Behandlet 24. august, Kommunalbestyrelsen 2026-29, Frederiksberg
Forslag til beslutning fra kommunalbestyrelsesmedlem Carina Høedt om forbud mod AI- og smartbriller i folkeskoler og klubber på Frederiksberg
Beslutningsforslaget blev oversendt til Undervisningsudvalget. "AI- og smartbriller med kamera, mikrofon og AI-funktioner er allerede på markedet.
Kort fortalt
- Hvem
- Kommunalbestyrelsen 2026-29, Frederiksberg Kommune
- Hvornår
- Mandag 24. august 2026
- Status
- Behandlet. Referatet med beslutningen er ikke offentliggjort endnu.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Beslutningsforslaget blev oversendt til Undervisningsudvalget.
"AI- og smartbriller med kamera, mikrofon og AI-funktioner er allerede på markedet. Teknologien rummer store muligheder og kan blandt andet være et værdifuldt hjælpemiddel for mennesker med syns- eller hørenedsættelse ved fx at læse tekst højt, beskrive omgivelser eller understøtte kommunikation og navigation.
Forslaget handler derfor ikke om et generelt forbud mod AI- og smartbriller. Det handler om de briller, der kan optage billeder og lyd af andre mennesker.
Kameraudstyrede briller adskiller sig fra eksempelvis mobiltelefoner ved, at det kan være vanskeligt for andre at se, hvornår der optages. Det skaber særlige udfordringer for privatliv og tryghed. Ikke mindst blandt børn og unge. Et eksempel på, at risikoen allerede er reel, er DR’s omtale af en ung kvinde, der blev hemmeligt optaget med såkaldte krænker-briller og efterfølgende hængt ud på TikTok.
Mathilde blev hemmeligt optaget med 'krænker-brillen' og hængt ud på TikTok: 'Jeg var simpelthen bare totalt i chok' | Indland | DR
Vi er bekymrede for, hvilken udvikling udbredelsen af kameraudstyrede AI- og smartbriller kan føre til i vores samfund. Hvis det bliver almindeligt at være usikker på, om mennesker omkring os optager os, risikerer vi at skabe en kultur præget af mindre tillid og større utryghed. Det ønsker vi ikke at normalisere generelt og særligt ikke blandt børn og unge.
Derfor mener Det Konservative Folkeparti, at Frederiksberg Kommune bør gå foran dér, hvor kommunen selv kan fastsætte rammerne. Kommunens Skærmpolitik bør opdateres, så kameraudstyrede AI- og smartbriller ikke må anvendes i kommunens folkeskoler og klubber.
Der skal naturligvis være mulighed for undtagelser, hvor en smartbrille er et nødvendigt og relevant hjælpemiddel.
Med lovforslag L 130 om obligatorisk mobilfri politik i folkeskoler og fritidstilbud har Folketinget allerede taget et første skridt mod at begrænse brugen af private elektroniske enheder i skoler og fritidstilbud. Men udviklingen inden for AI- og smartbriller rejser nye spørgsmål, som kræver en bredere national stillingtagen – blandt andet til skjult optagelse og beskyttelsen af børn og unges privatliv.
Derfor foreslås det, at:
Der indføres forbud mod kameraudstyrede AI- og smartbriller i Frederiksberg Kommunes folkeskoler og klubber. Forbuddet skal gælde brug af briller med kamera-, lyd- eller optagefunktioner og indarbejdes i kommunens Skærmpolitik.
Forvaltningen må desuden meget gerne vende tilbage med andre oplagte/uproblematiske steder en sådan politik kan udrulles til politisk drøftelse.
Det øvrige fritidsliv på Frederiksberg opfordres til at tage stilling til brugen af kameraudstyrede AI- og smartbriller i deres organisationer og tilbud. Kommunen opfordres til at gå i dialog med relevante foreninger, selvejende institutioner og øvrige fritidsaktører om behovet for tilsvarende forbud eller fælles principper for brugen af teknologien.
Kommunalbestyrelsen sender en henvendelse til digitaliseringsministeren og justitsministeren med opfordring til, at der nationalt tages stilling til reguleringen af kameraudstyrede AI- og smartbriller. En national indsats bør blandt andet forholde sig til tydelig markering ved optagelse, skjult optagelse, beskyttelse af børn og unge samt brug af teknologien i skoler, institutioner og offentlige rum.
Formålet er ikke at forhindre udviklingen eller brugen af AI-briller som hjælpemiddel. Formålet er at beskytte børn og unge og sikre, at de kan færdes trygt i skole og fritid.
Frederiksberg Kommune bør gå foran med et klart forbud dér, hvor vi selv kan gøre en forskel, samtidig med at vi opfordrer Folketinget til at tage ansvar for den bredere nationale regulering."
(Til udvalgsbehandling)
Kilde: Frederiksberg Kommune, Kommunalbestyrelsen 2026-29, referat fra mødet mandag 24. august 2026, punkt 3. Læs den originale sag hos kommunen.