Besluttet 13. august, Børn, Skole og Familie, Frederikssund
Orientering om deltagelse i forskningsprojektet om værdiskabende budgettering
Frederikssund Kommune deltager i et forskningsprojekt om værdiskabende budgettering på det specialiserede børnefamilieområde i perioden 2026-2028.
Kort fortalt
- Forslaget
- Tage orienteringen til efterretning
- Hvem
- Børn, Skole og Familie, Frederikssund Kommune
- Hvornår
- Torsdag 13. august 2026
- Status
- Besluttet. Taget til efterretning. Anne-Lise Kuhre (A) og Tobias Daniel Isaksson (I).
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Administrationen indstiller til Børn, Skole og Familie, at:
• Tage orienteringen til efterretning
Sagsfremstilling
Frederikssund Kommune har fået mulighed for at deltage i et forskningsprojekt om værdiskabende budgettering
på det specialiserede børnefamilieområde. Projektet undersøger, hvordan budgetstyring i højere grad kan understøtte kommunens faglige strategier og samlede værdiskabelse for udsatte børn, unge og familier. Projektet tager udgangspunkt i en forståelse af, at styring på området skal afbalancere flere hensyn, herunder effekter, økonomi, retssikkerhed, organisatorisk kapacitet og politisk legitimitet. Formålet er at skabe et mere sammenhængende grundlag for både strategiske og politiske prioriteringer.
Projektet gennemføres som et casestudie i tre faser i perioden 2026-2028:
2026: Indledende analyser af kommunens situation og styring
2027-2028: Udvikling og implementering af et konkret styringsinitiativ
2028: Evaluering af erfaringerne.
De indledende analyser vil blandt andet omfatte dokumentanalyse, registerdata, interview og observationer. Som led i projektet modtager kommunen en statusopgørelse for værdiskabelsen på området, en analyse af styringspraksis og forslag til et udviklingsprojekt. Projektet kan dermed bidrage til at styrke kommunens arbejde med sammenhæng mellem kvalitet, resultater og økonomi.
Der henvises til bilag 1 for uddybende beskrivelse af projektet.
Inddragelse
I den indledende analysefase vil forskerne foretage interview med medarbejder- og ledelsesrepræsentanter. Derudover vil alle medarbejdere og ledere i Center for Familie og Rådgivning blive løbende orienteret i projektets fremdrift og inddraget efter behov. Afhængigt af hvilke projektinitiativer, der skal arbejdes med, vil der også være mulighed for inddragelse af unge, forældre, civilsamfund og andre relevante samarbejdspartnere.
Sagen er sendt til kommentering i Rådet for handicap, psykiatri og udsathed.
Kommentering:
I Rådet for Handicap, Psykiatri og Udsathed finder vi det positivt, at der arbejdes med at udvikle en mere helhedsorienteret tilgang til økonomistyring, hvor økonomi, faglighed, kvalitet, resultater og langsigtede konsekvenser tænkes sammen.
Det er første gang i Rådet for Handicap, Psykiatri og Udsathed bliver orienteres om, at vi i Frederikssund kommune deltager i forskningsprojektet ”værdiskabende budgettering.”
Derfor kommer der også her en længere og uddybende kommentar.
Vi er i Rådet for Handicap, Psykiatri og Udsathed dybt bekymrede for anvendelsen af værdiskabende budgettering som styringsværktøj på handicapområdet, og her Børnehandicapområdet.
Vores bekymring handler ikke om, hvorvidt kommunen skal have en ansvarlig økonomistyring. Det skal den naturligvis.
Bekymringen handler derimod om, hvad der forstås ved værdi, når økonomiske hensyn, faglige hensyn, barnets behov og barnets rettigheder kommer i konflikt.
På handicapområdet, og her Børnehandicapområdet, er der en grundlæggende risiko for, at økonomiske hensyn kommer til at veje tungere end de menneskelige og rettighedsmæssige hensyn, hvis ikke der i styringsmodellen indbygges tydelige grænser for, hvad der kan gøres til genstand for økonomisk prioritering.
