Albertslund
Nyt fra byråd og udvalg

Besluttet 8. september, Kommunalbestyrelsen, Albertslund

MNBU/ØU/KB - Beslutning om evaluering af vinterberedskab 2025/26 og opdatering af vinter- og renholdelsesregulativ i Albertslund Kommune

På baggrund af borgerhenvendelser og driftsmæssige erfaringer har forvaltningen evalueret vinterberedskabet for 2025/2026.

Kort fortalt

Hvem
Kommunalbestyrelsen, Albertslund Kommune
Hvornår
Tirsdag 8. september 2026
Status
Besluttet. (F) fremsatte ændringsforslag om, at sagen sendes tilbage til forvaltningen med henblik på en præcisering af, at cykelstier der leder op til skoler, daginstitutioner, stationen og andre knudepunkter skal opprioriteres. For stemte 18 (A, L, Ø, F, B og C) Imod stemte 3 (I og O) Ændringsforslaget blev godkendt, idet sagen sendes tilbage til forvaltningen.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Direktøren for By, Kultur, Miljø & Beskæftigelse indstiller, 1. at evaluering af vinterberedskabet 2025/2026 tages til efterretning, 2. at vinter- og renholdelsesregulativet ændres til at have fire kategorier af veje og stier, 3. at vinter- og renholdelsesregulativet opdateres med, at grusveje og -stier ikke sneryddes eller glatførebekæmpes, og 4. at vinter- og renholdelsesregulativet opdateres med tilføjelserne om, at forhindringer på vejen kan begrænse muligheden for at gennemføre snerydning og glatførebekæmpelse.
Den konst. direktør for By, Kultur, Miljø & Beskæftigelse indstiller på baggrund af den supplerende sagsfremstilling af den 22. juni 2026, 5. at vinter- og renholdelsesregulativet opdateres med en præcisering af vintertjenestens prioritering mellem veje, cykelstier, stier, fortove og busstoppesteder, og 6. at vinter- og renholdelsesregulativet opdateres med en præcisering af, at veje prioriteres først af hensyn til fremkommelighed, trafiksikkerhed, beredskab og kollektiv trafik. 7. at Kommunalbestyrelsen tager til efterretning, at den endelige opgørelse for vinterkontoen viser et forventet samlet forbrug på ca. 8,8 mio. kr., svarende til et merforbrug på 2,1 mio. kr.

Sagsfremstilling

Evaluering af vinterberedskabet 2025/2026 Vinteren 2025/2026 har været både lang og relativt hård, og vinterberedskabet har været aktiveret i videre udstrækning end det ofte har været nødvendigt. Albertslund Kommune har kunnet opretholde fremkommelighed og trafiksikkerhed på vejnettet gennem vinterperioden. Vurderingen af vinterberedskabet er derfor, at det samlet set har håndteret vinterens udfordringer tilfredsstillende.
Forvaltningen har modtaget en del henvendelser på vinterberedskabet og borgernes bemærkninger har derfor været en stor del af evalueringen. Det har dannet grundlag for en række forhold, hvor forvaltningen mener organiseringen og rammerne for vinterberedskabet kan styrkes.
Evalueringen viser, at der i perioder med vedvarende snefald har været et misforhold mellem borgernes forventning til serviceniveauet og den faktiske kapacitet. Særligt har borgere oplevet manglende eller forsinket snerydning, samt udfordringer på cykelstier og stier.
Evalueringen har blandt andet peget på, at den nuværende opdeling af vejnettet i to vejklasser kan gøre prioriteringen vanskelig under aktivt snevejr. En stor andel af vejnettet er i dag prioriteret højt, hvilket i praksis gør det vanskeligt at opretholde et ensartet serviceniveau på alle strækninger samtidig. En mere differentieret opdeling af vejnettet kan derfor bidrage til en mere fleksibel prioritering af vinterindsatsen og give borgerne bedre forståelse af, hvornår de kan forvente snerydning.
Derudover viser erfaringerne fra vinteren, at særlige vejtyper som grusveje og stier samt fysiske forhold i vejarealet kan begrænse mulighederne for snerydning. Det gælder eksempelvis veje med mindre trafikale foranstaltninger som plastbump eller situationer, hvor ulovlig eller uhensigtsmæssig parkering gør det vanskeligt for snerydningsmateriel at komme frem. Forvaltningen anbefaler derfor, at disse forhold bliver præciseret i regulativet for at skabe større gennemsigtighed for borgerne i forhold til, hvordan sådanne forhold kan have betydning for serviceniveauet.
Borgerhenvendelserne peger desuden på et behov for mere løbende og tydelig kommunikation om vinterberedskabet, herunder prioritering af indsatsen og en klarere formidling af ansvarsfordelingen mellem Albertslund Kommune og grundejere.
Evalueringen giver således anledning til at justere vinter- og renholdelsesregulativet.
Opdatering af vinter- og renholdelsesregulativet Det foreslås at justere kategoriseringen af vejnettet. I dag opereres der med to vejklasser (Aog B-veje/stier), men en mere differentieret opdeling kan give bedre muligheder for prioritering

