Besluttet 3. november, Teknik og Klima, Frederikssund
Ansøgninger til Cykelpulje 2027
Vejdirektoratet administrerer en årligt tilbagevendende cykelpulje, hvor kommuner kan søge tilskud til cykelprojekter. I denne sag skal Teknik og Klima tage stilling til administrationens oplæg til, hvilke cykelstiprojekter, der skal søges tilskud til i Cykelpulje 2027.
Trafik og cyklerKlima og grønt
Kort fortalt
- Forslaget
- Godkende administrationens oplæg til hvilke ansøgninger der indsendes til Cykelpulje 2027.
- Hvem
- Teknik og Klima, Frederikssund Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 3. november 2026
- Status
- Besluttet. Godkendt.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Administrationen indstiller til Teknik og Klima, at:
• Godkende administrationens oplæg til hvilke ansøgninger der indsendes til Cykelpulje 2027.
Sagsfremstilling
Ramme og betingelser for ansøgninger til Cykelpuljen
Som led i Aftale om Infrastrukturplan 2035 af 28. juni 2021 er der afsat en pulje til fremme af cyklisme. Der er endnu ikke udsendt udmøntnings- og administrationsgrundlag for Cykelpuljen 2027. Det forventes først at ske sidst på året. Derfor kendes puljens størrelse til medfinansiering af kommunale anlægsprojekter ikke, og det vides heller ikke, hvilke typer af projekter der kan søges tilskud og vil blive prioriteret.
Ansøgningsguiden har set mere eller mindre ens ud de seneste år, så det må formodes at blive det samme igen. Derfor må vi kunne gå ud fra samme formål, kriterier og vurderingsparametre som tidligere. Såfremt rammerne for puljen ænder sig væsentligt, når udmøntnings- og administrationsgrundlaget bliver sendt ud, vil administrationen fremlægge ny sag.
Det overordnede formål med cykelpuljen er at få flere til at vælge cyklen og dermed at give tilskud til:
• projekter som skaber bedre forhold for cyklister
• ny infrastruktur der er målrettet cyklister
Følgende kriterier har indgået i Vejdirektoratets prioritering af projekterne:
• Bedre sammenhæng i cykelinfrastrukturen på tværs af kommunegrænser
• Bedre fremkommelighed på cykelstier og nye cykelstier der styrker pendling i såvel større som mindre kommuner
• Flest mulige cykelpendlere får gavn af projektet
• Forbedring af trafiksikkerhed og sammenhæng på skolevejsnet
Det er en betingelse for tildeling af tilskud, at der er tale om et projekt, hvis gennemførelse er afhængig af tilskud. Man skal som tilskudsmodtager bekræfte, at projektgennemførelse ikke ville kunne finde sted i samme omfang, på samme tidspunkt eller inden for samme tidsramme uden det bevilligede tilskud.
Når Vejdirektoratet gennemgår og vurderer ansøgningerne, så inddeles og prioriteres de på en 5-trins skala, der scorer projekterne efter effekt for cykeltrafikken set i sammenhæng til størrelsen på projektøkonomien.
Der har været mulighed for at søge følgende tilskud:
• Tilskudsandelen til anlægsprojekter er op til 40 pct.
• Anlægsprojekter, der forbedrer trafiksikkerheden for cyklister på skoleveje, kan opnå en tilskudsprocent på op til 50 pct.
• Tværkommunale anlægsprojekter, der involverer mindst to kommuner, kan opnå en tilskudsprocent på op til 50 pct.
Der vil forventeligt være ansøgningsfrist den 31. marts 2027. Tilsagn om tilskud til et ansøgt projekt vil typisk blive udsendt til kommunerne i august eller september, og nogle gange har det været muligt lige inden sommerferien. Herefter skal kommunen senest et år fra tilsagnsdatoen acceptere tilskuddet, og projektet skal være udført og afsluttet inden for 6 år fra tilsagnsdatoen fra Vejdirektoratet.
Oplæg til projekter der kan indsendes til Cykelpulje 2027
Ved udvælgelse af, hvilke cykelstiprojekter der ansøges om tilskud til ved cykelpuljen, er det væsentligt, at projekterne har følgende karakteristika:
• effekterne af projektet i form af trafiksikkerhed og flere cyklister tæller meget højt i prioriteringen, så derfor skal det være tydeligt, at projektet rummer det.
• cykelpendling på tværs af kommunegrænser er et fokus, som også prioriteres højt.