Vores hovedbudskab som udvalget skal være opmærksom på, er derfor:
Økonomisk styring skal understøtte barnets rettigheder, behov, trivsel, udvikling og deltagelse, og ikke være en målestok, der kan tilsidesætte disse hensyn.
Hvad betyder "værdi" på børnehandicapområdet?
I Rådet for Handicap, Psykiatri og Udsathed mener vi, at det er afgørende at få præciseret, hvad der menes med "værdiskabelse", når værktøjet anvendes i forhold til børn og unge med handicap.
Et barn kan have behov for en omfattende og måske meget dyr indsats uden, at indsatsen nødvendigvis kan dokumentere en tilsvarende økonomisk gevinst for kommunen.
Det gør ikke indsatsen mindre værdifuld.
Værdien kan eksempelvis være, at barnet:
• oplever større trivsel og livskvalitet,
• kan deltage i skole og fællesskaber,
• udvikler større selvstændighed,
• oplever værdighed og selvbestemmelse,
• får mulighed for at fastholde relationer,
• undgår yderligere mistrivsel,
• får mulighed for at udvikle sine ressourcer,
• eller at familien får mulighed for at få hverdagen til at fungere.
En stor del af denne værdi kan være både vanskelig og uhensigtsmæssig at omsætte til økonomiske mål.
Vi er derfor bekymrede for formuleringen om at skabe "størst mulig værdi pr. krone".
På børnehandicapområdet må "værdi pr. krone" ikke udvikle sig til en logik, hvor den indsats, der er billigst, indirekte bliver betragtet som den mest værdiskabende.
En dyr indsats kan være den rigtige indsats, og en billig indsats kan være den forkerte.
Det afgørende må være, om indsatsen er fagligt og rettighedsmæssigt begrundet og imødekommer barnets konkrete behov.
En særlig bekymring ved begrebet "trade-off"
Analysen lægger op til, at der skal arbejdes med "trade-offs mellem forskellige bundlinjer" og med håndtering af trade-offs mellem forskellige hensyn på ledelsesmæssigt og politisk niveau.
I Rådet for Handicap, Psykiatri og Udsathed mener vi, at dette kræver en langt tydeligere beskrivelse af, hvilke hensyn der legitimt kan afvejes mod hinanden, og hvilke hensyn der ikke bør kunne tilsidesættes af økonomiske hensyn.
Det er eksempelvis legitimt at diskutere:
• hvordan en indsats organiseres,
• om en indsats kan tilrettelægges mere effektivt,
• hvordan medarbejdernes kompetencer anvendes bedst muligt,
• eller hvordan forskellige organisatoriske løsninger kan understøtte bedre resultater.
Men vi finder det meget problematisk, hvis barnets rettigheder, værdighed eller et dokumenteret fagligt behov bliver behandlet som en "bundlinje", der kan opvejes mod kommunens økonomi.
Derfor bør værktøjet tydeliggøre:
Hvis økonomi og barnets rettigheder står i konflikt – hvad vægter så højest?
Hvis en fagligt begrundet indsats er dyr, men nødvendig for barnet – kan økonomien så begrunde, at barnet får en anden og måske dårligere indsats?
Hvis en billigere løsning giver dårligere trivsel eller udviklingsmuligheder for barnet – kan den så stadig betegnes som mere værdiskabende?
Det er efter vores opfattelse helt afgørende spørgsmål, hvis værktøjet skal anvendes på børnehandicapområdet.
Barnets rettigheder må ikke være en "bundlinje" blandt andre
I analysen indgår retssikkerhed som én af flere dimensioner i vurderingen af værdiskabelse.
Vi mener, at der her er behov for en vigtig nuancering.
Barnets rettigheder bør ikke alene betragtes som én blandt flere bundlinjer, der kan vejes op imod økonomiske hensyn.
Rettigheder er en ramme for kommunens handlinger.
