Besluttet 22. september, Teknik- og Miljøudvalget, Faxe
Praksis for forpagtninger af landbrugsjord
Administrationen ønsker at orientere Teknik- og Miljøudvalget om administrationens praksis ved udbud af kommunal landbrugsjord til forpagtning. Praksis bygger på Byrådets flertalsbeslutning den 9. juni 2015 i sag 110, om ”Forpagtningsaftaler og Pesticidhandlingsplan”.
Kort fortalt
- Hvem
- Teknik- og Miljøudvalget, Faxe Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 22. september 2026
- Status
- Besluttet. Punkt 1: Taget til efterretning. Punkt 2: Udvalget besluttede, at administrationen skal opdatere pesticidhandlingsplanen efter gældende lovgivning og udarbejde en sag der belyser hvordan man bedst muligt udbyder forpagtningsjord efter retningslinjerne i pesticidhandlingsplanen.
- Næste skridt
- Administrationen vil efter udvalgets behandling af denne sag enten skulle indgå aftale med de bydende parter om en ny forpagtningsperiode, eller indgå konkrete aftaler for drift af jordene i det kommende år (forlængelser eller kortvarige kontrakter).
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Administrationen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget,
1. tager orienteringen om praksis for forpagtning af kommunal landbrugsjord til
efterretning, og
2. beslutter, hvorvidt den hidtidige praksis fortsat skal gælde, eller om administrationen
skal udarbejde en sag om ny fremtidig praksis for bortforpagtning af kommunal
landbrugsjord.
Sagsfremstilling
Administrationen har siden Byrådets beslutning den 9. juni 2015 i sag 110 fulgt en praksis,
hvor handlingsplanen for pesticider (pesticidhandlingsplanen) vedlægges udbudsmaterialet ved
forpagtning af kommunal landbrugsjord. Arealerne udbydes til højestbydende. I tilbudsskemaet
skal bydende krydse af, om de byder ind på at dyrke jorden konventionelt eller økologisk. Der
er ikke indkommet nogen bud på økologisk drift gennem årene - kun bud på konventionel drift.
Siden 2015 har administrationen derfor kun indgået forpagtningsaftaler om konventionel drift,
dog med et vilkår i kontrakten om mindst mulig anvendelse af kemiske bekæmpelsesmidler til
beskyttelse af afgrøden og til at bekæmpe ukrudt (uønsket plantevækst). Administrationen har
dog ikke kontrolleret dette, da det er en type af kontrol som i praksis er yderst vanskelig at
udføre.
Pesticidhandlingsplanen har således mere haft karakter af en vejledning i forbindelse med
forpagtning og ikke som et bindende vilkår for selve driften af arealerne. Uklarhed om status på
pesticidhandlingsplanen har beklageligvis medført forskellige svar fra administrationen i denne
sag.
Det seneste udbud sluttede den 19. august 2026, og administrationen har endnu ikke indgået
bindende aftaler. Sagen giver Teknik- og Miljøudvalget mulighed for at drøfte, om den hidtidige
praksis fortsat skal gælde, eller om administrationen skal udarbejde en ny sag om ændret
praksis. Hvis der skal udarbejdes en ny sag og foretages et fornyet udbud, vil administrationen
have behov for at indgå konkrete aftaler for drift af jordene i det kommende år (enten ved at
forlænge gældende kontrakter et år eller udarbejde nye kortvarige et-årige kontrakter).
Orientering om tidligere beslutninger om forpagtninger og pesticider
For at give udvalget et mere tydeligt indblik i hvordan administrationen har udmøntet tidligere
politiske beslutninger er sagen vedlagt en kronologisk oversigt (bilag).
Nuværende udbud
Det seneste udbud af fire arealer (bilag) sluttede den 19. august 2026 og er gennemført efter
samme praksis som tidligere. Administrationen har kontaktet alle bydende og meddelt, at
kommunen afventer den politiske behandling af sagen, før de får besked. Udover de fire
arealer som har været i udbud, har kommunen yderligere 3 forpagtninger, som ikke har været i
udbud (bilag), fordi de ikke kan udbydes til andre forpagtere. Arealerne er afgrænset af
forpagterens egen jord, hvilket gør det vanskeligt for en anden forpagter at få adgang til jorden,
da man ville skulle krydse anden mands mark.
Udvalget kan drøfte fremtidig praksis
Teknik- og Miljøudvalget kan beslutte, om den hidtidige praksis fortsat skal gælde. Hvis
udvalget ønsker en anden linje, kan administrationen udarbejde en ny sag med forslag til
fremtidige vilkår for udbud af kommunal landbrugsjord. Sagen vil skulle videre til Byrådet.
En ændret praksis kan for eksempel betyde, at pesticidhandlingsplanen fremover skal følges
bogstaveligt ved udbud af forpagtningsaftaler. Det kan betyde, at der ikke kommer bud på
arealerne, hvis vilkårene vurderes som for begrænsende for almindelig landbrugsdrift.
Økologiske landbrug kan også fortsat fravælge at byde, hvis forpagtningsperioden ikke står
mål med omlægningstiden fra konventionel til økologisk drift. Længden på
forpagtningsperioden kan have konsekvenser for arealer, der er udlagt til byudvikling.
Administrationen anbefaler ikke at forpagtningsaftalerne bliver væsentligt længere end 5 år.
Hvis der ikke kommer bud, mister kommunen forpagtningsindtægt. Til gengæld vil arealerne
være dyrkningsfri og pesticidfri. Arealer, der ikke dyrkes eller slås, kan springe i beplantning.
Det kan medføre henvendelser eller klager fra naboer, hvis der eksempelvis kommer mange
tidsler eller andre planter, der spreder frø med vinden.
Park & Vej har ikke budget til at vedligeholde arealerne, hvis de ikke længere forpagtes og
dyrkes. En eventuel ændret praksis bør derfor beskrive både miljømæssige, driftsmæssige og
økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Administrationen vil efter udvalgets behandling af denne sag enten skulle indgå aftale med de
bydende parter om en ny forpagtningsperiode, eller indgå konkrete aftaler for drift af jordene i
det kommende år (forlængelser eller kortvarige kontrakter). Det giver landmændene et svar og
mulighed for at jorden dyrkes det næste år. Samtidig kan administrationen forberede en ny sag
om forpagtninger fra september 2027.
Økonomiske konsekvenser
Ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Sagen afgøres af
Teknik- og Miljøudvalget
Beslutning
Punkt 1: Taget til efterretning.
Punkt 2: Udvalget besluttede, at administrationen skal opdatere pesticidhandlingsplanen
efter gældende lovgivning og udarbejde en sag der belyser hvordan man bedst muligt
udbyder forpagtningsjord efter retningslinjerne i pesticidhandlingsplanen.
Fraværende: Ingen.
Kilde: Faxe Kommune, Teknik- og Miljøudvalget, referat fra mødet tirsdag 22. september 2026, punkt 7. Læs den originale sag hos kommunen.