Besluttet 11. august, Teknik og Klima, Frederikssund
Drøftelse af Trafikplan 2026-2036
Administrationen har udarbejdet et forslag til en ny trafikplan for kommunen med tilhørende trafikhandlingsplan og cykelstiplan, som skal gælde for årene 2026-2036. Udkastet præsenteres på mødet med udvalgte emner fra planen.
Kort fortalt
- Forslaget
- Drøfte udkast til Trafikplan 2026-2036
- Hvem
- Teknik og Klima, Frederikssund Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 11. august 2026
- Status
- Besluttet. Udvalget besluttede at behandle sagen som en beslutningssag. Udvalget besluttede, at udkastet med redaktionelle rettelser skal sendes i høring i 8 uger.Beslutningen er forkortet her. Læs hele beslutningen
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Administrationen indstiller til Teknik og Klima, at:
• Drøfte udkast til Trafikplan 2026-2036
Behandling i Teknik og Klima 5. maj 2026
Drøftet. Sagen genoptages på næste udvalgsmøde.
Behandling i Teknik og Klima 2. juni 2026
Udsat.
Fraværende: Ali Moussa (F) og Rasmus Petersen (Ø)
Sagsfremstilling
Administrationens forslag til Trafikplan 2026-2036 kan ses i dette link: https://temaplaner.frederikssund.dk/trafikplan-2026-2036/
Frederikssund Kommune har gennem de sidste mange år arbejdet kontinuerligt med at forbedre trafikinfrastrukturen i kommunen. Vej- og stinettet er udbygget, men der er også ombygget og trafiksaneret for at øge trafiksikkerheden og trygheden. Arbejdet har været styret gennem Trafikplan 2016-2025 med tilhørende trafikhandlingsplan og cykelstiplan. En politisk besluttet Trafikplan er vigtig i forhold den årlige landsdækkende konkurrence ved navn Kommunernes Skoletrafiktest.
Forslaget til Trafikplan 2026-2036 danner rammen for investeringer i den fremtidige trafik i kommunen og afløser således den tidligere plan.
Den nye plan bygger videre på det store arbejde, der er udført med Klimaplan 2045 og Mobilitetsplan 2023, hvor borgernes transportvaner blev undersøgt, og hvor borgere, virksomheder og kulturinstitutioner blev inddraget i en længere proces.
Den nye plan bygger også på alle de trafikdata, vi som kommune råder over, og analyserne er udført på den baggrund. Planen munder ud i en lang række af projekter, som er samlet og prioriteret i henholdsvis en trafikhandlingsplan og en cykelstiplan.
Der er opstillet målsætninger for alle de faglige temaer i trafikplanen. Målsætningerne er fastsat frem til 2031, hvor første halvdel af planens periode er gået. På det tidspunkt gøres status på alle målsætninger, og ud fra det fastsættes mål frem mod 2036, hvor planen udløber.
Trafikplanen omfatter et stort analyse- og kortlægningsarbejde af følgende:
• Væsentlige hastighedsoverskridelser på det kommunale vejnet
• Uheldsbelastede kryds og strækninger
• Utrygge steder i trafikken
• Anbefalede skoleruter som mangler forbedring
• Missing links i cykelstinettet (manglende cykelstier)
• Manglende sikre stikrydsninger i cykelstinettet
• Kortlægning af kryds/sideveje i cykelstinettet hvor der bør udføres gennemført cykelsti og fortov
• Udpegning af lokaliteter hvor der i forbindelse med planlagt byudvikling med fordel kan udføres trafikale forbedringer
Der er også blevet udarbejdet et par selvstændige analyser og skitseprojekter af udvalgte lokaliteter for at kunne konkretisere løsningsforslag og anlægsoverslag i trafikhandlingsplanen og cykelstiplanen.
Det drejer sig om analyser af udvalgte cykelstiprojekter, hvor flere forskellige løsningsforslag skulle overvejes, samt en analyse og skitsetegning af muligheden for at ombygge Slangerup busterminal med henblik på at kunne skabe en sikker skolevej igennem området og i det hele taget forbedre forholdene for bløde trafikanter og buspassagerer. De analyser og skitsetegninger er vedlagt som bilag.
En prioriteret trafikhandlingsplan
Analyserne har ført frem til udpegningen af en række fysiske projekter, som er indarbejdet i en samlet projektliste, der udgør en prioriteret trafikhandlingsplan.
