Besluttet 17. august, Undervisningsudvalget 2026-29, Frederiksberg
Forslag fra Ungeforum: Gratis adgang til Frederiksbergmuserne for unge mellem 18 og 25 år
Ungeforum har mulighed for at forelægge to sager for Undervisningsudvalget årligt. Dette er den ene. Ungeforum foreslår, at unge i Frederiksberg Kommune mellem 18 og 25 år får fripas til at besøge Frederiksbergmuseerne. I sagen præsenteres Ungeforums forslag samt argumentation herfor.
Kort fortalt
- Hvem
- Undervisningsudvalget 2026-29, Frederiksberg Kommune
- Hvornår
- Mandag 17. august 2026
- Status
- Besluttet. Undervisningsudvalget oversendte beslutning om forslag fra Ungeforum: Gratis adgang til Frederiksbergmuseerne for unge mellem 18 og 25 år til forhandlingerne om budget 2027 med de faldende bemærkninger.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Forvaltningen indstiller, at Undervisningsudvalget
ikke tiltræder beslutningsforslaget, idet det vurderes, at forslaget vil medføre udgifter, som ikke kan finansieres inden for den eksisterende økonomiske ramme
Overskrift
Forslag fra Ungeforum: Gratis adgang til Frederiksbergmuseerne for unge mellem 18 og 25 år
Anledning
Dette forslag har til formål at styrke unges adgang til kultur og dannelse ved at gøre Frederiksbergmuseerne gratis for alle unge i alderen 18-25 år. Forslaget indebærer, at Frederiksberg Kommune indgår en samarbejdsaftale med Frederiksbergmuseerne bestående af Cisternerne, Bakkehuset, Storm P.-museet og Møstings Hus med henblik på at sikre gratis adgang for den pågældende aldersgruppe.
I beskrivelsen af forslaget indgår formuleringer, argumenter og pointer fra Ungeforums oplæg til den politiske behandling af sagen. Ungeforums forslag kan ses i sin fulde længde i bilag 1.
Baggrund Selvom Frederiksberg er en kommune med et rigt kulturliv, tilbyder Københavns Kommune i følge Ungeforum i højere grad sociale og kulturelle oplevelser til unge i aldersgruppen 18-25 år. Det har gjort, at flere unge søger mod den nærliggende kommune for at få nævnte oplevelser, der ofte er drevet af kendskab, tilgængelighed og økonomi. Gratis adgang til kommunens egne kulturinstitutioner kan derfor ifølge Ungeforum være med til at vende denne tendens og placere Frederiksberg tydeligere på de unges landkort.
Ungeforum ønsker med forslaget at styrke kulturel dannelse i en afgørende livsfase samt øge fællesskab. Med gratis adgang til museerne vil en større gruppe unge møde kunst, kultur og kreative udtryksformer, hvilket vil bidrage til et mere engageret og kulturelt bevidst medborgerskab. Studerende og nyuddannede er en gruppe med begrænset økonomisk råderum. Med forslaget fjernes den økonomiske barriere for museumsoplevelser. Det forventede øgede besøgstal på museerne styrker museernes levedygtighed og relevans
Endvidere vil Ungeforum med forslaget gerne medvirke til, at Frederiksberg gøres mere attraktivt og tilgængeligt for unge. Med forslaget om gratis museumsadgang på Frederiksberg vil flere unge opleve Frederiksberg som et selvstændigt, kulturelt og socialt centrum. Desuden medvirker forslaget til at sikre kulturel lighed på tværs af socioøkonomiske grupper.
Det eksisterende Kulturpas for unge uden for uddannelse og beskæftigelse er et værdifuldt initiativ, men dækker kun en afgrænset gruppe. Ungeforum ønsker med forslaget at supplere dette tilbud, så det kulturelle tilbud også gælder studerende og arbejdende unge, der ligeledes kan have begrænsede midler til rådighed. Derudover er gratis adgang til museer for børn og unge under 18 år en veletableret og vidt anerkendt ordning i flere kommuner. Det er efter Ungeforums opfattelse principielt inkonsekvent, at denne adgang ophører ved myndighedsalderen. En udvidelse til 25 år er en logisk og værdimæssig konsekvent videreførelse af dette princip.
