Fredericia
Nyt fra byråd og udvalg

Besluttet 8. september, Børne-, Skole- og Uddannelsesudvalget, Fredericia

Orienteringssag: Status på uddannelsesreformen og den regionale proces for EPX

Børne-, Skole- og Uddannelsesudvalget orienteres om uddannelsesreformen og den igangværende proces for etablering af den nye erhvervs- og professionsrettede gymnasieuddannelse (EPX).

Unge og uddannelseErhverv og job

Kort fortalt

Hvem
Børne-, Skole- og Uddannelsesudvalget, Fredericia Kommune
Hvornår
Tirsdag 8. september 2026
Status
Besluttet. 1. Taget til efterretning.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

Folketinget vedtog i 2025 en omfattende reform af ungdomsuddannelsesområdet. Reformen indebærer blandt andet etableringen af den nye erhvervs- og professionsrettede gymnasieuddannelse (EPX), som forventes at åbne for de første elever i 2030.
EPX skal skabe en ny vej gennem ungdomsuddannelsessystemet med en kombination af almene, praktiske og anvendelsesorienterede fag. Uddannelsen skal både give adgang til erhvervsuddannelser og professionsbacheloruddannelser samt bidrage til, at flere unge gennemfører en ungdomsuddannelse.
Som en del af reformen vedtages en ny institutionslov, som skal understøtte etableringen af et nyt institutions- og uddannelseslandskab. Reformen medfører derfor ikke alene udviklingen af en ny uddannelse, men også en omfattende proces vedrørende fremtidig organisering, fusioner, spaltninger og placering af uddannelsesudbud på tværs af landet.
Det tidligere Unge- og Uddannelsesudvalg har løbende drøftet reformen, herunder gennem sagerne Aftale om ny erhvervs- og professionsrettet gymnasieuddannelse (EPX) den 8. maj 2025 samt Hvordan skabes forudsætningerne for et stærkt EPX-udbud i Fredericia? den 18. september 2025. Med denne sag gives det nye udvalg en samlet introduktion til reformen og den aktuelle proces.
Faktaboks: Hovedpunkter i uddannelsesreformen
EPX (erhvervs- og professionsrettet gymnasieuddannelse) etableres som en ny gymnasial uddannelse med opstart i 2030. EPX bliver en 2-årig uddannelse med mulighed for 1 års overbygning. Adgang til EPX kræver som udgangspunkt en bestået afgangseksamen fra folkeskolen. 10. klasse afskaffes som kommunalt tilbud og integreres delvist i EPX. Efterskoler kan fortsat tilbyde et skoleår efter 9. klasse.

Den 2-årige hf afskaffes og erstattes af EPX. Eux og grundforløb 1 på erhvervsuddannelserne afskaffes ligeledes som selvstændige tilbud. Adgangskravene til stx, hhx og htx skærpes. Reformen indebærer samtidig en omfattende omlægning af institutions- og uddannelseslandskabet, hvor regionerne skal komme med anbefalinger til placering af EPX-udbud og voksenuddannelser. Regionerne gennemfører i 2026-2027 en lokal proces, hvor uddannelsesinstitutionerne drøfter fremtidige fusioner, spaltninger og placering af EPX-udbud. Region Syddanmark forventes at afgive sine anbefalinger til staten i foråret 2027.
Region Syddanmark har ansvaret for at facilitere den lokale proces i perioden 2026 til primo 2027. Til formålet er der nedsat et særligt rådgivende udvalg vedrørende epx-reformen, som følger implementeringen og rådgiver om den regionale proces.
Frem mod primo 2027 skal uddannelsesinstitutionerne indsende deres tilkendegivelser om fremtidige fusioner, spaltninger og ønskede uddannelsesudbud til regionen. På den baggrund udarbejder Region Syddanmark anbefalinger, som forventes behandlet politisk i regionen i foråret 2027, inden de indgår i den nationale beslutningsproces.
På mødet orienteres udvalget om reformens hovedindhold og det forventede videre forløb.
Økonomiske konsekvenser Ingen.

Vurdering

Forvaltningen vurderer, at uddannelsesreformen og den nye institutionslov vil få væsentlig betydning for den fremtidige organisering af ungdoms- og voksenuddannelsesområdet.

Indstilling

Forvaltningen indstiller til Børne-, Skole- og Uddannelsesudvalget, at:
1. Udvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

1. Taget til efterretning.

Kilde: Fredericia Kommune, Børne-, Skole- og Uddannelsesudvalget, referat fra mødet tirsdag 8. september 2026, punkt 5. Læs den originale sag hos kommunen.