Projekterne er mange og udgør et stort investeringsbehov. Der er derfor behov for at prioritere, hvilke projekter der bør udføres først i forhold til størst effekt pr. investeret krone. I prioriteringsmodellen lægger følgende trafikdata ud over økonomien til grund for, hvordan et projekt er prioriteret:
• Antallet af registrerede trafikuheld på lokaliteten og projektets uheldsforebyggende effekt
• Køretøjernes registrerede hastighed på lokaliteten og projektets effekt på at mindske hastighedsoverskridelser
• Antallet af køretøjer
• Den skiltede hastighed
• Antallet af borgere, der har udpeget lokaliteten som utryg, og projektets effekt på at mindske utrygheden
• Hvorvidt lokaliteten indgår som en del af de anbefalede ruter til skole eller har sammenhæng til et projekt i cykelstiplanen
Prioriteringsmodellen sikrer således, at projekter der prioriteres højest, omfatter projekter hvor der på lokaliteten forekommer flere trafikuheld, hvor hastigheden er høj og der er store hastighedsoverskridelser, hvor der er mange køretøjer, hvor der er mange borgere der føler sig utrygge og hvor der er sammenhæng til de anbefalede skoleruter og cykelstiplanen.
En prioriteret cykelstiplan
Kortlægningen af cykelstinettet og udpegningen af anbefalede skoleruter har ført frem til udpegningen af en række cykelstiprojekter, som er indarbejdet i en samlet projektliste, der udgør en prioriteret cykelstiplan. Projekter fra den tidligere cykelstiplan, som endnu ikke er udført, er stadig med. Derudover har borgerundersøgelsen fra Mobilitetsplan 2023 også bidraget med viden om, hvor borgere og virksomheder især peger på, at der mangler cykelstier.
Cykelstiprojekterne er også mange og udgør et stort investeringsbehov. Der er derfor behov for at prioritere, hvilke projekter der bør udføres først i forhold til størst effekt pr. investeret krone. I prioriteringsmodellen lægger følgende trafikdata ud over økonomien til grund for, hvordan et projekt er prioriteret:
• Antallet af registrerede trafikuheld med cykler/knallerter involveret på lokaliteten og projektets uheldsforebyggende effekt
• Køretøjernes registrerede hastighed på lokaliteten og projektets effekt på at mindske utryghed ved hastighed
• Antallet af køretøjer
• Den skiltede hastighed
• Potentialet for nye/flere cyklister vurderet på baggrund af cykeltællinger, cykelstiens funktion/betydning samt antal borgere, der har udpeget lokaliteten som et sted de ser et behov for cykelsti
• Hvorvidt lokaliteten indgår som en del af de anbefalede ruter til skole eller er et missing link i cykelstinettet.
Prioriteringsmodellen sikrer således, at projekter der prioriteres højest, omfatter projekter hvor der på lokaliteten forekommer trafikuheld med cykler/knallert involveret, hvor hastigheden er høj og der er store hastighedsoverskridelser, hvor der er mange køretøjer, hvor der er størst potentiale for nye/flere cyklister og hvor der er sammenhæng til de anbefalede skoleruter og missing links i cykelstinettet.
I de kommende år sker der meget udvikling med Frederikssundmotorvejens 3. etape og udviklingen af Vinge. Trafikprojekter som følge af det er ikke medtaget i trafikplanen, da det kører i sit eget spor og kræver særskilte investeringer efterhånden, som planlægningen skrider frem. I trafikplanen er der selvfølgelig taget højde for den planlægning og udvikling, som kendes på nuværende tidspunkt.
Inddragelse
Administrationen foreslår at sende et vedtaget Forslag til Trafikplan 2026-2036 i høring i 4 uger.
Der er ikke gennemført borgerinddragelse i forbindelse med udarbejdelse af selve forslaget til Trafikplan 2026-2036, da der er gjort brug af det omfattende materiale, som blev indsamlet ved udarbejdelse af Mobilitetsplanen 2023, hvor der blev gennemført en meget stor borgerinddragelse i 2022. Under arbejdet med Mobilitetsplan 2023 kom der mange gode bidrag fra borgere i alle dele af kommunen. Den store mængde data fra borgerinddragelsen blev indsamlet via en stor spørgeskemaundersøgelse udsendt til alle kommunens borgere i e-Boks, via fire afholdte borgersamlinger, via workshop med virksomheder samt en afsluttende høring.
Økonomi
Nærværende sag har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Beslutning
Udvalget besluttede at behandle sagen som en beslutningssag.
Udvalget besluttede, at udkastet med redaktionelle rettelser skal sendes i høring i 8 uger.
Fraværende: Tobias Daniel Isaksson (I) og Anne-Lise Kuhre (A).
Kilde: Frederikssund Kommune, Teknik og Klima, referat fra mødet tirsdag 11. august 2026, punkt 113. Læs den originale sag hos kommunen.