Besluttet 17. august, Beskæftigelses- og Uddannelsesudvalget, Brønderslev
Orientering om årsrapport for Brønderslev Rusmiddelcenter 2025
Sagsforløb: HAR/BE/SH Fagforvaltningen for Sundhed og Velfærd har udarbejdet årsrapport for Brønderslev Rusmiddelcenter 2025.
Kort fortalt
- Hvem
- Beskæftigelses- og Uddannelsesudvalget, Brønderslev Kommune
- Hvornår
- Mandag 17. august 2026
- Status
- Besluttet. Orientering taget til efterretning.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Fagforvaltningen for Sundhed og Velfærd har udarbejdet årsrapport for Brønderslev Rusmiddelcenter 2025. Årsrapporten gør status på antal og fordeling af visiterede borgere til alkohol- og stofmisbrugsbehandling. Kommunen er i henhold til Sundhedslovens §141 forpligtet til at tilbyde vederlagsfri behandling til alkoholmisbrugere. Kommunen skal endvidere efter Servicelovens §101 tilbyde social behandling til borgere med et stofmisbrug.
Rapporten afsluttes med et afsnit om de nationale tendenser og regionale tal på alkohol- og stofmisbrugsbehandling.
Rusmiddelcentret tilbyder behandling med fysisk fremmøde i Brønderslev og Dronninglund samt over telefon og Microsoft Teams.
Hovedresultater:
Antallet af borgere i behandlingsforløb hos Brønderslev Rusmiddelcenter er steget fra 128 borgere i 2024 til 138 borgere i 2025. Dermed rammer man samme niveau som i 2023, hvor der var 137 borgere i behandling. Stigningen fra 2024 til 2025 skal findes i, at der er flere borgere, der modtager alkoholbehandling. Antallet er således steget fra 63 til 72 borgere. Antallet af borgere i stofmisbrugsbehandling ligger derimod på et uændret niveau på 67 borgere. At alkoholbehandling fylder mere, kan henføres til, at der er flere mænd (fra 47 til 58), der modtager alkoholbehandling, mens antallet af kvinder ligger på niveau med tidligere år (ca. 15). Stofmisbrugsbehandling ligger på niveau med tidligere år (ca. 67). Alligevel dækker tallet over en ændring mellem kønnene, hvor der er flere kvinder, der er i stofmisbrugsbehandling (fra 19 til 24), mens antallet af mænd er faldet (fra 48 til 43).
En borger kan godt være visiteret til flere forløb i sin alkohol- eller stofmisbrugsbehandling. Det kan her bemærkes, at antallet af visiterede forløb er steget fra 143 forløb i 2024 til 160 forløb i 2025. Visitationen har her stået for 119 visiteringer af forløb i 2025 mod 98 visiteringer i 2024.
Salget af pladser gav i 2025 Brønderslev Rusmiddelcenter en indtjening på 2.120.156 kr. Der er tale om en stigning på 3% fra 2024, hvor indtjeningen lå på 2.053.865 kr.
Stofmisbrugsbehandling på nationalt niveau: Sammenlignet med vores nabokommuner har Brønderslev Kommune en lavere andel borgere i stofmisbrugsbehandling svarende til at 2-3 ud af 1.000 borgere er i behandling. Tilsvarende er tallet 3-4 personer i Frederikshavn Kommune og 4-5 personer i Hjørring Kommune.
Alkoholbehandling på nationalt niveau: Brønderslev Kommune placerer sig som nr. 90 ud af landets 98 kommuner med lavest antal personer pr. 1.000 borgere i behandling for alkoholmisbrug. Antallet er 2,1 ud af 1.000 borgere, som er i alkoholbehandling, mens landsgennemsnittet ligger på 4,4 borgere. Sammenholdt med nabokommunerne ligger Hjørring nr. 82 med 2,5 borgere og Frederikshavn nr. 94 med 1,9 borgere.
Personalemæssige konsekvenser
Ingen.
Indstilling
Fagforvaltningen for Sundhed og Velfærd indstiller, at Social- og Handicapudvalget, Beskæftigelses- og Uddannelsesudvalget samt Handicaprådet tager orienteringen til efterretning.
Supplerende sagsfremstilling til Beskæftigelses- og Uddannelsesudvalgets møde den 17. august 2026
UngeCentret har i 2025 henvist 39 unge til misbrugsbehandling i Rusmiddelcentret. I 2024 henviste UngeCentret 43 unge.
UngeCentret anvender Brønderslev Rusmiddelcenter som førstevalg af leverandør til misbrugsbehandling, når der er tale om ambulante, individuelle samtaleforløb. UngeCentret henviser de unge, som har behov for og er motiverede for misbrugsbehandling.
UngeCentret har en politisk godkendt kapacitetsaftale med Rusmiddelcentret på 300.000 kr. årligt. Formålet med aftalen er at sikre et kvalificeret og lokalt misbrugsbehandlingstilbud. I kapacitetsaftalen har UngeCentret bundet sig til at købe tre forskellige ydelser (terapeutiske samtaler, pårørendesamtaler og individuelle samtaler). UngeCentret havde ved årets afslutning ikke opkøbt alle de ydelser, som de var bundet til i aftalen, hvorfor der blev afregnet et beløb på 202.481 kr. ved årets afslutning.
UngeCentret anvender primært ambulante, individuelle samtaleforløb ved Rusmiddelcentret. UngeCentret har i alt købt pladser for 542.849 kr. i 2025.
Fagforvaltningen for Sundhed og Velfærd og Fagforvaltningen for Børn, Unge og Beskæftigelse vil i efteråret 2026 evaluere kapacitetsaftalen med henblik på at få den tilpasset, så den i højere grad afspejler de ydelser, som UngeCentret anvender. Forslaget til en ny kapacitetsaftale behandles politisk i Beskæftigelses- og Uddannelsesudvalget i december 2026.
Beslutning fra Handicaprådet, den 11. august 2026, punkt 9:
Taget til efterretning.
Leder af Rusmiddelcentret Tanja Møller orienterede under punktet.
Filip Siig var fraværende. I stedet deltog suppleant John Erik Jensen.
Beslutning
Orientering taget til efterretning.
Malene Fisker (V) var fraværende.
Kilde: Brønderslev Kommune, Beskæftigelses- og Uddannelsesudvalget, referat fra mødet mandag 17. august 2026, punkt 14. Læs den originale sag hos kommunen.