Besluttet 6. oktober, Teknik og Klima, Frederikssund
Høringsudsendelse af revideret regulativ for Havelse Å
Regulativet for det offentlige og målsatte vandløb Havelse Å skal revideres. Administrationerne i Frederikssund, Halsnæs og Hillerød kommuner har i samarbejde udarbejdet og vedlagt et forslag til revideret vandløbsregulativ, som lever op til de nuværende krav for regulativer for målsatte vandløb.
Kort fortalt
- Forslaget
- Godkende at det vedlagte oplæg til revideret vandløbsregulativ for Havelse Å samt bilag sendes i offentlig høring
- Hvem
- Teknik og Klima, Frederikssund Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 6. oktober 2026
- Status
- Besluttet. Godkendt, idet høringsperioden anbefales til 12 uger og at der tages hensyn til ferieperioden hen over julen.
Hvad kan du gøre?
- Hold øje med høringen
- Forslaget lægger op til en offentlig høring. Når den åbner, kan alle sende et høringssvar på frederikssund.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Administrationen indstiller til Teknik og Klima, at:
• Godkende at det vedlagte oplæg til revideret vandløbsregulativ for Havelse Å samt bilag sendes i offentlig høring
Sagsfremstilling
Baggrund
Havelse Å er et offentligt vandløb, der har det meste af sit forløb i Hillerød Kommune, men som vest for Skævinge bliver grænsevandløb mellem først Hillerød/Halsnæs kommune og senere Halsnæs/Frederikssund kommune.
Det gældende vandløbsregulativ for Havelse Å blev vedtaget af Frederiksborg amtsråd i 1992. Det fremgår af regulativets afsnit 10, at det skulle revideres senest 10 år efter vedtagelse. Arbejdet med at revidere regulativet for Havelse Å blev opstartet i 2014, men prioriteringshensyn, ændring af klagenævnspraksis og øgede krav i forbindelse med miljøvurderinger har forlænget processen. Forslaget er udarbejdet i samarbejde mellem Hillerød, Frederikssund og Halsnæs Kommuner.
Væsentligste ændringer i oplæg til revideret regulativ
Siden 1992 er der sket en omfattende udvikling indenfor forvaltning af overfladevand. Det vigtigste i forhold til Havelse Å er givetvis, at der er blevet vedtaget en serie vandområdeplaner, senest vandområdeplan 2021-2027, som indeholder bindende målsætninger for alle målsatte vandløb. Det betyder blandt andet, at man ikke i vandløbene må foretage aktiviteter, som kan forhindre målopfyldelse. Havelse Å er i vandområdeplanerne målsat til god økologisk tilstand, men den nuværende tilstand går fra dårlig til moderat. Der er altså ikke målopfyldelse.
Som en følge heraf er det i forbindelse med miljøvurdering af regulativet vurderet, at eksempelvis grødeskæring som udgangspunkt ikke kan foretages mere end en enkelt gang årligt, da en hyppigere grødeskæring vil forhindre målopfyldelse. De nuværende bestemmelser om grødeskæring 3 – 4 gange om året kan derfor ikke videreføres. Derfor er der i forslaget fastsat andre bestemmelser om grødeskæring, som skal imødekomme afvandingshensyn mest muligt samtidig med, at de ikke vurderes at kunne forhindre vandløbet i at opnå målopfyldelse. Til at fastsætte de nye bestemmelser om grødeskæring, er der anvendt nyeste viden om grødeskæring, som beskrevet i ”Evidensbaseret og omkostningseffektiv grødeskæring i små danske vandløb”, hvor grødeskæringens betydning for miljøtilstand og vandføringsevne i vandløb er undersøgt. Rapporten er vedlagt som bilag.
Det reviderede regulativforslag indeholder en omfattende redegørelsesdel hvori alle foreslåede ændringer, inkl. baggrund og forventede konsekvenser, er beskrevet samt en miljøvurdering.
Proces
Da både Hillerød, Halsnæs og Frederikssund Kommuner er vandløbsmyndighed for Havelse Å, bliver godkendelse af høringsudsendelse af forslag til revideret regulativ forelagt politisk for udvalg i alle tre kommuner. Dette sker, af hensyn til ønsket om godkendelse for grødeskæringssæson 2027, på møder i hhv. slutningen af september og starten af oktober 2026. Såfremt alle udvalg godkender indstillingen, bliver forslag til revideret regulativ for Havelse Å sendt i offentlig høring hurtigst muligt herefter. Udsendelsen koordineres mellem Hillerød, Halsnæs og Frederikssund Kommune og af hensyn til materialets omfang og kompleksitet fastsættes en længere høringsperiode end de normale 8 uger.
