Besluttet 15. september, Børne- og Ungdomsudvalget, Viborg
Udtalelser om tilrettelæggelse af skolebuskørsel i skoleåret 2026-27
I lighed med tidligere år præsenteres Børne- og Ungdomsudvalget for skolebestyrelsernes udtalelser i forbindelse med planlægning af skolebusruter for skoleåret 2026/27. Udtalelserne omfatter således planlægningen af de skolebusruter, som havde opstart ved skoleårets start i august i år.
Kort fortalt
- Forslaget
- Børne- og Ungdomsudvalget drøfter, om udtalelserne giver anledning til bemærkninger
- Hvem
- Børne- og Ungdomsudvalget, Viborg Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 15. september 2026
- Status
- Besluttet. 1. Udtalelserne gav ikke anledning til bemærkninger udover, at det bør tilstræbes at få ryddet cykelstierne for sne om vinteren. 2. Forvaltningen blev anmodet om på et kommende møde at orientere om de eksisterende rammer for skolebuskørsel.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Direktøren for Børn & Unge indstiller,
1. at Børne- og Ungdomsudvalget drøfter, om udtalelserne giver anledning til bemærkninger
Sagsfremstilling
Historik
I lighed med tidligere år præsenteres Børne- og Ungdomsudvalget for skolebestyrelsernes udtalelser i forbindelse med planlægning af skolebusruter for skoleåret 2026/27.
Inddragelse og høring
Ifølge §4 i Bekendtgørelse om befordring af elever i folkeskolen ”skal kommunalbestyrelsen indhente udtalelse om ordningens nærmere tilrettelæggelse, herunder om ruter og opsamlingssteder, afgangstider og ventetider, fra de berørte skolebestyrelser.” Der er på denne baggrund indhentet udtalelser blandt bestyrelserne på de skoler, hvis elever transporteres med bus, enten i form af skolebusruterne eller de offentlige ruter tilrettelagt af Midttrafik.
Beskrivelse
Skolebestyrelsernes fulde udtalelser fremgår af bilag 1. Nedenfor gengives de gennemgående temaer i udtalelserne. Vi har modtaget udtalelser fra 12 bestyrelser.
Udtalelser om afviklingen af kørslen
Flere skolebestyrelser giver udtryk for, at skolebuskørslen fungerer tilfredsstillende, og udfordringer fra sidste skoleår er i vid udstrækning løst i år. En enkelt bestyrelse oplyser, at bussen er punktlig, og chauffør opleves som imødekommende og hjælpsom. Flere skolebestyrelser fremhæver de positive erfaringer med den nuværende busdrift, herunder mulighed for at tage kammerater med bussen, en hensigtsmæssig fordeling af køretid samt rettidig ankomst til skolen. Bestyrelsen opfordrer til fortsat fokus på disse forhold. En enkelt bestyrelse oplyser, at enkelte afgange er overfyldte.
Forvaltningens bemærkninger: Eleverne må gerne stå op, man kan ikke være garanteret at få en siddeplads.
En enkelt bestyrelse oplever udfordring i forbindelse med kørsel til arrangementer, undervisningsforløb og øvrige aktiviteter uden for skolen og kommunikationsvanskeligheder i forbindelse med afhentning og koordinering af kørsel.
Forvaltningens bemærkning: De beskrevne udfordringer tages til efterretning. Trafikplanlæggeren vil kontakte skolen med henblik på at drøfte de konkrete oplevelser og forventningsafstemme mulighederne for planlægning og koordinering af arrangementskørsel inden for de gældende kontraktmæssige og driftsmæssige rammer.
En enkelt bestyrelse har ønske om, at der køres på samme måde og samme rute hver dag.
Forvaltningens bemærkninger: Skolebusruterne er tilrettelagt efter de elever, som skal hjem, hvorfor alle ruter ikke er ens. Det forsøges at lave så ens ruter som muligt.
Enkelte skolebestyrelser oplever udfordringer som følge af vejarbejde og manglende information herom. Der peges på, at tidligere orientering til busselskaberne kan bidrage til bedre planlægning af skolekørslen og færre driftsforstyrrelser.
Forvaltningens bemærkninger: Der arbejdes løbende på at sikre skolekørslen bedst muligt i forbindelse med vejarbejder. Hvor det er nødvendigt, tilpasses ruter eller iværksættes midlertidige løsninger under hensyntagen til de konkrete forhold.
En enkelt skolebestyrelse har et ønske om, at overbygningselever fra Vammen kan
benytte skolebuskørsel i tilfælde, hvor offentlig transport opleves som mindre hensigtsmæssig i forhold til rejsetid og daglig transport til og fra skole.
Forvaltningens bemærkninger: Overbygningselever fra Vammen er ikke skolebusberettiget, og dermed planlægges der ikke kørsel efter deres ringetider. Dog må eleverne gerne benytte skolebussen, hvis der er plads, og de kan bruge de planlagte stoppesteder.
