Besluttet 23. september, Økonomiudvalget, Frederikssund
Orientering om status på udviklingen i Vinge
Byrådet godkendte på møde den 29. maj 2019, at administrationen ved udgangen af hvert kvartal fremlægger en sag om status på udviklingen i Vinge, herunder økonomiafrapportering. Herudover redegøres der årligt i første kvartal for eventuelle fremtidige budgetbehov.
Kort fortalt
- Forslaget
- Orienteringen tages til efterretning.
- Hvem
- Økonomiudvalget, Frederikssund KommuneGår videre til Byrådet
- Hvornår
- Onsdag 23. september 2026
- Status
- Besluttet. Taget til efterretning.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Administrationen indstiller, at Økonomiudvalget over for Byrådet anbefaler, at:
• Orienteringen tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Vinges udvikling
Sommeren over har der fortsat været stor aktivitet i Vinge. Vinge C er fuldt udlejet, og uderum og fortove er under etablering. Ikano Boligs første etape af Bakkekvarteret med 38 rækkehuse er solgt, mens halvdelen af de 50 rækkehuse i anden etape også er solgt. Der er givet byggetilladelse til alle parcelhuse og Tiny Houses i den sydlige del. Arkitektkonkurrencen for den sydlige del af Det Grønne Hjerte har fundet en vinder, og projektet er under opstart. Der arbejdes videre med infrastruktur, vandhåndtering og tekniske anlæg, og samtidig er der fokus på at skabe gode rammer for fællesskaber og et attraktivt byliv.
Udviklingen af antal borgere og arbejdspladser i Vinge medfører behov for fortsat politisk prioritering af byudviklingen.
I Bilag 1 skitseres de politiske milepæle for udviklingen i 2026. Følgende projekter kan særligt fremhæves:
• Udbud af arealer flere steder i byen
• Anlæg af Vinge Boulevard
• Anlæg af parkeringshus i Vinge C
• Programmering af områdeudviklingen for Vinges Grønne Centrum, der kobler byens centrum med skole og landskabsbro
• Sikring af fællesskabende mødesteder og aktiviteter
• DSB-værksted i det nordlige Vinge
• Lokalplansforslag for landskabsbro over banen skal igangsættes, når der findes økonomi til projektet
• Lokalplansforslag for Vingelunden i samarbejde med NPV samt efterfølgende udbud af arealerne
• Afklaring af den fremadrettede drift af offentlige arealer i Vinge
• Planer for mobilitet og vand- og skybrudshåndtering
• Masterplan for ca. 2.000 boliger i det nordlige Vinge (Ikano Bolig)
• Stiftelse af Vingeforeningen
Udbud i Vinge
Interessen for både bolig- og erhvervsudvikling i Vinge er fortsat stor. Der er aktuelt udbudt centralt beliggende grunde til boligudvikling vest for Deltakvarteret. Der arbejdes samtidig med en langsigtet udbudsstrategi, og planlægningen af yderligere udbud i Vinge i 2026, som forventes præsenteret for Byrådet i 4. kvartal 2026.
Indsatser for det gode byliv
Det er centralt, at byudviklingen understøtter initiativer, der bidrager til byliv og fællesskab i Vinge.
Der arbejdes derfor med følgende indsatser med afsæt i Vinges vision:
• Arkitektkonkurrencen for den sydlige del af Det Grønne Hjerte blev afgjort juni med arkitektfirmaet BOGL som vinder. Vinderprojektet udføres i etaper. Første nedslag er omdannelse af rundbuehallen på Solvænget 29. Når anlæg af børnehuset og Vinge Boulevard er under afrunding, kan der startes op på projektet i den anden ende af Det Grønne Hjerte syd for Vinge Boulevard.
• Renovering og omdannelse af drivhuset på Solvænget 29 er gennemført. Mindre afslutninger, fx belysning og udekøkken, ventes fuldført i løbet af 2026.
• Kulturpavillonen ved Solvænget 29 er under etablering og indvies den 3. oktober. Frederikssund Bibliotekerne har planlagt fem arrangementer i løbet af oktober. Pavillonen, der er doneret af RealDania, er uopvarmet og lukkes derfor ned til november og åbner igen i foråret.
• Samarbejde med Kultur og Fritid om styrkelse af fællesskaber og rekreative funktioner i Vinge, herunder muligheder for afprøvende handlinger.
