Behandlet 18. august, Teknik-, miljø- og havneudvalget, Ærø
Klimatilpasningsplan - forslag til endelig rapport
Indledning: Teknik-, miljø- og havneudvalget forelægges udkast til klimatilpasningsplan for Ærø Kommune med henblik på videre politisk behandling.
Kort fortalt
- Hvem
- Teknik-, miljø- og havneudvalget, Ærø Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 18. august 2026
- Status
- Behandlet. Referatet med beslutningen er ikke offentliggjort endnu.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Indledning:
Teknik-, miljø- og havneudvalget forelægges udkast til klimatilpasningsplan for Ærø Kommune
med henblik på videre politisk behandling.
Sagsfremstilling:
Baggrund og formål
På møde den 22. april 2025 besluttede Teknik-, miljø- og havneudvalget at afsætte 500 t.kr. i
2025-2026 til ekstern rådgivning i forbindelse med udarbejdelse af en klimatilpasningsplan.
Arbejdet blev igangsat i december 2025 med Rambøll som rådgiver.
Der foreligger nu et samlet udkast til klimatilpasningsplanen. Planen suppleres af et notat, hvor
tre udvalgte projekter beskrives nærmere, og der skitseres mulige løsninger og anbefalinger til
næste skridt.
Formålet med klimatilpasningsplanen er at skabe et samlet strategisk grundlag for, hvordan
Ærø Kommune kan styrke robustheden af kritisk infrastruktur og kystnære områder i forhold til
fremtidige klimahændelser.
Et opdateret risikobillede
Med afsæt i de nyeste klimadata, terræn- og erosionsforhold, hydrologiske beregninger og
lokal viden er der udarbejdet et samlet klimarisikobillede for kommunen med udgangspunkt i 17
lokaliteter, der i kommuneplanen er udpeget som særligt sårbare. For hver af de 17 lokaliteter
(veje, havne, diger og kyststrækninger) er der udarbejdet en klimarisikoprofil, der beskriver,
hvilke klimafarer lokaliteten er udsat for, og hvor sårbar den er. Analysen viser, at
havvandsrelaterede risici - højvande, stormflod og erosion - er de mest kritiske, og at de
forstærkes af vind og af ændrede nedbørsmønstre.
Strategier for håndtering af risiko
Planen arbejder med fire overordnede strategier:
Beskyttelse (fx diger og højvandsmure)
Tilpasning (øget robusthed og håndtering af risiko)
Transition (ændret arealanvendelse over tid)
Forebyggelse (af nye risici)
For hver lokalitet er der identificeret og anbefalet mulige tiltag inden for disse strategier.
En prioritering af, hvilke lokationer der først kræver handling
Da kommunen ikke kan sikre alle lokaliteter på én gang, er der lavet en vurdering af, hvor
kommunen først bør sætte ind. De 17 lokaliteter er således vurderet ud fra klimarisiko,
genopretningsmuligheder og kritikalitet for drift. Den rangordnede liste er:
Drejet, Birkholm
Eriks Hale, Gråsten Nor, Marstal Havn og Ærøskøbing Havn
Bakkevej, Urehoved, Søby Havn
Stokkeby Nor
Strandvejen i Marstal, Vesterskov / Ommelshoved
Kragenæsdiget
Havsmarken, Vitsø
Vestre Strandvej, Borgnæs Møllevej
Investerings- og implementeringsplan
Som en del af planen er der udarbejdet en adaptiv investerings- og implementeringsplan, der
har til formål at give kommunen et styringsprincip for, hvilke indsatser der bør konkretiseres
først, hvilke områder der bør modnes eller koordineres yderligere, og hvilke lokaliteter der kan
overvåges og genbesøges ved senere revisioner af planen.
Denne plan bygger på fem hovedprincipper:
1. Klimatilpasning gennemføres først dér, hvor behovet for beslutningsgrundlag eller handling
vurderes størst.
2. Indsatser vurderes på områdeniveau, hvor det er relevant, og ikke kun som enkeltstående
lokaliteter.
3. Investeringer kan fordeles over tid, så kommunen undgår at binde sig til unødigt tidlige eller
for omfattende løsninger.
4. Beslutninger kan justeres i takt med ny viden, ændrede klimaforudsætninger og erfaringer
fra gennemførte projekter.
5. Forskellige risikostyringsstrategier kan anvendes forskellige steder, herunder beskyttelse,
tilpasning, transition og risikoaccept.
Planen understøtter en fleksibel tilgang, hvor prioriteringer kan justeres i takt med ny viden og
ændring i prioritet. Det foreslås at investerings- og implementeringsplanen genbesøges hvert 5.
år.
Overordnede projektbeskrivelser for prioriterede klimatilpasningsindsatser på Ærø
Som et tillæg til klimatilpasningsplanen er der udarbejdet konceptuelle beskrivelser af tre
prioriterede indsatsområder, hvor der var behov for mere viden og konkretisering:
Drejet inkl. Havsmarken og Bakkevej
Digerne ved Gråsten Nor, Stokkeby Nor og Vitsø Nor
Eriks Hale
De tre indsatser er udvalgt på baggrund af den gennemførte klimarisikovurdering,
multikriterieanalyse og efterfølgende prioritering af kommunens klimatilpasningsindsats.
Udvælgelsen afspejler både lokaliteternes klimarisici, deres samfundsmæssige betydning og
behovet for yderligere afklaring eller projektmodning.
Formålet med notatet er at understøtte kommunens videre arbejde med projektmodning,
prioritering, investeringsplanlægning og eventuel finansiering af klimatilpasningsindsatser.
Notatet beskriver overordnede løsningsprincipper, relevante undersøgelser, centrale
udfordringer, økonomisk overslag og anbefalede næste skridt for hver af de tre indsatser.
Videre forløb
Den videre politiske behandling og proces er planlagt som følger:
15. september, behandling i Teknik-, miljø og havneudvalget
7. oktober, behandling i Kommunalbestyrelsen og udsendelse i 4 ugers høring
Uge 46-47, tilretning af rapport og behandling af høringssvar
17. november, endelig beslutning i Teknik-, miljø og havneudvalget
15. december, 2. endelig beslutning i Kommunalbestyrelsen
Klimatilpasningsplanen vil blive gennemgået på udvalgsmødet.
Økonomi:
Der er ikke afsat midler til gennemførelse af klimatilpasningsplanens indsatser. Planen peger
dog på et fremadrettet behov for prioritering af investeringer og målrettede ansøgninger om
ekstern finansiering.
Sagen afgøres af:
Teknik-, miljø- og havneudvalget.
Indstilling:
Teknisk afdeling indstiller, at:
- Teknik-, miljø- og havneudvalget drøfter indholdet af forslag til klimatilpasningsplan
Aktuel beslutning på Teknik-, miljø- og havneudvalget 18-08-2026
Teknik-, miljø- og havneudvalget drøftede udkast til klimatilpasningsplan, med bemærkning om
at anbefale at der afholdes informationsmøde eller -dag efter endelig godkendelse af planen,
frem for høring.
Kilde: Ærø Kommune, Teknik-, miljø- og havneudvalget, referat fra mødet tirsdag 18. august 2026, punkt 2. Læs den originale sag hos kommunen.