Fredericia
Nyt fra byråd og udvalg

Besluttet 4. april, Kultur- og Idrætsudvalget, Fredericia

Beslutningssag: FFFIF (Fag og Firma) - ansøgning om midlertidige midler til drift af klubhus

Fredericia Fag og Firmaidrætsforbund (FFFIF) har gennem de seneste år oplevet et fald i foreningens faste aktiviteter og medlemmer, men en stigning i eventdeltagelse.

Kultur og fritid

Bydele i sagen: Hannerup

Kort fortalt

Hvem
Kultur- og Idrætsudvalget, Fredericia Kommune
Hvornår
Fredag 4. april 2025
Status
Besluttet. 1. Godkendt.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

Fredericia Fag og Firmaidrætsforbund (FFFIF) har gennem en årrække oplevet nedgang i foreningens faste aktiviteter og antal foreningsmedlemmer, hvorimod foreningen oplever stadig flere deltagere til deres events. Denne udvikling har betydet stadig mindre anvendelse af foreningens klubhus og afledt færre midler til at dække driften af huset.
Økonomien i huset har gennem en årrække ikke været i balance, hvorfor FFFIF har måtte dække underskuddet ind ved at trække på foreningens medlemsgenererede egenkapital. Midler der ellers kunne have været brugt til medlemsaktiviteter.
På baggrund af udviklingen henvendte FFFIF sig i 2022 til Fredericia Kommune med ønske om at overdrage huset og en fælles proces omkring et udviklingsprojekt indeholdende en mulig ny ejer- og driftsform og modernisering af huset (bilag 1).
I og med husets drift allerede fungerer i et vigtigt samspil med det omgivende nærområde, giver det anledning til samtidig at se på flere dele af Hannerupområdet, for at lave en samlet udviklingsplan. I denne proces vil øvrige brugergrupper, muligheder og sammenhænge udover idræt stedet kan tilbyde og understøttende funktioner fx i relation til Naturplan Lillebælt, skoven og den nærtliggende lystbådehavn skulle undersøges.
FFFIFs vision er fortsat at have en rolle i såvel udviklingsprocessen som i tilblivelsen af et ´nyt hus´ med mange brugere, men i en anden og mindre rolle i forhold til husets drift. Det indledende arbejde er påbegyndt med en tværfaglig kommunal arbejdsgruppe.
Med udsigt til et flerårigt udviklingsarbejde af Hannerupområdet ser FFFIF imidlertid ind i et fortsat underskud på driften af huset, der vil belaste foreningens økonomi og udhule