af indsatsen under vintervejr. Det foreslås derfor, at vinter- og renholdelsesregulativet fremover opererer med fire kategorier af veje og stier (A-, B-, C- og D-veje/stier), så indsatsen kan prioriteres mere fleksibelt i forhold til vejnettets betydning for fremkommelighed og trafiksikkerhed. Den nye foreslåede kategorisering af veje og stier fremgår af bilagene. Desuden opdateres de nye vejklasser på det interaktive vejkort på Albertslund Kommunes hjemmeside, så borgerne let kan tilgå information om prioriteringen af snerydning og glatførebekæmpelse (se bilag kortbilag med ny prioritering.)
Derudover foreslås det, at regulativet opdateres med en mere præcis beskrivelse af håndteringen af grusveje og -stier. Her foreslås det, at grusveje og -stier ikke ryddes eller saltes, da salt kan beskadige vejbelægningen, og snerydning på grusveje ikke er muligt i praksis. For at tydeliggøre hvilke veje og stier, som ikke sneryddes eller glatførebekæmpes, vil disse blive afmærket med skiltning.
Regulativet opdateres også med en præcisering om, at det ikke er muligt at gennemføre snerydning på veje, hvor der er etableret små plastik bump. Tilsvarende tilføjes det, at ulovlig eller uhensigtsmæssig parkering på veje og stier kan betyde, at snerydningsmateriel ikke kan komme frem, hvilket kan begrænse mulighederne for at gennemføre snerydning og glatførebekæmpelse.
Det opdaterede regulativ vil danne grundlag for planlægningen af vinterberedskabet fremover.
Kommunens vision og politikker
Snerydning og glatførebekæmpelse bidrager til trafiksikkerhed og fremkommelighed i Albertslund Kommune og er en vigtig driftsopgave i forhold til at sikre trygge rammer for borgere og trafikanter.

Økonomi

Den kolde vinter har medført, at budgettet til snerydning og saltning er blevet blev brugt. Den foreløbige opgørelse viser, at der i 2026 er anvendt ca. 7,7 mio. kr. på vinterberedskabet, mod et budget på 6,7 mio. kr. Den endelige opgørelse for forbruget på vinterkontoen kan dog først fastlægges pr. 1. juni 2026, hvor alle udgifter er fuldt indregnet. Udgifterne følges nøje, og det samlede beløb kan ændre sig frem mod årets udgang.
De foreslåede rettelser i regulativet kan fortsat afholdes inden for den eksisterende driftsramme.
Lovgrundlag
Regulativet er udarbejdet på baggrund af bestemmelser i Lov om offentlige veje og i Lov om private fællesvej LBK nr. 435 af 24/04/2024 og LBK nr. 1050 af 17/09/2024.
Borgerperspektiv

Snerydning og glatførebekæmpelse har stor betydning for borgernes fremkommelighed og trafiksikkerhed i vinterperioden.
En tydelig prioritering af vejnettet kan samtidig skabe større gennemsigtighed for borgerne i forhold til kommunens serviceniveau på forskellige veje og stier.
Historik
Beslutning fra Miljø- Natur og Byudvalget, 21. april 2026: (B), (F), (A) og (Ø) sendte sagen retur idet, der ønskes en beskrivelse af busstoppesteder og de vigtigste stier gennem byen for cyklister samt hvordan veje og stier følges ad og hvordan pendlerparkering prioriteres. Dogan Polat (A) deltog ikke under punktet.
Supplerende sagsfremstilling Direktørområdet By, Kultur, Miljø & Beskæftigelse, 22. juni 2026
Miljø, Natur og Byudvalget sendte sagen retur den 21. april 2026 med ønske om en nærmere beskrivelse af prioriteringen af busstoppesteder, de væsentligste stiforbindelser for cyklister, sammenhængen mellem veje og stier i vinterberedskabet samt prioriteringen af pendlerparkeringspladser.
På den baggrund tilføjer forvaltningen følgende:
Ændring af kategorier Den nye kategorisering betyder ikke, at veje og stier generelt nedprioriteres. Langt de fleste veje og stier opretholder i praksis deres nuværende prioritering.
Når nogle strækninger fremover får en anden kategori, skyldes det primært, at regulativet går fra to til fire kategorier. Det betyder eksempelvis, at en vej eller sti, der tidligere var Bprioriteret, fremover kan blive placeret i C-kategorien, uden at der er tale om en reel nedprioritering.
Den nye A-kategori er derimod en ny og skærpet prioritering. A-kategorien forbeholdes kritisk infrastruktur, hvor fremkommelighed og trafiksikkerhed har særlig betydning. Det gælder blandt andet strækninger med betydning for beredskab, forsyning, kollektiv trafik og adgang til centrale kommunale funktioner.
Prioritering af vej, cykelsti, sti og fortov Regulativet præciserer, hvordan vinterberedskabet prioriterer mellem vej, cykelsti, sti og fortov. Som hovedregel prioriteres veje først, herefter cykelstier og stier og derefter fortove.
Veje prioriteres først, fordi de har størst betydning for fremkommelighed, trafiksikkerhed og adgang for beredskab, kollektiv trafik og øvrig nødvendig trafik. Vej og cykelsti kan i praksis blive ryddet samtidig med forskellige snerydningsmaskiner, men på A-veje ryddes vejen først, da der her er tale om kritisk infrastruktur.
Når vejen er ryddet, vil cykelsti og fortov langs en A-vej være blandt de højest prioriterede cykelstier og fortove. Der foreslås ikke stier i A-kategorien, da A-kategorien reserveres til kritisk