• Stiftelse af Vingeforeningen.
Indsatser for biodiversitet og natur
Naturen spiller en central rolle i udviklingen af Vinge, og der gennemføres løbende indsatser for naturpleje og biodiversitet. Der er opsat vildtkamera flere steder i byen for at overvåge og registrere dyrelivet.
I løbet af september og oktober plejes flere naturområder i Vinge, hvor opvækst af pil, rødel mv. i søer og vandhuller fjernes for at forebygge, at de våde naturtyper gror helt til.
Igangværende projekter i Vinge
Der er fortsat høj aktivitet i hele Vinge. Status for de igangværende anlægsprojekter fremgår af Bilag 2, mens et samlet kortoverblik fremgår af Bilag 3.
Følgende projekter kan særligt fremhæves:
• Vinge Boulevard: Arbejdet med at færdiggøre Vinge Boulevard skrider frem og vejopbygningen er i gang. Det forventes, at asfaltering påbegyndes i november måned 2026.
• Børnehus i Vinge: Arbejdet med at opføre byens første børnehus er godt i gang, og der forventes indflytning i huset i starten af 2027
• Parkeringshus i Vinge C: Byrådet har godkendt tilbud for det kommende parkeringshus syd for stationen. Parkeringshuset får plads til ca. 250 biler og der gøres plads til rekreative funktioner. P-huset får 4-4½ etager, og det er designet til at kunne skilles ad og genbruges i fremtiden. Tidsplan er under udarbejdelse. Der ventes forsat byggestart i efteråret 2026 og ibrugtagning 2027.
• ”Vingen” – boligbyggeri ved Mekongvej: City Apartment ApS skal opføre boligbyggeriet ”Vingen” ved Mekongvej. Selskabet har meddelt, at deres oprindelige projekt ikke er rentabelt, og arbejder på et nyt projektforslag, der både kan leve op til Vinges visioner og er økonomisk rentabel. En afklaring ventes i løbet af efteråret 2026.
• Udbud af tre grunde til boligudvikling: Et centralt beliggende område mellem Tvinsmosen og Deltakvarteret nord for banen er i udbud til boligudvikling i overensstemmelse med Vinges DNA. Der er frist for tilbud den 3. november 2026.
• Deltakvarteret: Belægningen på de interne boligveje i Deltakvarteret er afsluttet. De sidste træer blev plantet i efteråret 2025, og de interne boligveje samt grønne fællesarealer forventes overdraget til grundejerforeningen i løbet af 2026.
• Tiny Houses og parcelhuse i det sydlige Vinge: De sidste grunde i det sydlige Vinge blev solgt i august 2025. Der er meddelt byggetilladelse til alle parcelhuse og Tiny Houses. Langt de flest grundejere er i gang med at bygge, og området ventes afsluttet i medio 2027. Der anlægges pt fortove på Bølgen, og en plan for udearealerne udmøntes snart.
• DSB-værksted i Det Grønne Erhvervskvarter: Lokalplan 179 og Kommuneplantillæg 001 for S-togsværksted ved Haldor Topsøe Park i Vinge med tilhørende miljøvurdering blev endeligt vedtaget på Byrådets møde den 2. september 2026. Planerne blev offentliggjort den 7. september, og herfra er der en klageperiode på 4 uger.
Inddragelse
Der gennemføres løbende inddragende møder og processer med henblik på at sikre bred forankring af udviklingen i Vinge.
Vingevandringerne afholdes fortsat to gange årligt, og der er stor interesse for dette initiativ. Herudover arbejder Vingeteamet hver onsdag fra Klimakassen, hvor borgere og øvrige interesserede har mulighed for dialog om udviklingen i Vinge.
Både nye og eksisterende borgere inviteres løbende til arrangementer, der både skal informere om muligheder og tilbud i Vinge samt bidrage til borgernes involvering i den videre udvikling.
Økonomi
Sagen har ingen umiddelbare bevillingsmæssige konsekvenser. Eventuelle ikke budgetlagte tiltag vil blive fremlagt i selvstændige sager. Se vedlagte bilag for en status på Vinges økonomi 1. januar 2018 til 31. august 2026.
Beslutning
Taget til efterretning.
Bilag
Kilde: Frederikssund Kommune, Økonomiudvalget, referat fra mødet onsdag 23. september 2026, punkt 173. Læs den originale sag hos kommunen.