Rådet for Handicap, Psykiatri og Udsathed anbefaler derfor, at værktøjet indeholder et tydeligt rettighedsmæssigt værn, hvor det fremgår, at:
Økonomiske hensyn ikke kan begrunde tilsidesættelse af barnets rettigheder, barnets tarv eller en konkret fagligt begrundet vurdering af barnets behov.
Det enkelte barn må ikke blive reduceret til et outcome
I Rådet for Handicap, Psykiatri og Udsathed ser vi positivt på ambitionen om at styrke fokus på outcomes og progression. Analysen peger blandt andet på trivsel, skolegang, fravær, uddannelse og arbejdsmarkedstilknytning som mulige outcomes.
Men også her er der behov for forsigtighed.
Børn med handicap udvikler sig forskelligt og individuelt, og udvikling kan ikke altid måles gennem standardiserede indikatorer.
Et barn kan eksempelvis have en meget lille målbar progression, men samtidig have opnået noget, der har stor betydning for barnets liv – eksempelvis at kunne deltage i en aktivitet, kommunikere et behov, indgå i en relation eller opleve større tryghed.
Derfor bør kvalitative erfaringer og barnets eget perspektiv have en lige så legitim plads som kvantitative data.
Det bør være muligt at dokumentere den menneskelige værdi, også når den ikke kan omsættes til et tal.
Barnets og familiens perspektiv skal være en central kilde til viden
Analysen beskriver inddragelse af unge, forældre, civilsamfund og samarbejdspartnere som en mulig del af udviklingen af styringen.
Rådet for Handicap, Psykiatri og Udsathed mener imidlertid, at dette bør være mere end en mulighed.
Hvis formålet er at forstå, hvad der skaber værdi, må man nødvendigvis spørge dem, som værdien skal skabes for.
Børn og familier bør derfor ikke alene inddrages for at kvalificere kommunens styring. De bør være med til at definere, hvad god kvalitet og værdiskabelse er.
På børnehandicapområdet er dette særligt vigtigt, fordi kommunen kan have ét perspektiv på, hvad der er en effektiv indsats, mens barnet og familien kan opleve noget helt andet.
Der bør derfor være en systematisk metode til at inddrage:
• barnet eller den unge,
• forældrene,
• eventuelt søskende, hvor det er relevant,
• fagpersoner tæt på barnet,
• og relevante handicaporganisationer.
"Værdi" skal også vurderes over et helt liv – ikke kun i et budgetår
Vi er i Rådet for Handicap, Psykiatri og Udsathed positive over for analysens fokus på langsigtede konsekvenser.
Dette perspektiv bør imidlertid være helt centralt på børnehandicapområdet.
En indsats, der er dyr i barnets tidlige år, kan være afgørende for barnets videre udvikling og livsmuligheder.
Omvendt kan en besparelse på kort sigt medføre:
• øget mistrivsel,
• øget belastning af familien,
• tab af skolegang,
• mindre deltagelse i fællesskaber,
• øget behov for støtte senere,
• eller større udgifter for kommunen på længere sigt.
Derfor bør økonomiske vurderinger ikke alene tage udgangspunkt i det enkelte budgetår.
Der bør være en forpligtelse til at synliggøre de menneskelige og økonomiske konsekvenser på længere sigt.
Faglighed og relationer skal vægte højere
Analysen peger på organisationens kapacitet, blandt andet sygefravær, personaleomsætning, antal sager pr. sagsbehandler, rettidig opfølgning, rådgiverskift og ventetid.
Det er relevante mål.
Men vi savner et tydeligere fokus på den relationelle og faglige kvalitet.
På børnehandicapområdet er kontinuitet, specialiseret viden og kendskab til det enkelte barn afgørende.
Et højt antal rådgiverskift kan eksempelvis måske måles som et organisatorisk problem, men den egentlige konsekvens er, at barnet og familien igen og igen skal fortælle deres historie til nye mennesker.
Det menneskelige perspektiv skal derfor ikke blot være et supplement til styringsdata.
Det skal være en del af definitionen af kvalitet.