• det skal være tydeligt i forhold til projektøkonomien, at projektet vil være vanskeligt at gennemføre uden et tilskud. Derfor egner de mellemstore og store cykelstiprojekter i cykelstiplanen sig bedst.
At udarbejde en ansøgning er et større arbejde, idet projekterne skal være ret detaljeret beskrevet og som minimum indeholde skitseprojekt og anlægsoverslag. Administrationen har igennem flere år fået udført analyser, projektbeskrivelser og anlægsoverslag for flere af cykelstiprojekterne i cykelstiplanen, så der er materiale, som kan bruges i cykelpuljeansøgninger.
Administrationen anbefaler at genfremsende de ansøgninger, som blev sendt til Cykelpuljen 2026, men som ikke opnåede støtte i den omgang. De omfatter følgende projekter:
• Cykelsti på Strandstræde på strækningen fra Hauge Møllevej til Fabriksvangen i Slangerup
• Cykelsti på Københavnsvej uden for byzonen og Hørup Skovvej helt frem til kommunegrænsen til Allerød.
• Cykelsti på Skuldelevvej mellem Skuldelev og Skibby
Ansøgningsmaterialet for de tre projekter er vedlagt i bilag 1-3.
Projekterne 1 og 2
Projekterne 1 og 2 er de sidste delstrækninger, som mangler for at færdiggøre kommunens andel af supercykelstien mellem Frederikssund og Farum. Cykelstierne vil have stor betydning for både cykelpendlere og skoleelever på Slangerup Skole, Afdeling Byvang og Kingo, og der kan argumenteres for en forventet stigning i antal cyklister og en forbedring af trafiksikkerheden.
Supercykelstien mellem Farum og Frederikssund arbejdes der aktuelt på at forbedre både i Furesø Kommune, som har opnået tilskud fra cykelpuljen til deres del af ruten, og i Vejdirektoratet, hvor der givet midler til at anlægge stitunnel på Hørup Skovvej ved Hørupvej. Med forlængelsen af Frederikssundmotorvejen bliver der også forbedringer for cyklisterne, hvor ruten krydser Frederikssundsvej i krydset J. F. Willumsens Vej/Frederikssundsvej. Derfor anbefales det at holde momentum på denne supercykelsti ved at indsende ansøgninger for de delstrækninger, som stadig mangler.
Projekt 1 er nr. 17 i prioriteringslisten i cykelstiplanen (ud af i alt 54 projekter), og anlægsøkonomien er estimeret til 10,2 mio. kr. Projekt 2 er nr. 24 i prioriteringslisten, og anlægsøkonomien er 26,2 mio. kr..
Projekt 3
Projektet har været indsendt flere gange til cykelpuljerne, men ikke opnået støtte, da effekten vurderes lav i forhold til projektøkonomien. Administrationen vil dog stadig argumentere for, at det er et projekt, som har stor betydning for skoledistriktet og skoleeleverne på Fjordlandsskolen, og derfor skal det igen forsøges at få tilskud til projektet.
Projektet er nr. 46 i prioriteringslisten i cykelstiplanen, og anlægsøkonomien er ca. 36 mio. kr.
Øvrige projekter i cykelstiplanen
Under arbejdet med Trafikplan 2026-2036 er cykelstiplanen blevet opdateret, og der er udarbejdet analyser, projektbeskrivelser og anlægsoverslag for flere af cykelstiprojekterne, hvor det især var nødvendigt at konkretisere projekterne noget mere for at kunne sætte anlægsøkonomi på og udføre en prioritering. Det materiale kan også bruges til cykelpuljeansøgninger og giver mulighed for at indsende flere eller andre projekter til cykelpuljen uden en større arbejdsindsats og bistand fra en rådgiver.
Cykelstiplanens prioriterede projektliste er vedlagt i bilag 4, og en analyserapport af flere af cykelstiprojekterne i cykelstiplanen er vedlagt i bilag 5.
Inddragelse
Inddragelse er vurderet ikke at være relevant.
Økonomi
Nærværende sag har ingen bevillingsmæssige konsekvenser. Center for Økonomi bemærker, at der ikke er afsat anlægsmidler til de omhandlede cykelstiprojekter i kommunens anlægsbudget eller budgetteret med finansiering fra den statslige Cykelpulje.
Beslutning
Godkendt.
Bilag
Kilde: Frederikssund Kommune, Teknik og Klima, referat fra mødet tirsdag 3. november 2026, punkt 156. Læs den originale sag hos kommunen.