infrastruktur. Det betyder ikke, at stier generelt nedprioriteres. Flere stier vil fortsat have samme faktiske prioritet som i dag, men får en ny kategori, fordi regulativet fremover arbejder med fire kategorier i stedet for to.
Busstoppesteder og parkeringspladser Regulativet præciserer også håndteringen af busstoppesteder og parkeringspladser. Busstoppesteder indgår i prioriteringen sammen med den tilhørende vej, så de først gøres fremkommelige og efterfølgende kan ryddes mere fuldstændigt, når den øvrige prioriterede indsats tillader det.
Parkeringspladser prioriteres efter deres funktion og betydning for fremkommeligheden. Centrale parkeringspladser, herunder de vigtigste pendlerparkeringspladser og parkeringspladserne ved plejehjemmene, prioriteres højt. På parkeringspladser er det som udgangspunkt adgangsveje og kørearealer, der prioriteres, mens de enkelte parkeringsbåse ikke ryddes.

Den foreløbige opgørelse viste et forbrug på vintervedligehold på ca. 7,7 mio. kr. i 2026 mod et budget på 6,7 mio. kr. Den endelige opgørelse på vinterkontoen for perioden januar-maj 2026 viser, at der samlet er anvendt ca. 8,8 mio. kr. på vinterberedskabet.
Ændringer i regulativet I forhold til vinter- og renholdelsesregulativet fremsat på MNBU-mødet den 21. april 2026 er afsnittet om vintertjenestens prioritering præciseret. Præciseringen tydeliggør, at veje prioriteres først af hensyn til fremkommelighed, trafiksikkerhed, beredskab og kollektiv trafik, samt hvordan cykelstier, stier, fortove og busstoppesteder indgår i den efterfølgende prioritering. De øvrige bestemmelser er uændrede.
Beslutning fra Miljø-, Natur- og Byudvalget, den 25. august 2026, punkt 10:
Tiltrådte indstillingen.
Beslutning fra Økonomiudvalget, den 1. september 2026, punkt 5:
Tiltrådte indstillingen, idet der sker en præcisering af prioriteringerne A, B, C og D i forhold til cykelstier og veje.
(Ø) og (F) undlod.
Hediye Temiz (B) deltog ikke under punktet.
Supplerende sagsfremstilling Direktørområdet for By, Kultur & Miljø, 2. september 2026 Økonomiudvalget anmodede den 1. september 2026 om en præcisering af prioriteringen mellem A, B, C og D-kategorier af veje og cykelstier i det reviderede vinterregulativ.
I det reviderede vinterregulativ anvendes fire kategorier (A, B, C, D) i stedet for de hidtil to (A,

B). Dermed fordeles både veje og stier over flere typer kategorier end tidligere. Cykelstier og øvrige stier er ikke nedprioriteret i forhold til snerydning af stier tidligere.
Begrundelsen for at gå fra to til fire kategorier er, at det hidtidige regulativ har givet anledning til uklare forventninger hos byens borgere. Den tidligere inddeling omfattede mange strækninger med samme prioritet, og man kunne derfor konstatere, at snerydning også på A-veje og stier nogle gange lod vente på sig.
Med det reviderede regulativ foreslås antallet af kategorier derfor udvidet fra to til fire, så borgerne i Albertslund får et mere gennemsigtigt og retvisende billede af, hvornår veje og stier kan forventes ryddet.
I det nye regulativ er alene veje, der af hensyn til beredskabets fremkommelighed, den kollektive trafik samt øvrig kritisk infrastruktur, kategoriseret som A-veje. Cykelstier og fortove langs A-veje er ikke nedprioriteret og sneryddes fortsat som en del af den højest prioriterede vintertjeneste.
Albertslund Kommunes budget til vinterberedskab er uændret. Regulativets tilpasninger er derfor ikke udtryk for et behov for at reducere budgettet til vintervedligehold, men alene et ønske om at skabe en mere præcis og gennemsigtig plan for den kommende sæsons vinterberedskab.

Beslutning

(F) fremsatte ændringsforslag om, at sagen sendes tilbage til forvaltningen med henblik på en præcisering af, at cykelstier der leder op til skoler, daginstitutioner, stationen og andre knudepunkter skal opprioriteres.
For stemte 18 (A, L, Ø, F, B og C)
Imod stemte 3 (I og O)
Ændringsforslaget blev godkendt, idet sagen sendes tilbage til forvaltningen.

Kilde: Albertslund Kommune, Kommunalbestyrelsen, referat fra mødet tirsdag 8. september 2026, punkt 4. Læs den originale sag hos kommunen.