En enkelt bestyrelse ønsker et stop i Vejrumbro, så eleverne med bopæl i Vejrumbro kan køre med skolebussen, selvom de ikke går på deres distriktsskole.
Forvaltningens bemærkninger: Der planlægges ikke særskilt skolebuskørsel for elever, der har valgt en anden skole end distriktsskolen. De har dog mulighed for at benytte eksisterende skolebusruter, hvis der er ledig kapacitet, og de kan benytte de planlagte stoppesteder.
Udtalelser angående serviceniveau
Enkelte skolebestyrelser efterspørger, at skolebuskørslen tilpasses SFO-tiderne, så det bliver lettere for elever at benytte både SFO og skolebus.
Forvaltningens bemærkninger: Skolebusruter planlægges efter skolens ringetider og de kørselsberettigedes skema. Elever må gerne benytte skolebussen efter SFO, hvis der er plads, og de kan bruge de planlagte stoppesteder.
Af § 1, stk. 2 i Bekendtgørelsen om befordring af elever i folkeskolen fremgår: ”Kommunalbestyrelsen har alene pligt til at sørge for befordring af børn mellem skolefritidsordning og hjem, hvis det kan ske uden etablering af særskilt befordring og dermed uden merudgift for kommunen.”
Enkelte skolebestyrelser efterspørger, at vurderingen af sikre og usikre skoleveje i højere grad tager højde for årstidsbestemte forhold, herunder særligt elevernes cykelforhold i vinterperioden.
Forvaltningens bemærkninger: Der skelnes ikke mellem sommer- og vinterhalvår i forhold til, om man er busberettiget. Som udgangspunkt er der i hele kommunen ikke belysning uden for byzonen. Offentlige stier bliver sneryddet sammen med klasse 2 veje, dvs. veje som bestræbes at holdes farbare mellem kl. 7.00 – 18.00.
Én skolebestyrelse understreger vigtigheden af, at skolebuskørslen planlægges med fokus på sikkerhed, tryghed, korte transporttider og hensyn til elevernes skoledag.
Forvaltningens bemærkninger: Busplanlægningen tilrettelægges inden for gældende lovgivning og rammer med henblik på at sikre elevernes sikkerhed, trivsel og en hensigtsmæssig sammenhæng mellem transport og skoledag.
En enkelt bestyrelse peger på, at nogle elever har lang transporttid og samtidig et længere stykke at gå til og fra stoppestedet, hvilket særligt i vinterhalvåret kan opleves som en udfordring.
Skolebusruterne planlægges med fokus på kortest mulig transporttid. Den maksimale køretid er 60 minutter, og eventuelle overskridelser skal meddeles busselskabet. Opsamling sker ikke nødvendigvis ved elevens bopæl, og der gælder derfor følgende afstandskrav til nærmeste opsamlingssted:
1,25 km for 0.-3. klasse 3 km for 4.-6. klasse 3,5 km for 7.-9. klasse
Udtalelser om kontraktlige forhold
En enkelt skolebestyrelse ønsker øget opmærksomhed på, at elever anvender de sikkerhedsseler, der er monteret i skolebusserne.
Forvaltningens bemærkninger: Sikkerhedsseler skal anvendes i de busser, hvor de er monteret. Det er ikke chaufførens ansvar at sikre, at eleverne benytter selen, og forvaltningen opfordrer derfor forældre til løbende at minde deres børn om at anvende sele under kørslen.
En enkelt skolebestyrelse oplever udfordringer med chaufførers begrænsede danskkundskaber, hvilket kan vanskeliggøre kommunikationen med eleverne og skabe utryghed i særlige situationer.
Forvaltningens bemærkninger: Ifølge kontrakten skal chauffører kunne beherske det danske sprog.
En enkelt bestyrelse oplyser, at SMS-ordning ikke fungerer optimal fx ved aflysning.
Forvaltningens bemærkninger: Busselskaberne skal give besked, hvis skolebussen er mere end 15 minutter forsinket. Forsinkelser kan skyldes vejarbejde, uforudsigelige vejr- eller trafikforhold. Der gives ikke besked ved forsinkelser under 15 minutter.
Alternativer
Intet
Tidsperspektiv
Intet
Økonomiske forhold og konsekvenser
Intet
Juridiske og planmæssige forhold
Skolebuskørslen planlægges efter Folkeskoleloven §26 og bekendtgørelse om befordring af elever i folkeskolen samt det serviceniveau, der er politisk besluttet (sag nr. 26).
Beslutning
1. Udtalelserne gav ikke anledning til bemærkninger udover, at det bør tilstræbes at få ryddet cykelstierne for sne om vinteren.
2. Forvaltningen blev anmodet om på et kommende møde at orientere om de eksisterende rammer for skolebuskørsel.
Kilde: Viborg Kommune, Børne- og Ungdomsudvalget, referat fra mødet tirsdag 15. september 2026, punkt 9. Læs den originale sag hos kommunen.