Besluttet 23. september, Økonomiudvalget, Egedal
Status på økonomien på socialområdet - orientering
Administrationen indstiller, at orienteringen tages til efterretning.
Kort fortalt
- Hvem
- Økonomiudvalget, Egedal Kommune
- Hvornår
- Onsdag 23. september 2026
- Status
- Besluttet. Taget til efterretning.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Administrationen indstiller, at orienteringen tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Som orienteret i forbindelse med 1. budgetopfølgning og siden i en sag i juni måned er
økonomien på socialområdet alvorligt udfordret. Området er præget af en væsentlig
udgiftsvækst, der også ses i andre kommuner. Alene i 2025 steg udgifterne til området med 2,6
mia. kr. på landsplan.
Derfor søges der, i forbindelse med årets 2. budgetopfølgning, om en tillægsbevilling på 20
mio. kr., som ønskes placeret på ”købsbudgettet børn”, da det er her, der ses den største
stigning i udgifterne.
Årsagerne er mange. Som følge af implementeringen af Barnets Lov, må borgerne ikke vente,
men har krav om "straksindsats", hvilket kan betyde hurtigere bevilling end hidtil. Herudover er
Egedal Kommune en kommune i vækst og i takt med flere borgere, vil der naturligt også være
flere borgere, som har behov for hjælp og støtte. Hertil kommer den nationale udvikling med
flere diagnoser og et stigende indsatsbehov.
Den aktuelle prognose for hele social- og handicapområdet viser et forventet merforbrug i
indeværende år på helt op til 50 mio. kr. Udover merudgifterne på børneområdet, er der også
udgiftspres på voksenområdet og ekstraordinære transaktionsomkostninger forbundet med
oprettelsen af Engbo og Solkrogen som nye botilbud. I forhold til den prognose, der blev
gennemgået i forbindelse med 1. budgetopfølgning, er særligt udgifterne på børneområdet – i
modsætning til tidligere år – steget måned for måned. Siden juni-sagen er det samlede
udgiftspres steget med 10 mio. kr.
Udfordringerne i 2026 er forskelligartede og adskiller sig fra tidligere år, hvor det er lykkedes at
bringe budget og regnskab i balance i såvel 2023, 2024 som 2025 ved hjælp af handleplaner
og politiske prioriteringer. Administrationen kan på nuværende tidspunkt konstatere, at det
forventede merforbrug i 2026 fordeler sig som følger:
En budgetoverskridelse på op mod 5 mio. kr. som skyldes manglende salgsindtægter, som kan
tilskrives forsinkelsen i udbygningen af kapaciteten på Solkrogen.
På børneområdet forventes en samlet budgetoverskridelse på godt 30 mio. kr. Her udgjorde
udfordringen på samme tid i tidligere år omkring 5 mio. kr. Som orienteret i juni-sagen skyldes
dette bl.a. ekstraordinære anbringelser, men også udgiftsvækst til forebyggelse, personlig
støtte og tabt arbejdsfortjeneste.
Der forventes et merforbrug på op mod 4 mio. kr. som følge af omorganisering og normeringer
som følge af vakancer, afskedigelsessager og tilpasning af organisationen til
kapacitetsudvidelserne på botilbudsområdet, jf. de omtalte transaktionsomkostninger der blev
beskrevet for Social- og Arbejdsmarkedsudvalget i juni.
På voksenområdet forventes en samlet budgetoverskridelse på godt 12 mio. kr. på
købsbudgettet, som fordeler sig bredt men primært på STU, Botilbud, BPA og Dagtilbud.
Prognosen for voksenområdet har ikke ændret sig siden den oprindelige prognose, der blev
udarbejdet i februar og forelagt politisk i april 2026.
Der arbejdes vedvarende med handleplaner som blandt andet handler om en større grad af
tværfagligt samarbejde, tættere opfølgning i sagerne og en opkvalificering af medarbejderne.
Alt sammen for at sikre bedre sagsbehandling for borgerne og samtidig nedbringe
udgiftsniveauet. Disse initiativer har erfaringsmæssigt givet effekter svarende til op mod 15
mio. kr. tidligere år, og det er også forventningen, at de igangværende initiativer vil have effekt i
resten af 2026 og bidrage til at løse den økonomiske udfordring.
På den baggrund anmodes der i budgetopfølgningen om en tillægsbevilling på 20 mio. kr.
Samtidig vil forvaltningen månedligt, resten af året, give Social- og Arbejdsmarkedsudvalget en
økonomiopfølgning på social- og handicapområdet. Der skal i forlængelse heraf, i årets sidste
budgetopfølgning for 2026 i december, tages politisk stilling til, om der er behov for yderligere
bevillinger og finansieringen heraf.
Konsekvenser for budgettet
De økonomiske og bevillingsmæssige konsekvenser indgår i årets 2. budgetopfølgning, der
behandles i en særskilt sag på denne dagsorden.
Behandling i Social- og Arbejdsmarkedsudvalget 8. september 2026
Taget til efterretning.
Beslutning
Taget til efterretning.
Kilde: Egedal Kommune, Økonomiudvalget, referat fra mødet onsdag 23. september 2026, punkt 13. Læs den originale sag hos kommunen.