egenkapitalen.
For at sikre driften af huset fortsat kan opretholdes, mens udviklingsarbejdet pågår, ansøger FFFIF derfor Folkeoplysningsrådet og Kultur- og Idrætsudvalget om et midlertidigt ekstra lokaletilskud i 3 år. FFFIF ansøger om en ekstra bevilling på 100.000, kr. årligt - gældende for årene 2026-2027-2028.
Hvis der i løbet af denne perioden findes en ny løsning for huset, hvor det overgår til anden driftsform, bortfalder bevillingen.
FFFIF opgør normalt alle deres medlemmer som over 25 år, fordi medlemmerne er medlemmer via deres arbejdsplads, og de derfor ikke kan garantere antallet af aktive medlemmer under 25 år. FFFIF modtager derfor et relativt lavt lokaletilskud i forhold til deres udgifter til driften af klubhuset. Nogle år har de dog haft opgjort de faktiske medlemmer under 25 år også.
FFFIFs medlemsudvikling:
Medlemstal 2024: 1305 medlemmer, hvoraf 9 var trænere eller ledere. Det svarer til at 0,69% i lokaletilskudsmæssig sammenhæng var over 25 år.
Medlemstal 2023: 1333 medlemmer, hvoraf 9 var trænere eller ledere. Det svarer til at 0,68 i lokaletilskudsmæssig sammenhæng var over 25 år.
Medlemstal 2022: 1315 medlemmer, hvoraf 133 var under 25 år og 32 var trænere eller ledere. Det svarer til at 10% i lokaletilskudsmæssig sammenhæng var over 25 år.
Lokaletilskud til FFFIF de sidste tre år:
Lokaletilskud 2024: 30.436 kr. (svarende til 23 kr. pr. medlem) - driftsudgifter på 289.408 kr.
Lokaletilskud 2023: 38.117 kr. (svarende til 29 kr. pr. medlem) - driftsudgifter på 279.247 kr.
Lokaletilskud 2022: 36.859 kr. (svarende til 28 kr. pr. medlem) - driftsudgifter på 290.973 kr.
Der reduceres i lokaletilskuddet, når andelen af medlemmer over 25 år overstiger 20%.
FFFIF havde i sidst kendte årsregnskab (2023) et underskud på 68.052 kr., en egenkapital på 2.677.803 kr. og en likvid beholdning på ca. 683.370 kr. (bilag 2).
Økonomiske konsekvenser
Et ekstra lokaletilskud på 100.000 kr. vil påvirke budgettet på lokaletilskudsområdet med 87.000 kr. (ex moms).
De samlede udgifter til lokaletilskud for alle foreninger var i 2024 ca. 3.021.512 kr. (ex moms). kr. med et samlet budget på 3.479.000 kr., hvilket giver en rest på 457.488 kr. (ex moms).
Udgifterne på lokaletilskudsområdet varierer en del fra år til år, bl.a. fordi foreningernes drifts- og vedligeholdelsesudgifter svinger fra år til år. Samtidig varierer lokaletilskuddet til lejrudgifter uden for kommunen også fra år til år. Dertil kommer, at det ofte ikke er alle foreninger, der får søgt rettidigt, så udgifterne kommer med i

det regnskabsår, hvor de hører til.
Rammen til lokaletilskud blev i 2022 overskredet med ca. 280.000 kr. og i 2023 overskredet med cirka 520.000 kr. I 2024 er et lokaletilskud fra en forening blevet betalt tilbage og udgår fremadrettet. De svingende udgifter på området gør det svært at forudsige det forventede forbrug på området, og om et forhøjet lokaletilskud til FFFIF hvert år vil kunne dækkes inden for rammen. Tidligere er underskuddet på lokaletilskudsområdet blevet dækket af det samlede folkeoplysningsområde.
En anden mulig finansieringsform er det ekstraordinære lokaletilskud, hvor der årligt er ca. 250.000 kr.

Vurdering

I lyset af en nylig påbegyndt proces med afdækning af potentialer og muligheder i og området omkring klubhuset I Hannerup samt forslag til en ny driftsmodel for klubhuset, er den faglige vurdering, at det er hensigtsmæssigt i en overgangsperiode at understøtte den fortsatte drift af huset, så dette holdes i gang for de nuværende brugere af huset indtil udviklingsprojektet er i mål.
Ved at yde et øget tilskud til foreningens drift af klubhuset midlertidigt, gives der bedre mulighed for at huset kan fortsætte i drift uden foreningens egenkapital udhules i den mellemliggende periode. FFFIF har tilkendegivet, at foreningen fortsat ønsker en rolle i huset fremadrettet, dog ikke længere som ene driftsherre af klubhuset.
Et tilskud kan finansieres af puljen til ekstraordinære lokaletilskud eller af den ordinære ramme til lokaletilskud. Forbruget i sidstnævnte ramme svinger fra år til år, og et øget tilskud til FFFIF vil derfor kunne betyde et overforbrug på dette område.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Folkeoplysningsrådet anbefaler Kultur og Idrætsudvalget at
1. Fredericia Fag og Firmaidrætsforbund (FFFIF) bevilges 100.000 kr. årligt i ekstra lokaletilskud i årerne 2026-2028, finansieret via puljen til ekstraordinært lokaletilskud.
Sagens forløb 03/03/2025 Folkeoplysningsrådet Anbefales som indstillet.
Afbud: Andreas Thoustrup, Sonja Christensen Inhabil: Ib Østergaard

Beslutning

1. Godkendt.

Kilde: Fredericia Kommune, Kultur- og Idrætsudvalget, referat fra mødet fredag 4. april 2025, punkt 7. Læs den originale sag hos kommunen.