Besluttet 18. august, Børne- og Skoleudvalget, Ballerup
Anden budgetopfølgning 2026 for Børne- og Skoleudvalget
Centrene for Dagtilbud, Skoler og Klubber samt Børne- og Ungerådgivning indstiller, at 1. Det forventede forbrug for 2026 godkendes med henblik på at indgå som en del af den samlede budgetopfølgning for Ballerup Kommune. Denne forelægges for Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen. 2.
Kort fortalt
- Hvem
- Børne- og Skoleudvalget, Ballerup Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 18. august 2026
- Status
- Besluttet. Indstillingen godkendt.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Administrationen har udarbejdet anden budgetopfølgning for budget 2026 på driftsbudgettet for Børne- og Skoleudvalget. I det følgende beskrives forventningerne til driftsbudgettet inden for og uden for servicerammen.
Der er i forbindelse med budgetopfølgningen foretaget omplaceringer mellem
bevillingsrammerne 30.30 Folkeskolen, 30.34 Ballerup Fritidsordning (BFO) og 30.39 Klubber og byggelegepladser til ramme 30.36 Specialundervisningstilbud. Omplaceringerne følger af Økonomiudvalgets beslutning om håndtering af det forventede merforbrug på specialundervisningsområdet og har til formål at imødegå merforbruget i 2026.
INDEN FOR SERVICERAMMEN Forventningerne til driftsbudgettet inden for servicerammen Efter de indarbejdede korrektioner forventes der ved udgangen af 2026 et mindreforbrug på 5,5 mio. kr., jf. kolonne 6 i bilag 1, tabel 1. Korrektionerne fremgår af bilag 1, tabel 2.
Forklaringer på væsentlige mer- eller mindreforbrug inden for servicerammen 30.30 Folkeskolen Der forventes samlet et merforbrug på 0,7 mio. kr. på bevillingsrammen, hvoraf der centralt er et mindreforbrug på 0,1 mio. kr. og decentralt et merforbrug på 0,8 mio. kr. Mindreforbruget på den centrale del er faldet siden første budgetopfølgning, hvilket bl.a skyldes omplaceringer på 3 mio. kr. til ramme 30.36 Specialundervisningstilbud. Decentralt balancerer de fem folkeskolers økonomi.
30.33 Pædagogisk Psykologisk Rådgivning Der forventes et merforbrug på 0,4 mio. kr. på bevillingsrammen. Samlet set er det en stigning på 1,2 mio. kr. siden første budgetopfølgning. Ændringen skyldes dels, at der flyttes budget på 0,5 mio. kr. til bevillingsramme 30.46 og dels, at der er reduceret i forventningen til vakante stillinger.
30.34 Ballerup Fritidsordning (BFO) Der forventes samlet et mindreforbrug på 1 mio. kr. på bevillingsrammen. Mindreforbruget på den centrale ramme er 0,9 mio. kr., og decentralt balancerer bevillingsrammen på kommunens fem BFO'er med et mindreforbrug på 0,1 mio. kr. Faldet i mindreforbruget centralt skyldes omplaceringer på 0,5 mio. kr. til ramme 30.36 Specialundervisningstilbud.
30.36 Specialundervisningstilbud Der forventes samlet set et merforbrug på 1,9 mio. kr. på bevillingsrammen, hvoraf der centralt er et merforbrug på 0,7 mio. kr., og decentralt et merforbrug på 1,2 mio. kr. Det centrale merforbrug er mindre end ved første budgetopfølgning, hvilket bl.a. skyldes de omplaceringer mellem rammerne, der er beskrevet indledningsvist. Der er samlet blevet rykket 5,3 mio. kr. Decentralt forventes et merforbrug på 1,2 mio. kr. Merforbruget skyldes bl.a. et lavere elevtal på gruppeordningerne på Hedegårdsskolen og Ordblindeinstituttet end forventet.
30.39 Klubber og byggelegepladser Der forventes et mindreforbrug på 1,1 mio. kr., hvoraf 0,6 mio. kr. er decentralt og 0,5 mio. kr. centralt. Mindreforbruget på den centrale ramme er forbundet med usikkerhed vedrørende bl.a. køb og salg af pladser. Mindreforbruget er lavere end ved første budgetopfyldning, hvilket skyldes en omplacering på 1,8 mio. kr. til ramme 30.36 Specialundervisningstilbud.
30.46 Indsatser efter Barnets Lov Der forventes et merforbrug på bevillingsrammen på 5,5 mio. kr. Ved første budgetopfølgning
fremlagde administrationen på baggrund af et forventet merforbrug på 3 mio. kr. en handleplan for at skabe balance. Der blev alene vedtaget indsats for 0,5 mio. kr. Der er på den baggrund videreført et merforbrug på 2,5 mio. kr.
