På dagsordenen 5. november, Vækst- og Byudviklingsudvalget, Glostrup
Drøftelse af Movias analyse af fremtidige kørselsafgifter for personbiler
På baggrund af mobilitetsplan 2024-2027 har Movia gang i en undersøgelse af konsekvenserne/mulighederne af eventuelt kommende kørselsafgifter for personbiler i Hovedstadsområdet. Det foreløbige materiale fremlægges og drøftes på mødet i Vækst- og Byudviklingsudvalget.
Kort fortalt
- Forslaget
- Movias foreløbige undersøgelser og konklusioner om konsekvenser/muligheder for den kollektive trafik ved en eventuel indførsel af kørselsafgifter for personbiler drøftes og tages til orientering.
- Hvem
- Vækst- og Byudviklingsudvalget, Glostrup Kommune
- Hvornår
- Torsdag 5. november 2026
- Status
- På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.
Hvad kan du gøre?
- Skriv til politikerne
- Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet torsdag 5. november 2026. Du finder dem på glostrup.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Movias undersøgelse om konsekvenserne/mulighederne for kørselsafgifter i Hovedstadsområdet har været opdelt i 3 faser. I fase 1 fremskrev Movia bustrafikken til 2035 med de forventede rammevilkår, men uden kørselsafgifter. Fremskrivningen tog bl.a. højde for flere indbyggere og arbejdspladser, større bilejerskab og lavere omkostninger ved at køre bil.
I fase 2 blev det undersøgt, hvad der ændrer sig, hvis der lægges kørselsafgifter oven på denne udvikling. I hovedscenariet skulle der betales pr. kørt kilometer, dog således at taksten var højere i centrale områder og i myldretiden.
En af konklusionerne var, at med de nuværende rammevilkår (stigende bilejerskab og faldende kørselsomkostninger ved elbiler) stiger bussernes køretider med ca. 2% i myldretiderne. Passagertallet falder med ca. 4%, hvilket primært skyldes den øgede konkurrence fra bilerne. Samlet stiger tilskudsbehovet fra kommuner og region frem til 2035 med omkring 4%, men med store forskelle mellem de enkelte ejere, hvor f.eks. regionens tilskud stiger med 7-11%.
I scenarierne med kørselsafgifter kommer trængslen i 2035 til at være på et niveau lige under dagens trængselsniveau. Bussernes køretider i myldretiden kommer tilbage til dagens køretider i et 2035 scenarie. Der kommer færre bilture, som konverteres til cykelture og ture med kollektiv transport. Der kommer ca. 6% flere passagerer i busserne end i dag, men med en størst relativ stigning for linjer med regionale forbindelser. Hvis det ønskes at bibeholde det nuværende serviceniveau i den kollektive trafik (bus, tog og metro), så skal der tilføres yderligere kapacitet.
I fase 3 – som der arbejdes med aktuelt - undersøger Movia, hvordan busserne kan tilpasses en situation med kørselsafgifter, så den kollektive transport både har plads til flere passagerer og bliver et bedre alternativ til bilen. Der arbejdes således med konkrete løsninger. Initiativerne er opdelt på fire spor:
• Der skal sikres kapacitet i busserne
• Der skal skabes nye rejseveje fra forstæderne
• Der skal skabes ekstra kapacitet som supplement til banerne
• Der skal sikres gode forbindelser på landet.
Økonomi
Ingen direkte økonomiske konsekvenser for Glostrup Kommune
Indstilling
Center for Miljø og Teknik indstiller:
• at Movias foreløbige undersøgelser og konklusioner om konsekvenser/muligheder for den kollektive trafik ved en eventuel indførsel af kørselsafgifter for personbiler drøftes og tages til orientering.
Bilag
Kilde: Glostrup Kommune, Vækst- og Byudviklingsudvalget, dagsorden fra mødet torsdag 5. november 2026, punkt 6. Læs den originale sag hos kommunen.