Besluttet 24. september, Landdistrikter, Kultur og Fritidsudvalget, Guldborgsund
Beslutningssag: Ansøgning fra Nysted Orgelmuseum om driftsstøtte 2025-2027
Den 25. juni 2024 behandlede Landdistrikter, Kultur og Fritidsudvalget (LKF) i sag 83, 'Omprioritering af driftsaktiviteter' en ansøgning fra Nysted Orgelmuseum om driftstilskud. Udvalget ønskede en ny sag, hvor kriterier og prioritering af tilskud til de foreningsdrevne museer belyses.
Bydele i sagen: Nysted
Kort fortalt
- Forslaget
- Bevilge et årligt tre-årigt driftstilskud på 50.000 kr. til Nysted Orgelmuseum i 2025-2027. 2. at tilskuddet finansieres fra udvalgets eget budget under museumsområdet. 3. at driftstilskuddet genforhandles medio 2027 efter en evaluering.
- Hvem
- Landdistrikter, Kultur og Fritidsudvalget, Guldborgsund Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 24. september 2024
- Status
- Besluttet. Fraværende: Ingen Godkendt UDVALGTE.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Direktionen indstiller til Landdistrikter, Kultur og Fritidsudvalget:
1. at bevilge et årligt tre-årigt driftstilskud på 50.000 kr. til Nysted Orgelmuseum i 2025-2027. 2. at tilskuddet finansieres fra udvalgets eget budget under museumsområdet. 3. at driftstilskuddet genforhandles medio 2027 efter en evaluering.
Sagsfremstilling
Nysted Orgelmuseum har indsendt en ansøgning om driftsstøtte. Nysted Orgelmuseum er på mange måder sammenligneligt med de øvrige mindre museer, som
• drives af frivillige, • består af en kulturhistorisk samling af artefakter, • har udstillinger med åbningstider for besøgende • laver arrangementer i årets løb.
Budget til de mindre museer
Budgettet på LKF's område til de mindre foreningsdrevne museer ligger på kulturområdet og er fordelt på henholdsvis museumsområdet og forsamlings- og kulturhuse. Det samlede budget til disse områder er i 2024 på 9,427 mio. kr. Af disse er det forventede forbrug til de mindre foreningsdrevne museer 433.744 kr. Tilskuddene er i nogle tilfælde rene driftstilskud, mens det i andre tilfælde er kommunalt betalte udgifter til el, vand, varme mm. Se detaljer i det vedlagte bilag.
I 2024 er der et mindreforbrug på det samlede museumsområde på i alt 90.000 kr. Dette skyldes blandt andet nedgang i indbyggertal, som er beregningsgrundlag for Museum Lolland-Falster og Fuglsang Kunstmuseums driftstilskud. Mindreforbruget er først kendt efter sagsfremstillingen i juni, og vil i 2025 ligeledes først være kendt i juli måned, hvor der sker en bagudrettet regulering i forbindelse med udbetaling af 2. rate til ovennævnte to museer.
Ansøgning fra Nysted Orgelmuseum om driftstilskud
Nysted Orgelmuseum er Danmarks og Nordens eneste museum for kirkeorgler. Orglerne er alle danske, bevaringsværdige, mekaniske pibeorgler fra 1800-1900. Museet er siden åbningen i juni 2019 blevet drevet af primært privatøkonomiske midler. Museet søger nu om kommunal driftstilskud.
Museets mission er ikke blot at samle, bevare og restaurere de traditionelle instrumenter, der udgør en væsentlig del af dansk og global kulturarv, men også at formidle forståelse for orglet som et helt særligt og komplekst musikalsk og teknologisk redskab samt at tilbyde museumsoplevelser, musikalske og oplysende arrangementer, som omhandler dansk orgelkultur på et professionelt niveau.
I februar 2024 fik museet status af fond (se bilag). Fonden har ifølge vedtægten (se bilag) et formål, som kommunen gerne må støtte, nemlig kultur og underholdning for borgerne. I forbindelse med oprettelse af fonden donerede Jacob og Panna Friis-Grigoncza deres private orgelsamling på 15 instrumenter til fonden.
Et 3-årigt driftstilskud vil sikre, at museet kan gå i gang med en højnelse af sin formidlingsindsats samt afsætte midler til følgende budgetposter:
• Markedsføring, annoncer, reklamer
• Lokaleleje, inkl. vand, varme, el (orglerne kræver strøm) • Løn/honorar vedr. vedligehold af lokaler samt stemning og reparation af instrumenter.
Udvalget har den 19. marts 2024 (sag 38) bevilget støtte til museets Orgelfestival på 60.000 kr. om året i perioden 2024-2026. Orgelfestivalen 2024 markerer museets fem års jubilæum med ni festivalkoncerter fordelt på lørdage fra juni-oktober.
Administrationen foreslår at afsætte 50.000 kr. årligt i en tre-årig periode fra budget 2025-2027 til Nysted Orgelmuseum, svarende til tilskuddene til Stubbekøbing Museum og Emil Aarestrups Hus, som de mest sammenlignelige mindre foreningsdrevne museer. Tilskuddet fremskrives efter den af kommunen anvendte pris- og lønfremskrivning. Tilskuddet genforhandles medio 2027 efter en evaluering.
Sammenhæng til politiske strategier
Sagen understøtter kerneopgaven og Landdistrikter, Kultur og Fritidsudvalgsstrategi 2023-2026 med pejlemærkerne "Skabe indsatser for udvalgte målgrupper og gøre kulturen nærværende for alle", "Understøtte fællesskaber i landdistrikterne gennem eksempelvis kultur-, idræts- og fritidstilbud" og "Understøtte indsatser der styrker demokratisk dannelse og kreative fællesskaber".
Økonomi
Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Beslutning
Fraværende: Ingen Godkendt
UDVALGTE
Bilag
- : Offentlig Notat Nysted Orgelmuseum Offentlig Stiftelsesdokument Fonden Nysted OrgelmuseumUnderskrevet Offentlig Vedtægter Fonden Nysted OrgelmuseumUnderskrevet Offentlig Årsregnskab2019 Offentlig Årsregnskab2020 Offentlig Årsregnskab2021 Offentlig Årsregnskab2022 Offentlig orgelmuseum regnskab 2023 med underskrift Offentlig PROJEKTER 2024-26
Kilde: Guldborgsund Kommune, Landdistrikter, Kultur og Fritidsudvalget, referat fra mødet tirsdag 24. september 2024, punkt 5. Læs den originale sag hos kommunen.