Siden første budgetopfølgning er merforbruget steget med 3 mio. kr., som kan tilskrives stigende udgifter til anbringelser i plejefamilier og på børne- og ungehjem samt uforudsete udgifter til sikrede institutioner, herunder objektiv finansiering. Den objektive finansiering består i, at sikrede institutioner drives af regionerne, men finansieres i fællesskab af kommunerne. Hver kommune opkræves derfor en andel uagtet om denne kommune benytter pladser på de sikrede afdelinger. Derudover betaler hver kommune en konkret takst for hver ung, de anbringer. Det vil sige, at den enkelte kommune ikke har indflydelse på den objektive finansiering.
For at imødegå en eventuel yderligere opdrift i den økonomiske udvikling, arbejdes der videre med at flytte forebyggende og foregribende indsatser, der købes eksternt til Familiehuset.
30.50 Dagtilbud til 0- til 5-årige Der forventes et mindreforbrug på 9,8 mio. kr. på bevillingsrammen, hvoraf 3,6 mio. kr. er decentralt og 6,2 mio. kr. er centralt. Det decentrale mindreforbrug skyldes, at dagtilbuddene kun i et vist omfang forventer at kunne ansætte flere medarbejdere for de midler, der er givet med finanslov 2026 til bedre normering i dagtilbuddene. Samtidig er det forventede forbrug reduceret som følge af indkøbsbesparelser. Centralt skyldes mindreforbruget, at der er færre børn indmeldt end forudsat i budgettet.
30.55 Specialtilbud til 0- til 5-årige Dette er en ny bevillingsramme vedrørende 0- til 5-årige med særlige behov. Budget og forbrug lå tidligere på ramme 30.36 Specialundervisningstilbud, men er nu udskilt for at skabe større gennemsigtighed og bedre styring. Der forventes et mindreforbrug på 2,2 mio. kr.
UDEN FOR SERVICERAMMEN Forventningerne til driftsbudgettet uden for servicerammen Efter de indarbejdede korrektioner forventes der ved udgangen af 2026 et merforbrug på 10,8 mio. kr., jf. kolonne 6 i bilag 1, tabel 1. Korrektionerne fremgår af bilag 1, tabel 2.
Forklaringer på væsentlige mer- eller mindreforbrug uden for servicerammen 30.46 Indsatser efter Barnets Lov Der forventes et merforbrug på 10,7 mio. kr. uden for servicerammen på bevillingsramme 30.46 som følge af fortsat stigende udgifter til tabt arbejdsfortjeneste. En udvikling, der ses på landsplan. Udviklingen følges tæt, og en snarlig analyse af tabt arbejdsfortjeneste skal give indsigter til at imødegå en fortsat stigning.
Merforbruget er reduceret med 0,1 mio. kr. siden første budgetopfølgning som følge af en forventning om flere statsrefusionsindtægter.
KONSEKVENSER VED DENNE BUDGETOPFØLGNING Konsekvens ved anden budgetopfølgning 2026
For 2026 er konsekvensen, at budgettet forøges med 23 mio. kr., som følge af tilførsel af midler fra finanslov 2026 til dagtilbudsområdet, midler til FUR (Fastholdelse, uddannelse og rekruttering) samt midler til tillidsrepræsentanter. Korrektionerne fremgår af bilag 1, tabel 2.
Konsekvens for budgetårene 2027-2030 For budgetårene 2027-2030 vil konsekvensen være, at budgettet skal
Forøges med 1,5 mio. kr. i 2027-2030.
Yderligere deltagelse på mødet På Børne- og Skoleudvalgets møde deltager centerchef Mikkel Elkjær fra Center for Økonomi under behandlingen af sagen.
Økonomiske konsekvenser og finansiering Det samlede budget for Børne- og Skoleudvalget forøges med 23 mio. kr. ved anden budgetopfølgning 2026.
Bilag 1 bilag, heraf 1 anbefales
BESLUTNINGEN TRÆFFES AF Børne- og Skoleudvalget
Indstilling
Centrene for Dagtilbud, Skoler og Klubber samt Børne- og Ungerådgivning indstiller, at
1. Det forventede forbrug for 2026 godkendes med henblik på at indgå som en del af den samlede budgetopfølgning for Ballerup Kommune. Denne forelægges for Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen.
2. De i budgetopfølgningen anbefalede ændringer til budget 2026, forøgelsen på 23 mio. kr. samt ændringerne for budgetårene 2027-2030, godkendes med henblik på at indgå som en del af den samlede budgetopfølgning i Ballerup Kommune. Denne forelægges for Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen.
Beslutning
Indstillingen godkendt
Kilde: Ballerup Kommune, Børne- og Skoleudvalget, referat fra mødet tirsdag 18. august 2026, punkt 4. Læs den originale sag hos kommunen.