og lokalplanerBudget og økonomi
Bydele i sagen: Rødkærsbro
Kort fortalt
- Forslaget
- Kommunen køber en del af ejendommen Brandstrupvej 50, 8840 Rødkærsbro, for ca. 1.750.000 kr. jf. sagsfremstillingen
- Der gives en anlægsudgiftsbevilling på 1.821.000 (købesum + udgifter forbundet med handlen) kr. til kontoen ”Køb af en del af Brandstrupvej 50, Rødkærsbro” med rådighedsbeløb i 2026
- Udgiften på 1.821.000 kr. i 2026 finansieres ved nedsættelse af rådighedsbeløbet på kontoen ”Nye jordkøb”.
- Hvem
- Byrådet, Viborg Kommune
- Hvornår
- Onsdag 25. februar 2026
- Status
- Besluttet. Indstillingen fra Økonomi- og Erhvervsudvalget godkendes.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Kommunaldirektøren foreslår, at Økonomi- og Erhvervsudvalget indstiller til byrådet,
1. at Kommunen køber en del af ejendommen Brandstrupvej 50, 8840 Rødkærsbro, for ca. 1.750.000 kr. jf. sagsfremstillingen,
2. at der gives en anlægsudgiftsbevilling på 1.821.000 (købesum + udgifter forbundet med handlen) kr. til kontoen ”Køb af en del af Brandstrupvej 50, Rødkærsbro” med rådighedsbeløb i 2026, og
3. at udgiften på 1.821.000 kr. i 2026 finansieres ved nedsættelse af rådighedsbeløbet på kontoen ”Nye jordkøb”.
Behandling i Økonomi- og Erhvervsudvalget 18. februar 2026
Økonomi- og Erhvervsudvalget indstiller til byrådet,
1. at Kommunen køber en del af ejendommen Brandstrupvej 50, 8840 Rødkærsbro, for ca. 1.750.000 kr. jf. sagsfremstillingen,
2. at der gives en anlægsudgiftsbevilling på 1.821.000 (købesum + udgifter forbundet med handlen) kr. til kontoen ”Køb af en del af Brandstrupvej 50, Rødkærsbro” med rådighedsbeløb i 2026, og
3. at udgiften på 1.821.000 kr. i 2026 finansieres ved nedsættelse af rådighedsbeløbet på kontoen ”Nye jordkøb”.
Sagsfremstilling
Historik
Byrådet har den 14. december 2022 (Link til sag nr. 19 i byrådet den 14. december 2022) bevilget 425.000 kr. som tilskud til lugtreducerende anlæg på Brandstrup Søvej 9. Dette var en
forudsætning for, at der kan planlægges for boliger ved Brandstrupvej.
Byrådet godkendte på mødet den 28. januar 2026 (Link til sag nr. 3 i byrådet den 28. janauar 2026) lokalplan nr. 592 for boligområde ved Brandstrupvej i Rødkærsbro.
Byrådet har i en tidligere sag på dagens møde forholdt sig til spørgsmålet om, hvorvidt byrådet er sindet at ekspropriere arealet ved Brandstrupvej 50, som er udlagt til boligområde i lokalplan nr. 592, hvis det ikke er muligt at indgå en frivillig aftale,
Inddragelse og høring
Intet.
Beskrivelse
Forvaltningen har sideløbende med udarbejdelse af lokalplan nr. 592 været i dialog med ejeren af Brandstrupvej 50 i Rødkærsbro om køb af en del af ejendommen på ekspropriationslignende vilkår.
Lokalplanen udlægger et areal på ca. 50.000 m2 af matr.nr. 11b, Brandstrup By, Vindum, til boligområde. Ifølge lokalplanen vil der på arealet blive udstykket 16 parcelhusgrunde samt 2 storparceller. For at lokalplanen kan realiseres, skal disse 50.000 m2 købes af kommunen. Arealet er vist i kortet i bilag 1.
Til brug for forhandlingerne med lodsejer har forvaltningen indhentet vurderinger af prisen på jorden.
Der foreligger en mæglervurdering, der fastlægger markedsprisen for boligjord til 50 kr. pr. m 2. Vurderingen tager dog ikke højde for, at der forventes arkæologiske udgifter for 2,8 mio. kroner. Hvis udgifterne til arkæologi alene fratrækkes markedsprisen, vil arealet ikke have en særskilt værdi højere end landbrugsjord.
Kommunen skal handle økonomisk forsvarligt og må ikke købe jord og byggemodne den med henblik på salg, hvis der ikke er udsigt til, at grundene kan sælges til en pris, der dækker kommunens udgifter.
Da udgiften til arkæologi følger af den kommende byggemodning, har forvaltningen beregnet den tilbudte grundpris ud fra udgifter til byggemodning.
De samlede udgifter til byggemodning af området inkl. arkæologiske udgravninger og lugtreducerede anlæg forventes at medføre, at der kan byggemodnes og sælges parcelhusgrunde til 600.000-650.000 kr. inkl. moms og storparcel til tæt-lav til ca. 350 kr. pr. m2 inkl. moms.
Disse priser er sammenlignelige med nyere udstykninger i sammenlignelige bysamfund bl.a.
Bjerregrav og Hammershøj. På den baggrund har forvaltningen tilbudt grundejer at købe jorden for 35 kr. pr. m2.
Alternativer
Intet.
Tidsperspektiv
Lodsejer sælger arealet til kommunen på ekspropriationslignende vilkår, hvilket betyder, at salget vil være skattefrit for sælger. Det er en betingelse for handlen, at lodsejer modtager et bindende svar fra SKAT om, at salget vil være skattefrit. Det er derfor aftalt med sælger, at overtagelsesdagen fastsættes til den første i måneden efter sælger har modtaget bindende svar fra SKAT. Det tager erfaringsmæssigt mellem 2 og 6 måneder at få en tilbagemelding fra SKAT.
Økonomiske forhold og konsekvenser
Kommunen afholder alle udgifter forbundet med handlen.
Der er indhentet overslag fra landinspektør på udgiften til udstykning. Denne lyder på ca. 25.000 kr. Der er indhentet to vurderinger af jordprisen. Forvaltning har hertil afholdt en udgift på samlet 34.000 kr. Der skal afholdes en udgift til tinglysning på 12.350 kr. I alt forventes der udgifter forbundet med handlen på ca. 72.000 kr.
Juridiske og planmæssige forhold
Intet.
Sagen forventes offentliggjort efter endelig underskrift af købsaftalen.
Beslutning
Indstillingen fra Økonomi- og Erhvervsudvalget godkendes.
Kilde: Viborg Kommune, Byrådet, referat fra mødet onsdag 25. februar 2026, punkt 19. Læs den originale sag hos kommunen.