Fredericia
Nyt fra byråd og udvalg

Besluttet 4. april, Kultur- og Idrætsudvalget, Fredericia

Beslutningssag: Placering af skulpturen 'Bamse på Skateboard'

Kunstnergruppen, der i mange år kæmpede for etableringen af et kunstmuseum i Fredericia, ønsker at donere skulpturen 'Bamse på Skateboard af skulpturkunstneren Henrik Vilhelm Voldmester til Fredericia Kommune.

Kultur og fritid

Kort fortalt

Forslaget
  • Skulpturen indvies i forår/sommer 2025 med en fernisering, hvor donationsgruppen inviteres til at fortælle om projektet.
Hvem
Kultur- og Idrætsudvalget, Fredericia Kommune
Hvornår
Fredag 4. april 2025
Status
Besluttet. 1. Godkendt. 2. Kultur- og Idrætsudvalget godkendte i stedet, at skulpturen indvies ifm. Art Festivalen i november 2025, hvor donationsgruppen inviteres til at fortælle om projektet.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

I årene 1989-1998 arbejdede en gruppe kvindelige lokale kunstnere for oprettelsen af 'Fredericia Kunstmuseum'. Resultatet af arbejdet var en indsamling af midler, der i dag beløber sig til 149.700 kr. Da kunstnergruppen ikke længere arbejder på etableringen af et kunstmuseum i Fredericia har de besluttet at lade midlerne gå til andet formål. Kunstnergruppen har på denne baggrund valgt at donere en ny skulptur til Fredericia Kommune.
Kunstnergruppen har peget på skulpturen 'Bamse på Skateboard' af skulptøren Henrik Vilhelm Voldmester som deres donation til Fredericia (se bilag). Henrik Vilhelm Voldmester har i forvejen værket 'Den Lille Gris' stående i Jyllandsgade i Fredericia.
Pt. står 'Bamse på Skateboard' i Give som en del af Skulpturlandsby Give. "Bamse på Skateboard" er det sidste værk til salg af den nyligt afdøde Voldmester, hvis værker ellers ikke længere kan købes. Kunstnergruppen har været i kontakt med Voldmesters familie, som har accepteret at sælge værket til gruppen. Forvaltningen har været i kontakt med bestyrelsen for Give Skulpturlandsby, der efter nærmere aftale i forbindelse med købet, kan levere skulpturen til placeringen i Fredericia. 'Bamse på Skateboard' måler 70x115 cm i bredde og 130 cm i højde. Prisen for 'Bamse på Skateboard´ er 125.000 kr..
Forvaltningen mødtes d. 24.2.2025 med Kunstnergruppen samt repræsentanter for Skulpturlandsby Give for at drøfte med gruppen, hvor skulpturen kunne placeres. Her blev forskellige parametre såsom belægning, farver/facader, flow af mennesker samt afstand til andre skulpturer vurderet. Kunstnergruppen kom herefter med følgende 3 forslag til steder, hvor skulpturen passende kunne stå:

1) Krydset mellem Sjællandsgade og Gothergade (billede 1)
2) Gammel Havn overfor J. B Nielsens Plads (billede 2)
3) På hjørnet mellem Jyllandsgade og Gothersgade (foran banken) (billede 3)
Ud af de tre placeringer foretrak Kunstnergruppen placering 3, da det vurderes, at her vil flest i byen gå forbi og nyde skulpturen. Ligeledes var det opfattelsen, at 'Bamse på Skateboard' her passer godt til de andre skulpturer af dyr/skabninger, der befinder sig på Rådhuspladsen tæt ved.
Skal der arbejdes videre med placering 3, har forvaltningen afsøgt mulighederne for dette, og placeringen kræver ingen særlig tilladelse, så længe der tages højde for 'ledelinjen' tæt ved.
Økonomiske konsekvenser
Skulpturen 'Bamse på Skateboard' er en donation fra Kunstnergruppen, og alle udgifter i forbindelse med etablering afholdes af Kunstnergruppen, herunder vedligehold 7 år frem. Efter de syv år er det op til kommunen at sørge for skulpturens drift og vedligehold.
Udover de 125.000 kr. ønskes en plade med skulpturens titel og årstal, kunstnerens navn samt navne på donationsgruppen. Denne plade koster ca. 5.000 kr. og dækkes også af Kunstnergruppens midler.
Skulpturen skal ca. én gang årligt vedligeholdes via vask mod alger/ evt. andet snavs. Det skønnes, at dette vil koste 1.000 kr. årligt.
Til sidst skal indregnes en mindre udgiftspost til fernisering af værket, hvilket Kunstnergruppen også finder i deres opsparing:

Bamse på Skateboard skulptur

Plade med titel og navne

Drift og vedligehold 7 år frem

Fernisering m musik/taler

I ALT

Vurdering

Det anbefales, at Bamse på Skateboard placeres på 'placering 3' i krydset mellem Jyllandsgade og Gothersgade. På denne placering vil skulpturen kunne skabe værdi for flest i byen, ligesom den bidrager til en kunstnerisk bymidte tæt på andre skulpturer såsom Den Lille Gris i Jyllandsgade og Guldkalven på Rådhuspladsen. Den endelige godkendelse af placeringen er dog under forudsætning af, at placeringen kan godkendes af forvaltningen.

Forvaltningen vurderer, at byens nye skulptur skal fejres med en fernisering/afsløring af 'Bamse på Skateboard' hvori Kunstnergruppen kan deltage og fortælle om baggrunden for donationen. 'Bamse på Skateboard' er en skulptur, der med sin legende og humoristiske æstetik favner et bredt publikum, og ferniseringen lægger op til at involvere børn og indskoling, når byens nye 'bamse' får sin plads.

Indstilling

Forvaltningen indstiller til Kultur- og Idrætsudvalget, at:
1. Skulpturen godkendes til at få placering i krydset mellem Jyllandsgade og Gothersgade
2. At Skulpturen indvies i forår/sommer 2025 med en fernisering, hvor donationsgruppen inviteres til at fortælle om projektet.

Beslutning

1. Godkendt. 2. Kultur- og Idrætsudvalget godkendte i stedet, at skulpturen indvies ifm. Art Festivalen
i november 2025, hvor donationsgruppen inviteres til at fortælle om projektet.

Kilde: Fredericia Kommune, Kultur- og Idrætsudvalget, referat fra mødet fredag 4. april 2025, punkt 9. Læs den originale sag hos kommunen.