Anbefaling
Forvaltningen anbefaler, at Undervisningsudvalget ikke tiltræder beslutningsforslaget, idet det vurderes, at forslaget vil medføre udgifter, som ikke kan finansieres inden for den eksisterende økonomiske ramme.
Bevillingsmæssige konsekvenser
Forvaltningen har for at beregne økonomien i forslaget taget udgangspunkt i svaret på et budgetspørgsmål (fra S) fra 2025.
I 2026 koster et årskort til Frederiksberg-Museerne 145 kr. Der er 13.295 borgere mellem 18 og 25 år i Frederiksberg Kommune. Gratis adgang vil således medføre en udgift på 1,93 mio. kr. årligt.
Der vil muligvis kunne laves en aftale med Frederiksberg-Museerne om, at årskort kan købes til en reduceret pris. Aktuelt er det fx muligt at købe et årskort til unge for 116 kr. En pris som denne vil medføre en udgift på 1,54 mio. kr. årligt.
I forbindelse med budgetspørgsmål fra 2025 om mulighed for gratis adgang på museerne for børnefamilier, har Frederiksbergmuseerne blandt andet fremsendt følgende bemærkning: "Museet er en selvejende institution, som består af fire besøgssteder, hvoraf det ene – Møstings – i forvejen har gratis adgang for alle. De øvrige besøgssteder tilbyder i løbet af året i forvejen gratisdage på Storm P’s fødselsdag og på Kamma Rahbeks fødselsdag. Desuden er der på Kulturnatten gratis adgang, hvis man køber et Kulturnatspas. Der er også andre gratisordninger, så som K7 mv."
K7 refererer til en årlig begivenhed, hvor unge mellem 18 og 27 år får fri eller reduceret indgang til mere end 270 museer, udstillingssteder, teatre og klassiske spillesteder landet over.
Frederiksberg-Museerne bemærker desuden i kommentarerne til budgetspørgsmål fra 2025, at der vil være en række etableringsomkostninger forbundet med indførelse af gratis adgang for unge;
Indirekte udgifter (engangsomkostninger):
Engangsomkostninger til systemomlægninger af salgsplatforme på ca. 125.000 kr. Genoptryk af alt trykt materiale ca. 300.000 kr. Redesign af hjemmesider ca. 75.000 kr.
(I svaret på budgetspørgsmålet fra 2025 indgik desuden posten "Udvikling af koncept m.m. ca. 150.000 kr.". Denne post er udeladt af beregningerne i denne sag)
Dermed vil forslaget fra Ungeforum samlet set medføre en etableringsudgift på ca. 500.000 kr. og årlige driftsomkostninger på ca. 1,54 mio. kr.
Et alternativt forslag ville være at reservere en pulje til årskort til museerne for unge. Hvis der således budgetteres med eksempelvis 100.000 kr., vil det kunne finansiere årskort for ca. 862 unge. Dette svarer til ca. 6,5% af de unge mellem 18 og 25 år. Puljen kunne fordeles ud fra et først-til-mølle princip til interesserede.
Der vil være såvel etableringsudgifter som årlige driftsudgifter ved en puljeløsning. Forvaltningen estimerer, at der det første år vil skulle udvikles en form for tilmeldingsløsning (eventuelt digital). estimeret udgift: ca. 50.000 kr. Hertil kommer ressourcer til drift af ordningen; estimeret ca. 45.000 kr. pr. år. Således vil den forventede udgift udgøre ca. 95.000 kr. det første år og ca. 45.000 kr. de efterfølgende år.
Borgmesterpåtegning
Nej
Behandling
Undervisningsudvalget
Beslutning
Undervisningsudvalget oversendte beslutning om forslag fra Ungeforum: Gratis adgang til Frederiksbergmuseerne for unge mellem 18 og 25 år til forhandlingerne om budget 2027 med de faldende bemærkninger.
Kilde: Frederiksberg Kommune, Undervisningsudvalget 2026-29, referat fra mødet mandag 17. august 2026, punkt 5. Læs den originale sag hos kommunen.