Forvaltningerne gennemfører herudover et samlet møde for lodsejere og interessenter. Mødet forventes afholdt i uge 46, som vil være i høringsperioden. Hermed har administrationerne mulighed for at svare på spørgsmål og at klæde lodsejere og interessenter bedst muligt på til at afgive et eventuelt høringssvar.
Efter endt høringsperiode vil administrationen behandle de indkomne høringssvar og indarbejde eventuelle ændringer, som de måtte vurderes at skulle medføre.
Derefter forelægges endeligt forslag til revideret regulativ for Havelse Å til politisk vedtagelse i de relevante udvalg i hhv. Hillerød, Halsnæs og Frederikssund Kommune. Forventeligt i foråret 2027.
Inddragelse
Gennemført inddragelse
Bredejere, vandløbslaug m.fl. blev i forbindelse med udarbejdelse af miljøvurderingen af regulativet varskoet om, at arbejdet med et nyt regulativ for Havelse Å ville blive sat i værk idet afgrænsningsnotatet var i høring hos bredejere, vandløbslaug mv. i foråret 2025. Afgrænsningsnotatet blev ligeledes offentligt annonceret på kommunernes hjemmesider.
Inddragelse i forbindelse med høring
Havelse Å er et målsat vandløb i den gældende vandområdeplan og har ikke målopfyldelse. Det betyder, at vandløbsmyndighedens muligheder for at afveje natur- og afvandingsinteresser i forbindelse med fastsættelse af bestemmelser i regulativet er begrænsede. Specielt når det gælder grødeskæring, har gentagne afgørelser i klagenævnet vist, at hensynet til vandløbets økologiske tilstand skal tillægges langt større vægt end afvandingsmæssige hensyn. For Havelse Å betyder det, at de nuværende grødeskæringsbestemmelser skal ændres, men at udfaldsrummet for ændringer er relativt lille. Af denne årsag vurderer administrationerne i Frederikssund, Hillerød og Halsnæs kommuner samstemmende, at vandløbslaug, lodsejere og andre interessenter bedst inddrages når der foreligger et konkret forslag til nye bestemmelser, som efter administrationens vurdering er forenelige med de krav der følger af vandløbets tilstand og målsætning. Denne fremgangsmåde giver, efter administrationernes vurdering, de bedste forudsætninger for en dialog om hvad der kan lade sig gøre med udgangspunkt i vandløbets tilstand, målsætning og øvrige krav.
Inddragelsesindsatsen lægges derfor i perioden efter forslaget sendes i høring. Her vil administrationerne, i tillæg til den obligatoriske offentlige høring, afholde et møde for lodsejere og andre interessenter. Administrationen vil ligeledes prioritere kommunikationsindsatsen i perioden for at sikre, at alle får de bedste forudsætninger for at vurdere det udsendte forslag og at eventuelle høringssvar bliver så aktuelle og fokuserede, som muligt.
Økonomi
Udsendelse af forslaget i høring medfører ikke nogen økonomiske konsekvenser eller forpligtelser.
Ultimativt kan ændrede bestemmelser for grøde- og brinkskæring medføre en driftsøkonomisk konsekvens for vedligeholdelsen af Havelse Å. Hvis en sådan ændring vurderes at blive aktuel, vil der blive redegjort herfor i den kommende sag i hhv. Hillerød, Halsnæs og Frederikssund Kommune om endelig vedtagelse af revideret regulativ.
Beslutning
Godkendt, idet høringsperioden anbefales til 12 uger og at der tages hensyn til ferieperioden hen over julen.
Bilag
- Regulativ for Havelse Å inkl. redegørelse - høringsudkast
- Havelse Å rev regulativ - Bilag 1 længdeprofiler
- Havelse Å rev regulativ - Bilag 2 tværprofiler
- Havelse Å rev regulativ - Bilag 3a Vandspejlsberegninger
- Havelse Å rev regulativ - Bilag 3b vandspejlsberegninger
- Havelse Å rev regulativ - Bilag 4 Vegetationsundersøgelse
- Havelse Å rev regulativ - Bilag 5 Miljørapport
- Havelse Å Miljørapport - bilag 1 Afgrænsningsnotat m hvidbog
- Havelse Å regulativ 1992 (gældende)
- Evidensbaseret grødeskæring - rapport
Kilde: Frederikssund Kommune, Teknik og Klima, referat fra mødet tirsdag 6. oktober 2026, punkt 140. Læs den originale sag hos kommunen.