Politikerne skal have synliggjort de menneskelige konsekvenser
Rådet for Handicap, Psykiatri og Udsathed finder det positivt, at analysen ønsker at give politikerne et bredere billede af målgrupper, behov, indsatser, økonomi, kapacitet og dilemmaer.
Men hvis politikerne skal kunne træffe legitime beslutninger, er det ikke tilstrækkeligt at vise den økonomiske konsekvens af en prioritering.
Hvis der eksempelvis foreslås en besparelse eller effektivisering, bør politikerne samtidig kunne se:
• Hvor mange børn berøres?
• Hvilke børn berøres?
• Hvilke rettigheder og behov berøres?
• Hvilke faglige konsekvenser forventes?
• Hvilke konsekvenser får det for børnene og familierne?
• Hvilke konsekvenser kan forventes på længere sigt?
• Hvad siger børnene og familierne selv?
• Hvilke risici er der for øget mistrivsel eller behov for yderligere støtte?
En økonomisk besparelse bør aldrig præsenteres uden samtidig at synliggøre den menneskelige pris, hvis der er en sådan.
Samlet anbefaling
I Rådet for Handicap, Psykiatri og Udsathed er vi ikke imod, at kommunen arbejder med økonomisk ansvarlighed, eller ønsker at sikre, at ressourcerne anvendes bedst muligt.
Vi er derimod bekymrede for, at begrebet "værdiskabende budgettering" kan udvikle sig til en styringslogik, hvor det økonomisk målbare får større vægt end det menneskeligt og rettighedsmæssigt væsentlige.
På børnehandicapområdet er dette en særlig risiko.
Rådet for Handicap, Psykiatri og Udsathed anbefaler derfor, at værktøjet justeres, så følgende principper fremgår tydeligt:
• Barnets tarv, rettigheder, værdighed og behov er grundlæggende forudsætninger for værdiskabelse – ikke blot én bundlinje blandt flere.
• Økonomiske hensyn må ikke i sig selv begrunde en indsats, der fagligt vurderes utilstrækkelig til at imødekomme barnets behov.
• Der skal være tydelighed om, hvilke hensyn der kan afvejes økonomisk, og hvilke der ikke kan.
• Barnets og familiens perspektiv skal være en central del af definitionen af værdi og ikke blot et input til bedre økonomistyring.
• Kvalitative forhold som trivsel, relationer, værdighed, deltagelse og livskvalitet skal tillægges reel betydning, også når de ikke kan omsættes til økonomiske nøgletal.
• Alle væsentlige økonomiske prioriteringer bør ledsages af en vurdering af de menneskelige, faglige og rettighedsmæssige konsekvenser.
• Det langsigtede perspektiv skal omfatte både kommunens økonomi og barnets liv, udvikling og muligheder.
Afslutning
Det bør efter vores opfattelse være helt grundlæggende, at kommunens økonomi er til for borgerne – og ikke omvendt.
Et barn med handicap er ikke en udgiftspost, der skal skabe størst mulig værdi pr. krone.
Barnet er et menneske med rettigheder, behov, ressourcer, relationer og mulighed for udvikling.
Derfor bør spørgsmålet ikke alene være:
"Hvilken indsats skaber mest værdi for pengene?"
Det bør først og fremmest være:
"Hvad har dette barn brug for, for at kunne leve et så godt, værdigt og meningsfuldt liv som muligt – og hvordan sikrer vi, at kommunens ressourcer understøtter dette?"
Det er efter vores opfattelse den nødvendige balance mellem økonomisk ansvarlighed og et menneskeligt, fagligt og rettighedsbaseret børnehandicapområde.
Økonomi
Center for Økonomi har ingen bemærkninger, da sagen ikke har bevillingsmæssige konsekvenser.
Beslutning
Taget til efterretning.
Fraværende:
Anne-Lise Kuhre (A) og Tobias Daniel Isaksson (I).
Bilag
Kilde: Frederikssund Kommune, Børn, Skole og Familie, referat fra mødet torsdag 13. august 2026, punkt 69. Læs den originale sag hos kommunen.