Besluttet 1. oktober, Senior- og Sundhedsudvalget, Fredericia
Orienteringssag: Løft af ældreområdet
I budgetaftalen for 2026-2029 blev der afsat 3 mio. kr. til til ældreområdet. Denne sag har til formål at informere om de initiativer, der er taget på baggrund af de afsatte midler.
Kort fortalt
- Hvem
- Senior- og Sundhedsudvalget, Fredericia Kommune
- Hvornår
- Torsdag 1. oktober 2026
- Status
- Besluttet. 1. Taget til efterretning.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
I budgetaftalen for 2026-2029 står følgende:
"Med ældreloven ændres rammerne for måden, ældre borgere får hjælp på. Medarbejderne skal bruge deres faglighed på nye måder, og det kræver tæt opfølgning. Derfor afsættes der midler til supervision i forbindelse med omlægningen af ældreplejen. I takt med, at vi lever længere, forudses det, at flere borgere vil udvikle en demenssygdom. Derudover vil ventetiderne på udredning forventeligt falde. Derfor er der behov for at afsætte midler til at løfte demensindsatser for borgere og deres pårørende. Beboerne på vores plejehjem har brug for en uforstyrret nattesøvn i rolige og trygge rammer. Der afsættes midler til, at der på ét plejehjem afprøves en model for mere nattevagtsdækning, kombineret med moderne teknologiske løsninger, som kan betyde færre forstyrrelser for de beboere, som ikke har behov for fysisk nattevagtsbesøg. Det er vigtigt, at der er aktiviteter i hverdagen for plejehjemsbeboerne. Der afsættes midler på et eller flere plejehjem til en afprøvning af måder at skabe flere aktiviteter, f.eks. gennem medarbejdere i fleksjob eller andre ordninger. Der afsættes samlet 3,000 mio. kr. til dette løft af ældreområdet. Den konkrete udmøntning forankres i Senior- og Socialudvalget."
På baggrund af dette er i gangsat en række tiltag, som beskrives nedenfor.
Supervision i forbindelse med ældreplejen
Der er igangsat forløb med et eksternt konsulentfirma, der understøtter opstart og implementering af ledernetværk og samtidig har individuel ledersparring.
Formålet med forløbet er at tilbyde ledersparring og opstarte ledernetværk med henblik på at støtte op om intentionen i ældreloven, som blandt andet lægger op til styrket tværgående samarbejde, tillidsbaseret ledelse og helhedsorienterede forløb for de ældre. Derudover er formålet med de to aktiviteter desuden at fortsætte kommunens arbejde med at understøtte ledernes egen trivsel i arbejdet.
Forløbet er igangsat i juni 2026.
Status på demensområdet
Som led i styrkelsen af demensindsatsen er der igangsat et arbejde med at optimere anvendelsen af kommunens demensfaglige kompetencer og ressourcer. Der er taget indledende skridt til at facilitere en proces, som involverer demensteamet og ledere på tværs af ældreområdet. Formålet er at skabe en stærkere og mere ensartet praksis, hvor viden, kompetencer og ressourcer på demensområdet anvendes mest hensigtsmæssigt til gavn for borgerne og medarbejdernes daglige praksis.
Arbejdet er aktuelt i planlægningsfasen, og der foreligger derfor endnu ikke en samlet implementeringsplan. Processen forventes samtidig at kunne understøtte de nationale pejlemærker, der ventes at indgå i regeringens kommende demenshandleplan.
For at styrke de lokale demenskompetencer gennemføres der i efteråret to undervisningsforløb målrettet "spirer" (unge i fritidsjobs) på plejehjemmene. Formålet er at understøtte vidensdeling og styrke den demensfaglige indsats tæt på borgerne.
Som en del af indsatsen omkring supervision og kompetenceudvikling har demensteamet desuden udviklet et pilotprojekt med fokus på håndtering af akutte magtanvendelser. Projektet skal styrke både viden og praksis på området. En central del af projektet er systematisk 1:1 sparring med ledere hver ottende uge. Projektet igangsættes den 5. oktober 2026 og afsluttes med en evaluering inden sommeren 2027.
Status på afprøvning af døgnrytmelys på plejehjem
Som led i udmøntningen af budgetaftalen arbejdes der med afprøvning af døgnrytmelys på udvalgte plejehjem. Formålet er at understøtte beboernes døgnrytme, trivsel og søvn samt skabe bedre rammer for medarbejdernes arbejde.
Der er nedsat en arbejdsgruppe bestående af to plejehjemsledere, en områdeleder samt kommunens teknologikonsulenter. Arbejdsgruppen har gennemført en kortlægning af, hvilke plejehjem og afdelinger der vurderes at have det største potentiale for at opnå effekt ved anvendelse af døgnrytmelys. I vurderingen er der særligt lagt vægt på erfaringer, der peger på, at effekten forventes at være størst på demensafsnit, samt på om afdelingen har en stabil drift og medarbejdere, der er motiverede for at anvende nye teknologiske løsninger i praksis.
På den baggrund er der peget på en afdeling på Øster Elkjær med 16 boliger samt Madsbyhus med 14 boliger som de første afdelinger, hvor løsningen ønskes afprøvet.
Arbejdsgruppen har desuden været i dialog med tre forskellige leverandører og fået præsenteret produkter samt forslag til implementering. Vurderingen er, at det inden for den afsatte økonomiske ramme vil være muligt at etablere døgnrytmelys på begge afdelinger, herunder både i beboernes boliger og på fællesarealerne.
Næste skridt er valg af leverandør og gennemførelse af den nødvendige anskaffelsesproces. Arbejdsgruppen samarbejder derfor med Udbud og Indkøb for at sikre, at processen gennemføres i overensstemmelse med gældende regler og lovgivning.
Status for aktiviteter på plejehjemmene
Der er afsat midler til at styrke aktivitetsniveauet på kommunens plejehjem med henblik på at
understøtte beboernes trivsel og livskvalitet i hverdagen.
Aktivitetsmidlerne er fordelt til kommunens plejehjem, som inden for de overordnede rammer kan iværksætte lokale initiativer til gavn for beboerne. Formålet er at skabe bedre muligheder for sociale, kulturelle og meningsfulde aktiviteter i hverdagen.
Der arbejdes samtidig med at tilrettelægge kompetenceudviklingsforløb for medarbejdere med fokus på hverdagsaktiviteter og det rehabiliterende perspektiv. Formålet er at styrke medarbejdernes kompetencer til at skabe aktiviteter sammen med beboerne som en integreret del af den daglige pleje og omsorg. Dette sker med udgangspunkt i EDEN tankegangen.
Økonomiske konsekvenser Endnu er kun brugt en del af midlerne. Blandt andet er døgnlys i proces, men endnu ikke købt. Vi forventer at anvende alle midler i 2026 i tråd med udvalgets ønsker.
Vurdering
Indsatserne befinder sig fortsat i en opstarts- eller implementeringsfase, og de konkrete effekter vil derfor først kunne vurderes på et senere tidspunkt.
Midlerne har skabt gode muligheder for at afprøve og udvikle nye tiltag, som ville være svære at igangsætte inden for de eksisterende driftsbudgetter.
Indstilling
Forvaltningen indstiller til Senior- og Sundhedsudvalget, at:
1. Orienteringen tages til efterretning.
Beslutning
1. Taget til efterretning.
Kilde: Fredericia Kommune, Senior- og Sundhedsudvalget, referat fra mødet torsdag 1. oktober 2026, punkt 5. Læs den originale sag hos kommunen.