Spring til indholdet
Frederikssund
Skift kommune
KøbenhavnFrederikssundAlle kommuner

På dagsordenen 10. november, Beskæftigelse, Erhverv og Unge, Frederikssund

Orientering om virksomhedernes tilfredshed med beskæftigelsesindsatsen

Frederikssund Kommune har for første gang deltaget i KL's tilfredshedsundersøgelse blandt virksomheder, der har samarbejdet med kommunernes beskæftigelsesindsats. Udvalget orienteres om resultaterne af undersøgelsen.

Erhverv og job

Kort fortalt

Forslaget
  • Tage orienteringen til efterretning.
Hvem
Beskæftigelse, Erhverv og Unge, Frederikssund Kommune
Hvornår
Tirsdag 10. november 2026
Status
På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.

Hvad kan du gøre?

Skriv til politikerne
Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet tirsdag 10. november 2026. Du finder dem på frederikssund.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Administrationen indstiller til Beskæftigelse, Erhverv og Unge, at:

• Tage orienteringen til efterretning.

Sagsfremstilling

Frederikssund Kommune har i flere omgange (2022, 2023 og 2024) gennemført egne undersøgelser af virksomhedernes tilfredshed med virksomhedsservicen og samarbejdet med kommunen.
Som følge af beskæftigelsesreformen vil der fra 2027 centralt blive målt på virksomhedernes tilfredshed med kommunernes beskæftigelsesindsats, og kommunerne vil blive benchmarket på resultaterne. Frederikssund Kommune har derfor i 2026 valgt at deltage i den tilfredshedsundersøgelse, som KL har taget initiativ til, og som på nuværende tidspunkt omfatter 47 kommuner.
KL's undersøgelse gennemføres fire gange årligt, men ikke alle deltagende kommuner indgår i hver måling. Frederikssund Kommune deltog første gang i den undersøgelse, der blev gennemført i august 2026. Her deltog i alt 26 kommuner.
Undersøgelsen omfattede de virksomheder, som Jobcenteret havde været i kontakt med i 2. kvartal 2026, i alt 104 virksomheder. Af forskellige årsager blev spørgeskemaet udsendt til 75 virksomheder. Heraf besvarede 31 virksomheder undersøgelsen, svarende til en svarprocent på 41 %. Til sammenligning har svarprocenten i kommunens tidligere undersøgelser ligget på omkring 33 %.
Da antallet af besvarelser er relativt begrænset, skal resultaterne tolkes med en vis forsigtighed. Undersøgelsen giver dog en indikation af virksomhedernes oplevelse af samarbejdet med Jobcenteret.
Resultaterne for Frederikssund Kommune samt den samlede rapport for tilfredshedsundersøgelsen er vedlagt som bilag.
Det overordnede billede fremgår nedenfor. Tallet efter skråstregen angiver gennemsnittet for de 26 deltagende kommuner:

• 93 % er samlet set tilfredse. 59 % er tilfredse og 34 % er meget tilfredse med kommunen / 87 %

• 82 % er tilfredse eller meget tilfredse med kommunens information / 81 %

• 83 % er tilfredse eller meget tilfredse med kommunens kommunikation / 86 %

• 83 % er tilfredse eller meget tilfredse med kommunens responstid / 84 %

• 82 % er tilfredse eller meget tilfredse med kommunens forståelse for virksomhedens behov / 83 %

• 86 % svarer, at det er sandsynligt eller meget sandsynligt, at de vil anbefale andre virksomheder at samarbejde med kommunen / 84 %

• 78 % er tilfredse med kommunens evne til at finde en kandidat, der passer til virksomhedens behov / 79 %. Kun ni virksomheder har besvaret dette spørgsmål.

Som det fremgår, ligger Frederikssund Kommunes resultater samlet set omtrent på niveau med gennemsnittet for de 26 kommuner, der deltog i undersøgelsen.
Resultaterne kan ikke sammenlignes direkte med de undersøgelser, der tidligere er gennemført i Frederikssund Kommune. Det skyldes dels, at spørgsmålene er formuleret anderledes, dels at populationen er defineret forskelligt. I kommunens seneste egen undersøgelse fra 2024 var den samlede tilfredshed dog ligeledes 93 %.
Virksomhedsservice i Jobcenteret og ledelsen følger op på resultaterne og analyserer den samlede rapport. Der tages desuden kontakt til de virksomheder, som i undersøgelsen har tilkendegivet behov for rekruttering eller andre ønsker til samarbejdet.

Inddragelse

Udover deltagelsen i undersøgelsen tages der efterfølgende kontakt til de virksomheder der i undersøgelsen har tilkendegivet ønske om det.

Økonomi

Center for Økonomi har ingen yderligere bemærkninger.

Bilag

Kilde: Frederikssund Kommune, Beskæftigelse, Erhverv og Unge, dagsorden fra mødet tirsdag 10. november 2026, punkt 71. Læs den originale sag hos kommunen.